Profile
Blog
Photos
Videos
TORSDAG d. 30/6 2011
Dette er mit sidste blogindlæg fra Changzhou, hvilket er en underlig tanke. Jeg har netop pillet de sidste billeder ned fra væggen og samlet de fleste ting i min kuffert, og føler egentlig ikke det store. Det er meget mærkeligt at sidde her på værelset omgivet af hvide vægge og tomme skabe, men jeg er ikke ked af det. Måske fordi Sara er her og måske fordi det ikke er gået op for mig endnu, at det er slut. Eller måske fordi jeg for en gangs skyld har været i nuet hernede og holdt så meget af mit liv her, imens jeg var i det, at jeg føler, at jeg har fået alt det ud af Changzhou, som jeg kunne, som jeg kan tage med videre. Jeg tror måske i virkeligheden, at det hele først går rigtigt op for mig, når jeg en stille stund sidder for mig selv i Danmark.
De sidste dage har jeg primært tilbragt nede i byen, hvor der er blevet shoppet de sidste ting. Jeg fandt bl.a. ENDELIG en gave til min lillebror, som jeg ellers har brugt ca. 3 måneder på at finde. Der er simpelthen intet her, som han gider at eje... tror jeg da. Bortset fra min gave selvfølgelig. Desværre er jeg blevet nødt til at sende den hjem med skib og fly, da der på ingen måde var plads i min kuffert. Eller faktisk var der plads, men på grund af vægtbegrænsningen fra lufthavnen, var jeg nødt til at begrænse kuffertindholdet. Særligt med tanke på Beijing, som Sara og jeg flyver til i morgen kl. 14.40.
Livet i Changzhou har budt på mange ting, og hvad jeg egentlig har lært af at være her, eller har fået ud af det, er svært at svare på nu, for jeg føler stadig lidt, at jeg er i det. Åbenlyst er jeg selvfølgelig blevet klogere på, hvordan livet som kineser udformer sig, men præcis hvad kineserne tænker og føler er stadig lidt af en gåde for mig. Ikke mindst fordi "en kineser" ikke bare er en kineser. De af dem, som jeg har mødt og snakket med, er alle meget forskellige, og ligeledes deres drømme og tanker. Fælles for stort set dem alle er, at de er generte og føler sig underlegne på forhånd i forhold til mig og de andre europæere. Og det er vel ikke så mærkeligt, når landet er så lukket som det er. De aner ikke, hvordan de skal forholde sig til os. Selvom Kina udadtil forsøger at sende et signal om åbenhed og imødekommenhed, så er der ingen tvivl om, at grebet indadtil mod befolkningen, bliver strammet en hel del. I den tid vi har været her er det bl.a. blevet nødvendigt at vise sit pas, hver gang man skal købe en togbillet. På den måde bliver der holdt øje med, hvor den enkelte kineser befinder sig i landet. Medierne er på alle måder censureret lige fra nyheder i tv til søgemaskiner på nettet. Når jeg bruger mit program, der finder servere udenfor Kina, kommer der langt flere internetsider frem, end når jeg bruger kinesisk google. Ligeledes er det ikke muligt at bruge facebook i Kina og g-mail fungerer heller ikke sjældent dårligt. I børnehaverne og formentlig skolerne også, holder underviserne sig strengt til materiale fra undervisningsministeriet, og der findes ikke helt samme spontanitet og opfindsomhed som i Danmark. Jeg har dog mødt enkelte, der forsøger at finde smuthuller, og som jeg er blevet særlig inspireret af. Jeg synes, at det har været svært at bedømme, hvor vidt kineserne egentligt er et lykkeligt og glad folk, til trods for deres "happy happy"-slogans, der er trykt på de fleste t-shirts. For mig virker det mest som en slags propaganda - så længe man ikke er utilfreds gør man ikke oprør og så er alle glade. Det kan man jo så overføre på forholdet mellem regering og befolkning, som på overfladen ser godt ud. Jeg har mødt kinesere, der har overbevist mig 100% om, at de er tilfredse, som fx min vejleder, men også folk, der ikke har lagt skjul på, at de ikke er. En af de ting, jeg i hvert fald har lært her, kan vel kort opsummeres ved sætningen "intet er som det ser ud til". Kina er lidt af et overflade-land, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tit har været frustreret over det og taget mig selv i at tænke.. "er det her dét?... Der må være mere". Efter min snak med Shirley, de få dage hun var studerende i børnehaven, fandt jeg da også ud af, at det er der sikkert. Hunhavde mange drømme for sig selv og mange tanker om, hvordan det kinesiske samfund kunne være, hvis tingene forholdt sig anderledes. Det kunne jeg godt lide at høre, for det tilfredsstillede min nysgerrighed og lyst til at komme tættere på en kineser, men samtidig gjorde det mig trist på Shirleys vegne, for det er noget af en kamp, hun har at kæmpe.
I virkeligheden har jeg nok følt mig holdt lidt for nar i Kina, når lærerne har rendt rundt med det største smil og "Happy every day"-uniformer. For jeg føler ikke, at det er troværdigt, og har svært ved tanken om, at et menneske kan være 100% glad hele tiden. I hvert fald i det mindste uden overhovedet at overveje prisen for den glæde. Det har været en udfordring ikke at blande Danmark ind i de tanker, for det har ikke noget med hinanden at gøre egentlig. Det er svært at forestille sig et Danmark uden personlig frihed, i det mindste for mig, der ikke er gammel nok til at have prøvet andet, men Kina har aldrig været i en anden situation, og menneskene er sikkert heller ikke rustede til at træffe så mange eksistentielle valg, som vi som danskere træffer konstant.
Den største udfordring har været at lægge mine normer og vaner fra Danmark fra mig. Det var været nødvendig helt fra start, for at kunne "holde ud" at være her... For at bruge et lidt voldsomt udtryk. Det har ikke været en ferie, men derimod en hverdag, som jeg har skullet kunne navigere i, og for at føle mig hjemme har det været alt afgørende på et tidspunkt at stoppe med konstant at sammenligne med Danmark. For alt er anderledes her, og det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde charmen i Kina, hvis man hele tiden står med en fod tilbage i Danmark, for det gør kun én kritisk. Åbenhed, nysgerrighed og tolerance er hvad der først og fremmest skal til for at kunne begå sig i Kina. Sådan har jeg i hvert fald oplevet det, og måske derfor, er det også lidt af en tilvænning at skulle tilbage til Danmark igen. For selvom jeg har tænkt på jer derhjemme hver dag, så har jeg ikke tænkt meget på min hverdag - simpelthen for at kunne overskue at lege kineser. Jeg håber at det giver mening, for det er faktisk temmelig svært at beskrive, hvordan det har været at bo her.
Personligt har jeg fået meget mere ud af opholdet end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Det er ikke let at sætte overskrifter på og forklare præcis, hvad der er sket med mig, for jeg føler mig bestemt ikke som en anden person. Måske bare som en nyere og friskere udgave af mig selv med snert af en del mere selvtillid og selvværd. Hvis man ser bort fra kinesernes spytten og offentlige urinering, så har det været inspirerende at se, at de bare er som de er. Jeg vil ikke sige, at de hviler i sig selv, særligt ikke de unge kvinder. De vil alle gerne være tyndere og blegere (i Kina er det et skønhedsideal at være bleg - jaiii!), men rent personlighedsmæssigt har jeg ikke indtryk af, at de tænker meget over deres personlige egenskaber. Måske fordi individet i det kommunistiske samfund ikke har særlig stor fokus. Der er rigtig meget "jeg burde gøre..." og "min pligt er" i kineserne har et veludviklet "pleaser-gen".
Sådan opfatter jeg i hvert fald Kina med mine danske værdier i baggagen. Det skal nu blive dejligt nok at komme hjem til Danmark igen, og jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget. Jeg har også fået bestilt rugbrød med pålæg fra slagteren og jordbærtærte til når jeg kommer hjem, og glæder mig til at se min mor, far og søskende i lufthavnen d. 13. juli, når jeg lander ved 19-tiden.
Inden da er det dog tid til Beijing-ferien, der som sagt starter i morgen. På søndag skal vi op på muren for første gang, hvilket jeg glæder mig helt ekstremt til. Jeg tror det bliver en vild oplevelse! Om jeg får mulighed for at gå på nettet og tilmed pleje min blog er ikke til at sige før jeg ved, om man kan gå på nettet fra vores hostel, men ellers ses vi hjemme i Danmark om ikke særlig længe! Det er en absolut vild tanke. Hav det godt så længe :)
- comments