Profile
Blog
Photos
Videos
FREDAG d. 25/2 2010
Det er nu 1 uge og 1 dag siden, jeg satte mine ben her i Kina for første gang, og det er 5 dage siden, at jeg havde min første dag i børnehaven. Livet som kineser byder på mange udfordringer af den ene og anden slags, og jeg prøver at fokusere på de gode ting, mens jeg tager andre ting som en oplevelse.
Foruden at holde tale for den større forsamling i mandags og dernæst tirsdag føre an i gymnastik-work out, har jeg primært brugt ugen på at observere kinesisk undervisning. Det har været spændende, men her sidst på ugen en smule ensformigt, særligt også fordi det har været koldt at sidde stille på en stol. Jeg har haft tid til at gøre mig mange tanker om både det kinesiske skolesystem og den danske pædagogik, og vil her primært komme ind på de positive sider af dét, som jeg føler, at jeg kan bruge til noget, når jeg kommer tilbage til Danmark.
Jeg er hernede (eller herovre?) blevet inspireret i forhold til at at være mere målrettet i min pædagogik. Med dét mener jeg fx at stille flere krav til, hvad børnene skal lære, for de kan sagtens blive rigtig dygtige til tingene, har jeg set hernede. Jeg tænker, at danske børn mangler lidt tålmodighed, der måske kan gå tabt, når man frit kan vælge, hvad man vil lave. Hvis noget driller, kan man jo gå videre tll det næste. Måske det er dét lærerplanerne er et forsøg på - at inddrage mere læring i pædagogikken og en mere målrettet plan for børns udvikling. Det er jeg meget positiv overfor. En anden ting, der, i forhold til forskelle ml. danske og kinesiske børn, fylder mit hovede, er respekten for lærere og kammerater. Jeg har endnu ikke set større skænderier eller konflikter mellem de kinesiske børn, og det er mit indtryk, at de respekterer hinanden. Jeg ved ikke, om det er fordi de i forhold til danske børn, er mindre selvoptagede eller mindre "mig, mig, mig". Det er egentlig lidt underligt, for man kunne jo forestille sig, at de 25 enebørn i klassen er vant til at få, hvad de peger på. Det skal jeg ikke kunne sige, om de gør, men måske får de netop opmærksomhed, og hver deres individuelle behov stillet ved at være eneste barn hjemme. Der kan selvfølgelig også være positive aspekter i konflikter så som sprogudvikling, retfærdighedssans, evnen til at sige fra og forhandle om tingene. Og sikkert meget mere. Da jeg ikke kan forstå sproget, ved jeg ikke, om de nogle gange diskuterer, men hvis de leger sammen og én tager en andens ting, kommer der ikke noget rama-skrig ud af dét. Man finder bare noget andet legetøj. De leger selvfølgelig også ofte med de samme ting, så det er ikke så svært at finde en klods, der er identisk med den, man lige har mistet.
Mit billede af Kina inden jeg tog af sted, gik ud på, at børnene her intet selv måtte bestemme. Det er et billede, jeg i den forgangne uge, har måttet lave om på. Selvom langt langt det meste er planlagt og foregår efter instruktioner fra lærerne, så så jeg fx i dag, at de selv måtte vælge, hvad de kunne tænke sig at lege med. De kunne tegne, lege med hjemmelavet fiskedam, klodser, sjippe eller andet. Vi legede også en anden leg, hvor Kiki stod forrest, og børnene stod i række efter hende. Jeg stod over for Kiki, og skulle prøve at slippe forbi hende for at fange børnene. Det var vildt skægt, for børnene var helt oppe at køre og grinede hele tiden.
Jeg er kommet frem til, at det nok er lidt naivt at tro, at jeg kan ændre en masse for børnene, bare fordi jeg synes leg er vigtigt. Lærerne handler ud fra ordrer fra regeringen, og jeg er her kun 5 måneder. Noget helt andet er, at det ikke er sikkert, at en kineser med danske værdier ville kunne overleve særlig længe i det kinesiske samfund. Det er et samfund, der kræver helt andre ting af befolkningen, hvor der ikke er fokus på individet. Mens det danske samfund beror på tanken om, hvordan den enkelte kan optimere sin egen livskvalitet bedst muligt (gerne med mindst muligt arbejde ), så er det mit indtryk, at det slet ikke er en tanke, der strejfer en kineser. Hernede er det flid og hårdt arbejde, der tæller, hvis man vil have et godt liv. En dansker vil sikkert føle forholdende her urimelige, gammeldagse eller begrænsende for individuel udfoldelse, men for en kineser er et godt liv et liv med arbejde.
Jeg både respekterer og beundrer kineserne for deres indstilling til tingene, også selvom mit liv hjemme i Danmark er meget anderledes. Jeg vil måske kunne gøre en lille forskel her og nu, og det vil jeg selvfølgelig udnytte. Jeg tænker, at min undervisning kan være en slags frirum midt i alt det andet, de skal lære fra kinesisk side. Kikis klasse er de ældste børn i børnehaven og kan derfor en del engelsk allerede så som frugter, farver, dyr osv. Jeg har derfor tænkt på at lave et forløb, hvor jeg lærer dem navnede på kropsdele ved at tegne rundt om et barn, der ligger på et stort stykke papir. Jeg snakkede om mulighederne med Dennis igår, som lærte mig en sang om kroppen, så den vil jeg lære videre til dem. Det bliver rigtig sjovt tror jeg, og jeg glæder mig meget til at komme i gang. Jeg har to uger sammen med klassen, så det giver mig mulighed for at gå i dybden med dem. Senere skal jeg også prøve at have pre-nursery klassen, som er 2-3 år, så jeg bliver nødt til at have mange forskellige ting i ærmet, som jeg kan tilpasse efter aldersgruppe.
Puha, jeg føler mig helt mæt af børnehavelivet og alle de medfølgende tanker, at jeg bare glæder mig til at holde weekend nu. Her til aften var Dennis og jeg nede i udendørscenteret at spise sammen med Sisse og Haydee. Vi gik ind på en vietnamesisk restaurant, hvor de ikke kunne noget engelsk overhovedet. Vi fik et menukort, hvor der var ganske få billeder - det meste noget mindre tiltalende. Vi fandt noget der lignede oksekød og bestilte to tallerkner af det. På billedet havde der ligget lidt grøntsager ved siden af, men da det blev serveret var der ikke skyggen af noget grønt. Det smagte rigtig godt, men var noget ensformigt må man sige, hehe. Vi fandt et sushisted bagefter, hvor vi bestilte så meget, at øjnene var ved at trille ud af hovedet på kokken. Det smagte meget meget specielt - der var ikke rigtig noget fisk indeni det, og i midten var der noget, der mest af alt lignede ristede løg, men som smagte ekstremt sødt. Første bid var god, men så blev det ret vammelt i længden. Selvom jeg jo har en sød tand, så er jeg ikke fan af, at min sushi skal smage af eller ligne candyfloss. Yaiks. Og nå ja, så mødte vi også en dansker, der stod og snakkede i telefon. Det var en underligt oplevelse pludselig at høre sit eget sprog, og han blev lige så forvirret som os, da vi kom lallende og grinende forbi ham. Efter sushi-affæren besluttede vi at gå videre ned i byen, og på vejen stødte vi på en Dairy Queen, til min store begejstring. Det er en amerikansk is-kæde, hvor de er så geniale at blande Oreos i deres is... På en evigt meget bedre måde en McDonald's. Jeg fik bestilt den is, der så mest ekstrem ud (på den gode måde), og lige så lykkelig jeg var i starten, lige så klammo havde jeg det, da jeg havde spist den. Vi havde egentlig snakket om at tage ned i byen på noget, der hedder Europabar, men jeg havde det så ringe, at vi tog hjem til Sisse og Haydee i stedet.
Hvad vi ellers skal i weekenden er jeg ikke helt klar over, udover at sove længe! Jeg er simpelthen så smadret om morgenen, på trods af at jeg får 7½ timers søvn om natten (hvilket på de slemmeste dage er ca. 50% mere end derhjemme) + 1-1½ middagslur. Det er underligt at tænke på, at når klokken er 12 i morgen middag, så er mine kære venner og veninder på udkig efter en taxa hjem fra byen. Jeg kan lige forestille mig, hvordan Århus (med Å) sejler og svømmer i sne og McDonald's skrald. Jeg ville ønske jeg lige kunne smutte hjem et par timer og hygge med jer, men glæder mig til juli.
Jeg tænker mere og mere på jer og er rigtig glad for de mails, jeg har fået. Det er en kæmpe glædesfølelse hver gang der kommer post hjemmefra, så bliv endelig ved med det :) Knus og kram fra mig.
- comments