Profile
Blog
Photos
Videos
TORSDAG D. 17/3 2011:
I dag er solen for alvor kommet til Changzhou, og det er lige før man kan sige, at det er ved at være sommer. Hvis ellers det da fortsætter. Jeg har været af sted en måned allerede, og denne uge har været den absolut bedste, jeg har haft indtil videre, hvilket skyldes det skift, der er sket i undervisningsstilen. Jeg har snakket en del med den mandlige lærer, som hedder Andy, om det, uden direkte at sige at børnene bliver slået i den anden klasse. Jeg vil ikke sige noget grimt om hans kolleger, men hellere opfordre ham til selv at følge deres undervisning en dag. Det viste sig også, at de 2-3 gange halvårligt får lov til at se hinandens undervisning, og en af de gange var i går.
Efter morgengymnastikken i går morges gik vi op i klassen igen, hvor Andy kaldte tre børn op til sig, og så skulle børnene stemme om, hvilke to børn, der skulle have navneskilte på. Jeg synes det er vildt at tænke på, at de ligefrem stemmer om det, taget den generelle kultur og politik i Kina i betragtning. Det hele foregik med smil og en masse glade tilråb fra børnene, og selvom jeg ikke fattede noget som helst af, hvad der foregik, sad jeg og hyggede mig med at nyde stemningen og grifle så meget ned på computeren, som jeg kunne nå. Pludselig var alle børnene væk, og jeg gik derfor mod larmen ud på gangen. Det viste sig, at det var en kæmpe leg i gang med en bank, hvor børnene kunne hæve papir-penge til at gå på restaurant, i teateret eller i motionscenter. Det var gennemført på så mange punkter. I banken skulle man udfylde en blanket og trykke sin pinkode, og der var nogle buede plastikrør, så det lignede luger, som bankpersonalet i form af to drenge sad i. Der var et mylder og masser af liv på hele gangen, selvom det kun var to klasser, der var med i legen. Andy kom hen til mig og forklarede, at det var en leg som han i samarbejde med tre kolleger havde fundet på, hvorefter han pludselig grinede og spurgte "do you wanna have lunch?", og så førte han mig hen til et klasseværelse, der den næste time fungerede som en restaurant.
Udenfor restauranten var der piger, der stod med røde bånd over brystet. Den ene pige ledte mig ind i restauranten, hvor der var optagede ved alle bordene. Jeg blev derfor henvist til "venteværelset", hvor jeg fik en kinesisk tegneserie stukket i hånden, så jeg var beskæftiget til der blev et bord ledigt. Pludselig kom en lille pige hen til mig med forklæde på, der viste mig hen til et bord, der var pyntet med en ternet dug og plastikblomster. Jeg fik et fint menukort og pegede på gulerødder og agurker. Pigen tog sin rolle som tjener meget seriøst og vendte med trutmund menukortet om, hvor der var fastsat et papir, og så tegnede hun ellers en gulerod og en agurk. Lidt efter kom hun tilbage med kop, tallerken, pinde og en tekande, som hun skænkede luft-te af. Meget servicemindet må man sige. Der sad tre børn ved bordet i forvejen, der levede sig fuldstændig ind i legen og skænkede te til mig hele tiden. Jeg skålede med dem flere gange, og på et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at tage tekanden og vande plastikblomsterne, hvilket de først syntes var meget underligt og dernæst grinede de i vilden sky. Der var også lavet en køkkenafdeling, hvor kokkene, med kokkehuer på, var travlt beskæftigede med at lave den mad, som tjenerne beordrede. Bagefter gik jeg videre til teateret, hvor jeg meget spontant fik et knus af en lille pige, mens vi kiggede på 4 piger, der opførte et eller andet, som jeg selvfølgelig ikke forstod. I fitnessarealet tumlede børnene rundt og råbte og skreg, mens de flittigt brugte mini-udgaverne af løbebånd og håndvægte.
Det var en kæmpe fornøjelse! Der var grin og leg og råb i en hel time, og jeg glemte helt tiden. Det her er vist, hvad man kalder et fælles tredje for børnene. noget som de har sammen, som de glæder sig til og hvor de fuldstændig får lov at fordybe sig i legen. Sikke et liv, der pludselig blev i børnehaven og børnene havde ikke svært ved at lege overhovedet.
De andre lærere kom for at kigge og havde allesammen mapper med, hvori de skrev, hvad de syntes om det. Jeg kunne se, at de havde lidt svært ved at overvinde sig selv og lege, men det lykkedes nogenlunde for de fleste af dem. Og sikke pæne de er når de for engangs skyld smiler :D Der er åbenbart nye tider på vej i Kina, selvom der muligvis er lang vej. Specielt når jeg hører om oplevelser fra de andre børnehaver også.
Dagen før, om tirsdagen, kom min vejleder Dorte fra Danmark og besøgte børnehaven i en times tid. Hun er tilfældigvis selv i Kina de næste 3 uger for at undervise, så det passede lige med, at hun kunne komme forbi. Min kinesiske vejleder Kiki skulle på universitetet på samme tid, så det var Andy, der tog imod. Han var lidt beklemt ved situationen kunne jeg fornemme, for de ved jo ikke, at studerende og lærere i Danmark har et mere afslappet forhold. Han stilte først 10-15 kopper frem på bordet, hvorefter han tøvede lidt og spurgte, hvor mange vi egentlig kom. Han blev noget chokeret (og sikkert også lettet), da jeg sagde, at der kun kom Dorte og hendes rejsekammerat fra Randers pædagogseminarium. Det var en underlig fornemmelse at overvære mødet mellem den kinesiske og danske kultur, mens jeg selv står lidt midt imellem dem. Selvom jeg kun har været her en måned, så er der nok efterhånden mange ting, som jeg har vænnet mig til ved den kinesiske kultur som tankegang og forståelse af tingene. Det var skægt at høre Dorte stille spørgsmål, som ganske vist var spændende og interessante, men som en kineser ikke opfatter på samme måde. Det er mit indtryk at kinesere ikke reflekterer over ligeså mange ting som danskere gør, og har heller ikke samme kritiske tilgang til tingene. Dermed ikke sagt, at det ikke var i orden, at Dorte forsøgte at få svar på sine spørgsmål, men det var spændende for mig at se, hvordan Andy kæmpede for dels at forstå spørgsmålene og dels at han ofte svarede det, som jeg havde forudset at han ville. Det må ikke have været let for ham, for han er ret genert og synes ikke selv, at han er særlig god til engelsk. Det snakkede vi også om, og jeg forsikrede ham for, at det er virkelig rart, at der er nogen i børnehaven, som jeg kan kommunikere med og som henvender sig til mig. Vi har aftalt at han kan øve sig i at snakke engelsk sammen med mig, hvilket passer mig fint, for så har jeg da nogen at snakke med. Foruden at have fået fastslået, at jeg er viking og ligner en dukke, har vi indtil videre snakket om jordskælvet i Japan, om det kinesiske og danske sprog, om Lord of the Rings og om Prison Break. Som det nok fremgår er det primært Andy, der vælger samtaleemnerne.
Jeg tror, at jeg fik en fysisk reaktion på det hele i tirsdags. Om formiddagen legede jeg frugtsalat med Andys klasse, og det gik rigtig godt. Men jeg blev vildt nervøs inden og begyndte at ryste, og selvom det var rart at have det overstået bagefter holdt jeg aldrig rigtig op med at ryste før jeg gik i seng om aftenen. Måske det skyldes en blandning af mange ting... Bl.a. de skift der har været i at skulle omstille sig til en ny slags undervisningsstil hver uge, og så at det senest har være to så radikalt forskellige. Måske en slags langsom reaktion på den den hårde undervisning. Det føltes lidt som om mit blodsukker var helt i bund, men lige netop den dag spiste og drak jeg faktisk noget næsten hele tiden. Jeg følte en slags uro og boblende fornemmelse i kroppen, en slags energi, der ikke rigtig kunne komme ud. Jeg var faktisk rigtig glad og lettet over, at alting ikke er så strengt alle steder, og at min undervisning gik godt, men samtidig også lidt pyldret af en eller anden grund. Det var virkelig en mærkelig fornemmelse. Jeg prøvede at tage et karbad til noget stille musik, så jeg kunne falde ned, men det varme vand virkede ikke specielt godt, så det blev halvlunket og ikke særlig afslappende. Dennis og jeg så (igen igen) Toy Story 2, og jeg puttede mig godt under dynen og blundede en times tid. Det hjalp lidt på mine rystende hænder. Måske jeg også bare var lidt træt, for jeg fik ikke min pause og lur, da Dorte kom og besøgte børnehaven. Der var rigtig meget snak den dag, både på dansk og engelsk, og jeg fik måske vendt nogle ting med nogen, der kom hjemmefra (og udefra) og som gad at lytte. Og jeg fik for alvor fortalt på dansk, hvordan jeg har oplevet de sidste tre uger. Ikke fordi jeg ikke kan tale med Dennis, men han er selv midt i det, og jeg ved fra mig selv, at jeg heller ikke altid kan rumme, hvad han fortæller mig. For man tumler med så mange tanker og følelser selv hele tiden. Da jeg faldt i søvn kørte der en masse engelske sætninger og ord i hovedet på mig og tanker om, hvordan dagen havde været. Jeg tænkte over, at jeg allerede nu kan mærke, hvor meget jeg kommer til at savne det her. Det er som en hel ny verden, som jeg aldrig kommer til at se igen. Både på godt og ondt. Men når jeg siger farvel til det til sommer, så er det et endeligt farvel. Det kan godt være, at jeg kommer til Kina igen, men jeg kommer højst sandsynligt ikke til at se børnehaven nogensinde igen. Med andre ord er det her en så intens oplevelse, som er fastsat til at vare en bestemt tidsperiode, hvorefter det er slut, og man skal tilbage til sit liv i Danmark. Hvilket jeg selvfølgelig også glæder mig meget til. Men jeg tror alligevel, at det bliver med lidt blandede følelser, når den tid kommer, selvom det er svært at sige - der er jo lidt under 4 måneder endnu.
Jeg tænkte også over, hvor dårligt jeg egentlig kender mig selv. Jeg gik ind til det her med en kæmpe stor skepsis, fordi jeg var bange for at få alvorlig hjemve eller for, at jeg ikke kunne klare det. Og jeg har det bare så godt her. Jeg trives i stor stil og nyder at opleve noget hele tiden. Måske nogle gange med så meget fart på, at jeg ikke får mærket efter og lader oplevelserne bundfælde sig, før jeg kaster mig ud i noget nyt. Måske ikke så mærkeligt, at min krop stod lidt af i tirsdags. Jeg håber, at det vil blive mere naturligt for mig at tage hensyn til mig selv, når det bliver hverdag her, for det synes jeg bestemt ikke det er endnu. På et tidspunkt bliver man måske mæt af det hele og så er det svært at hive sig op til at se det spændende og nye i alting. Mens man nu får så mega mange indtryk på så kort tid, så kan det være, at man til sidst ikke rigtig opfatter flere indtryk, selvom der sikkert altid er noget nyt og anderledes at få øje på i det her højst mærkværdige land. Jeg tænkte desuden over, at det er underligt, at man er sig selv i så mange forskellige sammenhænge - at man har så mange sider af sin personlighed, men at der stadig er en slags rød tråd. Hvis det da giver mening. At selvom man udvikler sig så meget, og der sker så meget med en nogle gange, så er man stadig den samme, selvom man har rykket sig så meget fra, hvordan man var engang.
Men der er ingen grund til at være bekymret for mig, jeg har det rigtig godt og har heller ikke rystet siden. Jeg tumler med en masse tanker på baggrund af al den observation, som jeg laver, og nogle gange kan det godt blive lidt overvældende. Men for det meste hygger jeg mig bare og kan sagtens rumme det jeg ser og oplever, og hvis jeg trænger til enten at slappe af eller få vendt nogle ting, så snakker jeg bare med Dennis eller tager en taxa over til Sisse og Haydee... Så er den ikke så meget længere :)
Derudover har jeg endelig fået købt mine kondisko... Til ca. 210 danske kr. i stedet for 1000 kr. derhjemme... Hvor fedt er det ikke lige :D Nu mangler jeg bare et træningscenter, der viste sig ikke at findes oppe på stadionet. Men Haydee er i gang med at researche og har vist måske fundet et sted med yoga og aerobic og alt muligt.. Det bliver virkelig dejligt at få rørt sig noget mere og få klaret tankerne på den måde :)
- comments