Profile
Blog
Photos
Videos
SØNDAG d. 8/5 2011
Der er ikke sket det store i Kinas land siden sidste indlæg egentlig. Jeg har været i Nursery(2), hvilket på mange måder har været super hårdt og udfordrende. Jeg har igen observeret hele ugen, med undtagelse af fredag, hvor jeg om formiddagen var med Kikis klasse rundt i området og lave aktiviteter, der havde til formål at lære børnene om miljøet. Faktisk i mit boligkompleks, der meget bekvemt grænser lige op til børnehaven. Fredag eftermiddag lærte jeg Nursery(2) nogle forskellige frugter og legede nogle lege med dem, hvilket var lidt svært, når lærerne ikke hjalp overhovedet. Men hvordan skulle de også kunne det, når de ikke kan andre engelske termer end "good morning" og "bye bye". Det har været hårdt at være i klassen, fordi begge lærere er unge og omgås børnene, efter min mening, så forkert som man overhovedet kan. Og samtidig og værst af alt, så lyser stoltheden ud af dem på flere kilometers afstand. Flere af børnene kan jeg se er bange for lærerne, fordi de farer sammen, når lærerne nærmer sig dem, og de bliver grint af når de græder. Der er mange flere ting, som går mig på, men fælles for det hele er, at det er svært at kigge på uden at kunne gøre noget. Selvom alt hvad der foregår i børnehaven er Kinas ansvar, så tror jeg altid at man vil føle ansvar så længe man har en viden.
Fredag eftermiddag var desuden tidspunktet, hvor mit forhold til min vejleder blev en anelse mere anstrengt end det allerede var, da hun grinende sagde "I think you are too fat", da jeg prøvede at udtale "jeg har allerede en radio, men ikke noget tv endnu" (Wǒ yǐjīng yǒuyī tái shōuyīnjī, dàn shì hái méiyǒu diànshì). Først troede jeg, at jeg havde hørt forkert og prøvede med et "excuse me?", men da hun så begyndte at spørge til, hvor tit jeg dyrker motion var den vist god nok. Hurra. Efterfølgende valgte hun at spørge, om jeg vil vise hende rundt, hvis hun kom til Danmark, og det kan hun da 100% glemme nu. Meget kan man sige om hende, men taktiske evner ejer hun i hvert fald ikke.
Bortset fra dén episode, som jeg nok ikke glemmer foreløbig, så har jeg det godt. Jeg føler mig mere hjemme her end jeg har gjort på noget tidspunkt, og det bekræfter mig i, hvor hurtigt humøret kan vende her i Kina. Det er en meget underlig fornemmelse at være så træt af Kina og på samme tid savne det allerede. Jeg kan se billeder hernede fra og få det største sug i maven, fordi jeg savner det uendeligt, selvom jeg ikke har forladt det endnu. Eller jeg kan være i en eller anden situation med de andre og vide, at dét kommer jeg aldrig til at glemme. At det er et af de bedste minder jeg vil have med mig i resten af mit liv. Alle følelser er så intense hernede, at det er svært at forklare, hvordan det er at være her. Men det er mere end bare at gå rundt og spise nudler og ris, og meget mere end en rejse fuld af underlige oplevelser. Det er ikke kun en rejse udadtil, men mindst lige så meget en rejse indadtil, hvis det giver mening. Selvom der sker så meget underligt hele tiden og selvom Kina uden tvivl er larmens land, så har jeg aldrig følt så meget ro til bare at være mig. Tag ikke fejl af, at jeg elsker mit liv hjemme, men hernede er man fuldstændig sat ud af alle de input, som ufrivilligt påvirker en hjemme, ganske enkelt fordi man ikke forstår sproget og derfor er fri for at tage stilling til, hvad folk siger. Det er vildt hårdt og meget rart på samme tid at være så alene med sig selv, og hele rejsen i det hele taget har fået mig til at tænke meget over kontraster. Uanset hvor meget jeg end elsker (og er god til) at putte følelser, oplevelser og tanker i bokse og kategorier, for bedre at kunne forholde mig til dem og forstå dem, så slår det mig hernede, at der altid skal to modsætninger til, for at jeg føler mig hel og godt tilpas. Og at når jeg føler to så modstridende følelser på én gang, så slipper jeg for konstant at tage stilling til, hvordan jeg egentlig har det, for tingene er på en eller anden måde i balance og ikke til at definere. Jeg vil aldrig komme i nærheden af nogensinde at kunne forklare præcist nok, hvordan det er at være et så fremmed sted, i en hel anden verden på mange måder. Men måske er det heller ikke meningen, at det skal give mening for andre end mig selv. Hvis ikke dét at skulle forsøge at gøre noget så fremmed til sit hjem og til noget, som man kan holde ud at bo i, gør noget ved én, så ved jeg ikke hvad gør. Det er noget, som jeg under alle at opleve på et eller andet tidspunkt i livet - at prøve at blive taget ud af kontekst og være sig selv i en hel anden og uvant sammenhæng. Om det er i Kina eller for fem måneder betyder ikke det store, men jeg vil bestemt anbefale til andre at udfordre sig selv i noget lignende før eller siden.
En anden tvetydig følelse jeg har er, at jeg på den ene side ikke kan vente med at komme hjem, og på den anden side kan jeg slet ikke forholde mig til det endnu. Det er som om mine tanker slutter d. 13. juli og ikke kan tænke længere, hvilket er totalt uvant for mig, der mere eller mindre altid mentalt lever i fremtiden. Men jeg gætter på, at dét her må være følelsen af at leve i nuet, og det er egentlig meget sjovt og befriende at prøve. Jeg slapper stadig ikke helt af i det, og tæller sommetider ned i min kalender for at se, hvor længe det her varer ved, og hvornår jeg skal begynde at forholde mig til noget andet. Men det ændrer aldrig noget for mig, hvad enten der er 9, 8 eller 7 uger tilbage til jeg stopper i børnehaven (som er starten på min ferie, som jeg er begyndt at planlægge). Tid er et underligt begreb, og selvom det er skabt for at skabe overblik, så tror jeg egentlig det stresser mere end dét gavner, og jeg tror tid har mere styr på os, end vi har styr på tid. De knap 2 måneder, som der er tilbage nu føles både som helt vildt langt tid og helt vildt kort tid. Der er kun 7 weekender tilbage i Changzhou, og jeg bliver både glad og trist af at tænke på det. Uden at gøre det til det store drama, så tror jeg der venter mig en udfordring i at komme hjem igen, og jeg håber jeg kan finde en balancegang i at nyde den sidste tid og forberede mig på den tid, der kommer efter. Jeg glæder mig, og er samtidig spændt på, hvordan det bliver.
Weekenden bød på en bytur i fredags, hvor jeg sammen med Sisse, Haydee, Sara, Carlos (Columbia), Sonya (USA), Ayse (UK) og Tasi (Zimbabwe) startede med at spise på en af de mange Tapeniake-restauranter, der ligger i Changzhou og Shanghai. Netop fordi der ligger så mange i byen skete der lidt kommunikationsproblemer, så Sara og jeg mødte op ved den forkerte restaurant. Heldigvis var Sonya nede i byen og hun samlede os op i en taxa og fik os på rette vej. Herligt! For 150 RMB kan man spise og drikke, hvad man vil, og menuen står på alt fra sushi til mørbrad og muslinger. Det var SÅ godt og hyggeligt, og vi havde det super sjovt i de 3 timer vi var der. Efterfølgende tog vi på Europa Club, hvor der var flere af vores udenlandske venner samlet. Jeg elsker at møde folk fra andre lande og snakke med dem om løst og fast og på den måde forholder man sig hele tiden til, hvad man selv kommer fra, plus at det er så spændende at høre om andre kulturer og tankegange. Når alt kommer til alt er mennesker ens, selvom der er mange måder at være menneske på. Jeg har sendt kærlige tanker hjem til mine mange engelsklærere gennem tiden, og prist mig lykkelig over, at jeg kan sproget så godt, at jeg kan føre samtaler på trods af forskellige nationaliteter.
Ellers har weekenden stået på afslapning og her inden længe smutter Dennis og jeg ned på vores yndlings italienske restaurant, Monkey King, der ligger 5 minutter fra lejligheden. Pizza mig her og pizza mig der efterfulgt af filmhygge - bliver en dejlig afslutning på en dejlig weekend. Til slut kan jeg berette, at der er omkring 35 grader i Changzhou, hvilket er lige i overkanten for mig. Men så længe man har en velfungerende airconditioner, så går det hele fint.
Nå jo, og så har Sara og jeg bestilt flybilletter til Beijing d. 1/7, når vores ferie starter, og inden længe skal vi have bestilt ture til muren, som vi skal op på to forskellige steder. Jeg glæder mig helt vildt meget og tror det bliver en rigtig flot og spændende oplevelse! Derefter drager vi d. 7/7 med fly videre til Chengdu, som ligger midt i Kina, hvor vi mødes med Sisse og Haydee. Hovedattraktionen her er Kinas panda-reservat, hvor der arbejdes på at bevare pandaen, som ellers er en ekstremt truet dyreart. Derudover skulle der være en fantastisk natur med bjerge osv., som bliver dejligt at opleve efter 4½ måneds larm og betonhelvede. Til sidst går turen tilbage til Shanghai d. 12/7, hvor vi har planer om at booke os ind på et hotel i lufthavnen og være der til vi skal hjem mod Danmark d. 13/7 kl. 9.00 om morgenen. Det er rigtig dejligt at have noget at se frem imod, specielt nu hvor børnehavelivet ikke trækker specielt meget.
- comments