Profile
Blog
Photos
Videos
TIRSDAG d. 22/3 2011
Kl. 9:11:
Åh, hvor jeg bare ikke magter i dag. Det regner, og jeg fryser, er sulten og træt. Efter at have set 3 afsnit af Prison Break i går aftes blev det så uhyggeligt, at jeg ikke kunne sove før kl. halv et. Og så vågnede jeg endda klokken 2 igen, fordi jeg havde mareridt. Lækkert nok. Måske er det nødvendigt med en mindre pause i Prison Break, eller i det mindste at skifte til et enkelt afsnit af Sex and the City inden jeg falder i søvn. Og så havde jeg oven i købet hjemve lige da vækkeuret ringede i morges. Det har jeg ikke prøvet før, men jeg kan da sige så meget, at det ikke er den dejligste følelse at vågne med. Det var ikke noget specifikt jeg savnede, bare mit liv generelt i Danmark.
Men ellers er jeg kommet i en god klasse igen, hvor den ene lærer er den bedste til engelsk, som jeg har mødt indtil videre. En klasse med 25 piger, fordi det er en særlig "danse-klasse", så hver morgen har de en times dans eller nærmere øvelser, der styrker smidigheden. Pigerne græder ikke under øvelserne, men lad mig sige det sådan, at jeg har det helt fint med, at min egen krop sidder og sover på en stol. Timen med dans foregår mens de andre børn leger i skolegården, så pigerne kommer derfor ikke rigtig ud, så vidt jeg kan se. Så snart det holder op med at regne, vil jeg tage dem med ud at lege stå-trold.
Kiki, min vejleder, har jeg ikke set skyggen af i to dage. Eller det passer egentlig ikke, hun spurgte da i farten på gangen i går om jeg var ok, og da jeg svarede, at jeg var lidt træt, sagde hun "Okay. How many degrees is it in Denmark?". Jeg syntes det var et lidt irrelevant spørgsmål, og hun nåede da stort set heller ikke at høre mit svar, som var "don't know, haven't been there in a month", før hun forsvandt igen. Dog sagt knap så bittert som det lyder. Men jeg er nu efterhånden ret træt af hende og alle de andre kvindelige høns her. Jeg er godt klar over, at engelsk er svært for dem at snakke, men de bliver aldrig bedre til det, så længe de sidder og fniser eller ignorerer mig. Det kan godt være, at det er en eller anden leder, der har besluttet, at jeg skal være her, og at de andre ikke har haft noget at skulle have sagt. Og at Kiki måske også bare har fået smidt mig i hovedet. Men det er jo sådan set ikke min skyld, og hvis de synes det er svært at snakke engelsk med lille mig, så skulle de vide, hvor svært det er for mig at gøre mig forståelig i et helt land, der er så fremmed for mig og på alle måder langt væk fra alt, hvad jeg er vant til. Særligt når sikkert ikke engang 5% af befolkningen snakker engelsk. Ellers gemmer de sig i hvert fald et eller andet sted langt væk fra Changzhou. Og så er det sådan set underordnet, at jeg selv har valgt det, for det er jo stadig svært af den grund.
Jeg må vist bare klare den lidt selv her, det lærer jeg jo også noget af. Det går som regel også rigtig fint, så længe lærerne i de klasser jeg er i, i det mindste er imødekommende. Og det er de i den her klasse. Det virker som om, at jeg får lov at lege med børnene hver dag, og de siger ikke noget til, hvis jeg blander mig og hjælper børnene i fx matematik - så godt man nu kan med fakter selvfølgelig. Det er lidt svært, når jeg kun kan tælle til 3 på kinesisk. Til gengæld har jeg lært den meget besynderlige tælleteknik hernede. Det viste sig meget hurtigt, at børnene syntes jeg var til grin, når jeg viste tre fingre for at sige 3. I stedet laver man åbenbart et "ok" tegn, hvor tommel- og pegefinger danner en cirkel, mens de resterende 3 fingre stritter i vejret. Det giver endnu mindre mening med 7, som vises ved at holde tommelfinger, pegefinger og skråt-op finger samlet, mens de to sidste bliver holdt nede.
Ååh, jeg sidder lige ved siden af vinduet ud til toilettet, som ifølge rengøringsdamen SKAL stå åbent indtil mig. Det er så klamt når børnene rykker ind på toilettet i hold og der kommer en rigtig lækker lugt ind i hovedet på mig. Nu lukker jeg det altså, selvom jeg er udemærket klar over, at hun åbner det igen, når jeg ikke ser det. Hurra for det.
Kl. 11:35:
Jeg er lige kommet hjem i lejligheden efter at have spist mine ris i børnehaven. Andy og en dame jeg ikke har set før, har siddet i ti minutter og peget på mig, når de troede jeg ikke kunne se det og snakket om mig på kinesisk. Det orkede jeg slet ikke, så jeg skyndte mig at spise min mad og komme hjem gennem regnen. Det er gået op for mig, hvor meget gode kolleger betyder i ens arbejde. Bare det at kunne sige, at man da sørme er lidt træt i dag eller generelt bare sige, hvad man tænker, er umuligt for mig her, fordi folk ikke snakker engelsk og hvis de gør, så sidder jeg altid og smiler til dem, så de tør blive ved med at prøve sig frem og snakke til mig. Det kunne virkelig være rart bare med få ord at kunne give udtryk for, at man egentlig synes det er rimelig koldt her i børnehaven. Men her i landet tager man alting som en kritik. Men jeg værdsætter i hvert fald min pause, og er sikker på, at humøret er bedre, når jeg har fået mig en morfar. Jeg legede forresten stopdans med pigerne, hvilket de syntes var mega skægt. De råbte og skreg og hoppede og dansede i alle retninger i lokalet, mens læreren stoppede og startede musikken. Vi legede den dog kun én gang, for så begyndte pigerne at svede, og det er sørme ikke godt, for så bliver man syg. Jeg synes det svarer lidt til at sige, at man kan blive døv af at kaste overhåndskast, men det var sjovt så længe det varede :)
Kl. 15:21:
Sikke dog en herlig lur jeg fik mig der! Jeg var fuldstændig væk i drømmeland, der denne gang handlede om Olsen Banden (du' smælder fed man!), i stedet for psykopater med pistoler fra Prison Break. Olsen Banden kan vi li' og hurra for min kulturelle opdragelse. Og nu skinner solen sørme også her til eftermiddag, og jeg formår nogenlunde at holde på min egen kropsvarme. Pigerne sidder og farvelægger tegninger som de tegnede i går, og selvom jeg har taget to runder og sat mig på hug ved nogle af dem, så virker de meget optagede af, hvad de laver. Så der blev lige lidt tid til at sidde her og skrive ved toiletvinduet.. hvor der tilsyneladende er en pige, der har lavet stort. Nej nej nej. Så blev det vindue lukket tæt, det er helt sikkert. Øv i verden.
Ellers skal jeg med Sara til Metro i eftermiddag, for hun vil gerne have vist det lille stykke af himlen, som vi har fundet. Det bliver sjovt at se, om hun går lige så meget amok som Dennis og jeg gjorde, da vi var der første gang. Det kommer nok til at tage sin tid, men jeg glæder mig til at se hende, og få gennemgået vores bytur i lørdags, som det er gået op for mig, at jeg ikke kan huske særlig meget fra. Sisse og Haydee kom på besøg i går aftes, hvor jeg lavede dumplings til dem, og vi hjalp hinanden med at huske, hvad vi egentlig havde lavet hver især. Det gik op for mig jo mere de snakkede om, at det var ganske lidt jeg åbenbart havde haft kontrol over. Men det var sjovt :)
Nu blev det da i hvert fald tydeligt, hvor mange forskellige humører man kan have i løbet af en dag i Kina som fremmed. Og moralen må være, at alt hvad det kræver at være glad er lidt ris, en morfar og lidt solskin fra oven :)
- comments