Profile
Blog
Photos
Videos
SØNDAG d. 27/3 2011
Så er endnu en uge passeret i Changzhou, hvilket betyder at jeg kun har 14 uger tilbage at undervise i, før vi slutter af med 13 dages ferie og efterfølgende vender snuden hjemad. Ikke at jeg er begyndt at tælle voldsomt ned endnu, jeg nyder stadig at være her. Det er bare vildt, at tiden går så utrolig stærkt.
Min uge blev som altid sluttet af med en times kinesisk undervisning fredag eftermiddag. Denne gang havde Kiki travlt med at lave en planche, så hun fik en forælder til at sidde at øve med mig. Det var en lidt akavet oplevelse i starten, men jeg synes at hun var god til at lære mig det, og om ikke andet resulterede det i, at hun roste mig så meget overfor Kiki, der efterfølgende gav mig slik, fordi jeg er den bedste elev hun har haft til kinesisk indtil videre. Sweet :D De sidste 20 minutter kom hun selv ind i kampen og tog over, så helt forladt med forælderen var jeg da ikke.
Efterfølgende skyndte jeg mig at finde en taxa så jeg kunne mødes med Sisse, Haydee og Dennis ved et fitnesscenter tæt på, hvor Sisse og Haydee bor. Vi betalte 600 RMB hver og blev VIP medlemmer i centeret "Manhood" for 3 måneder, hvilket ret præcist passer med den tid vi har tilbage i Changzhou, før vi rejser til Beijing og Shanghai. Der er alt fra pool-borde til maskiner til holdtræning, hvilket jeg umiddelbart er mest på. Man kan bl.a. gå til aerobics, yoga, pilates, fitball og spinning med en træner, der hedder Devil, som jeg (på grund af navnet) ikke er sikker på lige er mig. Men jeg glæder mig til at slå mig løs der og bruge nogle hverdagsaftener der, som ellers godt kan blive lidt kedelige her i lejligheden.
Lørdag skinnede solen og det var varmt, så jeg besluttede at tage ned i byen og lade min jakke blive hjemme. Lige da jeg skulle til at få en taxa kom bussen, og jeg tog min første bustur i Kina. Jeg har fået et buskort af børnehaven som jeg kan bruge, så det er gratis for mig at tage bussen, men ellers koster det 0,60 RMB at tage bussen, hvilket svarer til en halvtredsøre ca. Selvom det kun koster ca. 15 danske kr. med taxa ind til byen, så er der jo stadig en del at spare. Jeg var lidt bekymret for, om jeg nu kunne finde ud af, hvor jeg skulle stå af, og om jeg kunne kende det, men det var ingen problem... plus det var noget af en oplevelse at køre med bus og se trafikken lidt fra oven! På et tidspunkt var der en taxa, der skulle samle én op, og i stedet for at køre ind til siden holdte han midt ude i det hele, så et helt vejkryds gik i stå og båthornene gik amok fra alle sider, selvom der hænger skilte med "båthorn forbudt". Mere kinesisk bliver det ikke.
På trods af Kinas charme fortrak jeg dog hurtigt ind i H&M, da jeg kom ned i byen, i håb om at finde noget lidt velkendt. Tøjet var det samme, konceptet var det samme - køen til prøverummet var ikke det samme! OMG. Den var kilometer lang og folk skubbede og maste som kinesere jo gør bedst, men jeg havde masser af tid, så jeg besluttede at tage den oplevelse med. På et tidspunkt kom damen bagved for tredje gang alt for tæt på, men så skete der det fantastiske at hun fik elektrisk stød. Hun kiggede forarget på mig som om det var noget jeg havde gjort med vilje, og jeg trak ligeså meget på skuldrene som på smilebåndende. Så kunne hun lære det. 200 RMB fattigere, men et styks bukser og 3 armbånd rigere forlod jeg vanvidet, fik mig en hamburger og tog hjem igen... med bus. På vejen fra busstoppestedet og hjem til lejligheden sad der pludselig en pige på omkring 10-11 år på en græsplæne med en kanin. Jeg stoppede op og kiggede lidt og hun spurgte, hvad jeg hed. Jeg fik også hendes navn at vide, men da det var kinesisk fangede jeg ikke andet ned kaninens navn som var Mimi. Jeg satte mig ned ved hende og fodrede kaninen, mens jeg prøvede at forklare hende, at jeg har en skildpadde hjemme. Hun forstod ikke rigtigt hvad jeg sagde, indtil jeg kom i tanker om billederne på min mobil, som jeg viste hende. "How lovely" sagde hun begejstret, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, for det er jo lige præcis, hvad det er. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på de mange skildpadder, der bliver solgt i supermarkederne, og hvad hun mon skulle have til aftensmad. Jeg sagde farvel til hende og gik videre, mens jeg tænkte over, at det var en skam, at jeg ikke kunne fortælle hende, hvor mange kaniner jeg har haft (selvom jeg nok ikke engang kan huske det præcise tal). Det er så underligt, at der er nogle ting, der bare er de samme, uanset hvor man kommer fra i verden. Som pige og drengefarver og kaniner. Det kunne have været mig, der sad der for 14 år siden, bare på den anden side af jorden. Og så alligevel er det ikke særlig underligt. For Danmark har efter min mening ikke en stærk kultur, når alt vi ser i fjernsynet kommer fra USA , og alt vi spiser kommer fra Sydeuropa eller når alt vi ejer kommer fra Kina, Taiwan eller Japan. Jeg er begyndt at tænke meget over, hvad der egentlig er dansk, og det underlige ved det spørgsmål er, at det til hver en tid er lettere at svare på, hvad der ikke er dansk. Jeg tænker at noget der virkelig er dansk er mentaliteten - vores måde at tænke på andre mennesker og behandle hinanden på. Det er i hvert fald noget jeg ikke har mødt hverken i USA eller Kina, og nok dét der gør, at jeg trods alt savner Danmark, og sikkert ville savne det selvom alle mine venner og familie var her. I USA handler alt om penge, karriere og perfektion, mens Kina er i samme båd, bortset fra at alting kun bliver gjort 80%. Uden at overdrive, så tror jeg ikke at min lejlighed her stadig findes om 20 år. Til den tid er det hele raget ned og der er blevet bygget noget nyt grimt beton-helvede, der igen kun holder 1½ årti. Og natur er der heller ikke meget af. Træer står i snorlige rækker, men er alle blevet sat i jorden med rod og det hele, hvilket har resulteret i, at mange af træerne er gået ud. Intet får lov at vokse op af sig selv. Ikke at jeg ikke kan lide byen - jeg bor jo selv midt i den derhjemme. Men der er trods alt ikke længere end en cykeltur til den nærmeste skov, hvor alting har sit eget liv. Og jeg tror når jeg kommer hjem, at jeg vil tage mig en gåtur i skoven og lege Søren Ryge for en stund. I det mindste bare en times tid.
Om aftenen trak jeg i mine nye bukser, brugte det sidste af min foundation (som jeg håber min mor vil købe mig en ny af - forhåbentlig!), iførte mig guldsmykkerne og tog en taxa hjem til Sisse og Haydee, hvor Sara også var. Sammen tog vi alle 4 en taxa til et gigantisk hotel "Shangri La", hvor mænd i fine jakkesæt åbnede dørene i taxaen for os. Dog skulle vi ikke ind på hotellet, hvilket formentlig ville have lavet et endnu større sort hul i min pengepung. Vi mødtes med Joe, som er en af amerikanerne vi mødte sidste weekend, og da de tre piger og Jakob fra Viborg ankom fulgte Joe os ned til en restaurant og bar kaldet "Blue Bay", der er kendt for sin vestlige mad. Mums siger jeg bare! Vi startede med et langt bord til 10 personer, men efterhånden dryssede flere og flere ind til selskabet og vi måtte til sidst rykke bordene ud, så de fyldte ud i midtergangene. Jeg sad for en af bordenderne, og der har sikkert været 5-6 meter ned til min bordherre, som jeg kun kunne vinke til fra den afstand. Da vi kom kvart i syv var der 15 minutter tilbage af happy hour, så vi fik bestilt en masse tequila sunrises og long island iceteas. Og en enkelt bailey selvfølgelig.
Ved nitiden tog vi videre på gåben hen til hende med penthousen, der holdte fest sidste weekend. Jeg kan stadig ikke huske hendes navn, men hun er meget sød og frisk og festlig. Det viste sig, at hun er blevet smidt ud af lejligheden, og nu holder hun så mange fester hun kan, inden hun skal flytte. Det er noget der passer vores lille gruppe udmærket. Der var igen masser af mennesker, også mennesker som jeg måtte hilse ordentlig på denne gang, fordi jeg ikke kunne huske dem fra sidste gang på grund af mit lille vin-trip. Der var også en fyr fra Tyskland, som jeg heldigvis aldrig fik nævnt overfor, at jeg har haft tysk på højniveau, og endda en enkelt pige fra Danmark, som er i Kina for at studere kinesisk, foruden et par fra Wales. Selvom vi kun har kendt de folk i en uge nu, så føles det som om vi kender dem godt. Måske fordi man knytter sig til alt, der bare virker lidt velkendt i dette meget fremmede land. Engelsk føles efterhånden som ens modersmål, fordi vi snakker det så meget. Ind i mellem kommer vi til at have engelske samtaler med hinanden, fordi vi har glemt , at vi bare kan tale dansk. Det er en noget underlig følelse.
På et tidspunkt tog vi videre i byen med vores gruppe af amerikanere, en enkelt kineser og en enkelt dansende italiener. Vi tog først til Babi Bar, der er en slags diskotek med høj musik og endda piger, der er ansat til at danse på bordene. Der var bare så fyldt, at vi fik en enkelt drink og tog videre til Phebe Bar, hvor vi meget bekvemt fik et bord med sofa. Ved bordet var der alt det frugt man kunne spise, og aldrig har jeg da spist så meget vandmelon og ananas før i mit liv! Og så på så kort tid. Vi dansede en masse og havde det virkelig sjovt. Jeg spurgte kineseren, der hedder Robyn, om han ville give mig et kinesisk navn, og jeg blev døbt Xiào Xiào, der betyder noget i retning af "altid smilende", pga mine smilehuller. Han fortalte at berømte mennesker i Kina fik lavet operationer for at få dem lavet kunstigt. Crazy chinese people.
I dag har jeg haft planer om at gøre rent og rydde op, men er ikke engang nået så langt som til et bad. Og nu er klokken syv. Sex and the City har til gengæld kørt non stop et par timer, og det har nu også været hyggeligt at få slappet lidt af og bare nydt larmen nede fra gaden. Men må hellere komme op i gang nu, så jeg kan overskue at skulle på arbejde i morgen. Puha, hvor synes jeg bare weekenderne går stærkt.. Men det er vel derfor man har udtrykket "time flies when you are having fun" :)
- comments