Profile
Blog
Photos
Videos
TIRSDAG d. 1/3 2011
Jubii! Første forårsdag. Godt nok ikke i Kina, da det har været en af de koldeste dage hernede indtil videre, og formentlig står det vel endnu værre til i Danmark, medmindre jeres sne snart er smeltet. Der må være nogen, der har glemt at tænde for varmen, for jeg har ikke skrevet mig op til at bo i iglo året rundt i hvert fald. På trods af de kolde omstændigheder, og lidt sygdom, er humøret godt i dag. Jeg er kommet hjem fra min første undervisningsdag, og har placeret mig under dynen, mens vores nyindkøbte højttalere spiller Vinnie Who for fuld udblæsning. Jeg sender en tanke hjem til min far og min kære Pernille, der ligesom mig, synes at det svinger vældig godt :D
Egentlig er det lidt svært at sætte fingeren på, hvad der har været fantastisk ved i dag, for jeg har både været svimmel, træt og uoplagt. Da jeg stod op i morges, tænkte jeg, at dagen bare skulle overståes, så jeg kunne komme hjem igen og fundere over, hvad der var gået galt i undervisningen. For jeg var sikker på, at det ville gå galt. Dennis var lettere deprimeret, da han kom hjem i går fra sin første undervisningsdag, for han syntes det havde været rigtig svært. Primært fordi børnene havde været urolige og larmende, mens tre lærere havde siddet og kigget på ham uden at hjælpe. Dét med at børnene ubetinget har respekt for voksne hernede er en skrøne, og heldigvis for det, får jeg næsten lyst til at sige. Det er rart at se, at børn er børn, men det gør det selvfølgelig ikke let at styre en klasse på 25 børn, som man ikke har en chance for at kommunikere sprogligt med overhovedet. Og mens jeg har 20-30 minutter om dagen, skal Dennis undervise mellem 3-5 hele timer hver dag, og det gør jo også en stor forskel.
Mine forventninger til i dag var derfor ikke høje, og eftersom jeg var syg i går, havde jeg ikke haft mulighed for at tale med Kiki om, hvordan jeg skulle gribe det hele an. Da jeg kom hen i børnehaven, var Kiki meget imødekommende og smilende og spurgte, hvordan jeg havde det. I takt med at der kom flere børn, fik jeg mere og mere energi, som jeg ikke aner hvor kom fra. Jeg har højest sovet 5 timer i nat og er som sagt ikke på toppen, så jeg skal ikke kunne forklare, hvad der skete. Klokken 10 blev det pludselig min tur til at finde på noget med børnene. Jeg havde egentlig planlagt at lege frugtsalat eller lære dem kropsdelene, men efter Dennis' erfaringer i går, besluttede jeg at kaste mig ud i noget mindre kompliceret. Jeg vidste, at de kan sige deres navn, hvor gamle de er, og hvad de bedst kan lide af frugter eller dyr, og jeg fandt derfor på at lave en slags navneleg med en bold. Jeg tog med vilje udgangspunkt i noget, som jeg vidste de kunne i forvejen, for at se hvor usikre de var overfor mig, og for at finde ud af, hvor meget jeg skal regne med Kiki, inden jeg begynder på noget sværere.
Kiki var meget sød til at hjælpe med at oversætte, og jeg fik med lidt hjælp fra hende placeret børnene i en rundkreds på gulvet. Jeg trillede bolden hen til en dreng, og spurgte hvad han hed. Den fangede han hurtigt, svarede "my name is Jason" og trillede bolden videre til et andet barn (kinesiske børn har både et kinesisk og et engelsk navn). Jeg blev overrasket over, hvor meget de var med på den, for selvom jeg fandt på noget, de kunne i forvejen, havde jeg troet at genertheden havde spillet en større rolle. Det var dog ikke tilfældet - tværtimod måtte jeg flere gange hæve stemmen for at få dem til at høre efter, og på et tidspunkt måtte jeg sætte mig over mellem nogle urolige børn, for at det ikke skulle gå op i hat og briller. Energi, engagement og lyst er der nok af i hvert fald, og det er jo kun herligt.
Alt i alt synes jeg, at det gik godt i forhold til, at det var første gang, jeg har prøvet at lege en leg med nogle, som jeg ikke sprogligt kan kommunikere særlig godt med. Det var ikke fordi Kiki var styrende overhovedet, og det er jeg glad for, for det gav mig et lille indtryk af, hvordan det bliver, når hun ikke er med i de andre klasser. Fremover skal jeg arbejde på at have mere forberedt, for legen varede kun ca. et kvarter. En halv time er faktisk både meget kort og meget lang tid. Kort, hvis man skal forklare børnene noget, som de aldrig har hørt før og som er helt fremmed for dem, og lang, hvis man laver noget, de fanger med det samme. Det gør det lidt svært at planlægge, når man ikke på forhånd kender børnenes reaktion, men det er vel noget, som jeg får en bedre fornemmelse af hen ad vejen. Man kan sige, at selvom børnene ikke umiddelbart lærte noget nyt i dag, så blev jeg klogere på en hel del ting, som jeg kan bruge de næste 4 måneder. Jeg er sikker på, at der kommer udfordringer hen ad vejen og at jeg vil havne i situationer, hvor jeg føler mig fortabt. Men om ikke andet er det fantastisk trods alt at have fået en god start, og jeg har været heldig at starte i en klasse, der kan forholdsvis meget engelsk på forhånd. Jeg skal undervise i alle klasser i børnehaven, og kommer derfor også til at have pre-nursery klassen, der er 2-3 år. Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave med dem, og hvordan jeg skal formå at holde styr på 25 små børn, der knap nok har lært at sige Ni Hao endnu. Men den tid, den bekymring. Indtil videre skal jeg de næste 2 uger fortsætte med Kikis klasse og en af parallelklasserne. I morgen vil jeg vise billeder af Danmark på storskærm og introducere dem for lidt af den danske kultur. Det er noget, som jeg regner med, at jeg vil kunne bruge til i hvert fald de fleste større klasser.
Efter jeg har undervist er det som om at børnene tør henvende sig mere til mig, og er da vist også ret ligeglade med, at jeg ikke kan forstå deres kinesiske ordstrøm. De fleste kommer dog hen til mig og siger "yes", "five" eller noget andet uden for kontekst, og efter jeg har bekræftet dem i, at det er rigtigt, løber de videre. Nogle enkelte synes min næsepiercing er meget interessant, og det kan gøre det lidt svært at få øjenkontakt, når jeg taler til dem. Jeg synes de er herlige, og der er allerede en håndfuld børn, der går lige i hjertet. Ulempen ved at skulle undervise flere klasser er, at jeg så skal skifte klasse, hver gang jeg har lært dem at kende. Men på den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg ville have nok spændende og nyt undervisningsmateriale til 4 måneder i én klasse. Jeg læser jo sådan set heller ikke til lærer.
Jeg har det ikke særlig godt nu, og vil bruge resten af aftenen på at slappe af og finde billeder til mit Danmark-show i morgen, skrive brev til min farmor og lave aftensmad. Hav en rigtig god dag hjemme
- comments