Profile
Blog
Photos
Videos
SØNDAG d. 22/5 2011
Endnu en uge er nu gået i Changzhou, og der er nu kun 6 uger tilbage i børnehaven inden ferie og hjemrejse. Og ikke mere end bare 5 weekender. Det er både dejligt og trist, men mest af alt ubegribeligt og svært at forstå. På de gode dage prøver jeg ikke at tænke på det, for jeg ved, at jeg kommer til at savne min hverdag her uendeligt meget. Omvendt virker det som en trøst på de dårlige.
Hvis der er én ting man skal vide om kinesere, så er det, at det er svært at vide præcis hvor man har dem. Mens danskere er gode til at brokke sig og tilkendegive sine negative følelser på mange niveauer, fungerer Kina på overfladen som ét stort landpå lykkepiller. Uden at overdrive tror jeg ikke der findes én eneste kineser uden et stykke tøj, hvor der står "be happy", "happy baby", "happy together" eller "happy everyday". Eller også har de kluns med flere års forbrug af glade smileys. Hvis der skal tages billeder står samtlige mennesker og laver peacetegn og udbryder "happyyyyy!" i kor til billedet er taget, og selv på madvarer kan der være slogans, hvor ordet "happy" indgår.
Der er mange flere eksempler, men for mig som studerende er det mest frustrerende, at selv vores "vejledning" er gennemsyret af en "happy happy" tilgang. Så længe jeg ikke hører fra min vejleder er alting fint, og intet nyt er således godt nyt. Bliver jeg derimod kaldt op i hendes klasseværelse eller ser hende krydse skolegården på vej i min retning, kan jeg godt regne med, at tingene snart tager en drejning. Man kan på den måde gå rundt i sin egen lille bobbel af uvidenhed og lykke og være helt "åben" og glad, og så kommer hun og punkterer boblen med en eller anden form for irettesættelse, der ikke er til diskussion.
Men det fungerer ikke den anden vej. Kinesere er ikke gode til at give kritik, men bestemt heller ikke gode til at modtage. Særligt ikke fordi jeg i hierakiet rangerer rimelig lavt mht. at ytre mine holdninger. Det er vigtigt for dem, at jeg har det godt mht. boligforhold og bekvemmelighed, men ellers er det meningen, at jeg skal tilpasse mig systemet, hvilket ikke er let, når jeg tænker så meget som jeg gør. Det er ikke nemt at læse, hvordan tingene bliver taget imod, for man kan være sikker på, at uanset tonefald og budskab, så bliver det taget imod med et kæmpe smil eller grin. Eller i tilfældet med min vejleder kan det også ske, at hun lader som om, at hun ikke forstår hvad jeg siger. Mandag morgen, efter en mindre diskussion, fik jeg nok. Jeg havde brug for at få sagt til hende, at jeg gør mit bedste, og at det er meget svært for mig at være fremmed og ikke kunne sproget. Jeg havde brug for at fortælle hende, at de andre lærere ikke taler med mig, og at det virker som om, at de ikke ved, hvad jeg laver der. At ikke alle stiller krav til mig som hun gør, og at det derfor er svært at finde ud af, hvor jeg skal lægge min energi, og hvor meget jeg skal gå op i det. Og for hvis skyld - Kikis, lærernes eller min egen. For selv når jeg følger mit eget ambitionsniveau er det stadig ikke godt nok for Kiki. Det generede mig meget, for hun har aldrig set mig undervise, kun hørt tilbagemeldinger fra lærerne, der ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg egentlig laver. De fleste kinesere forstår ikke konceptet i leg, og jeg kan pga. sprogbarierren ikke forklare dem mine tanker og begrundelser for, hvad jeg laver med børnene.
Jeg fik aftalt en tid tirsdag eftermiddag, og jeg blev overrasket over, at der kun var hende og mig og et enkelt barn i lokalet, da jeg kom op i klassen ved firetiden. Oftest er der fuld af larmende børn, der har skak-undervisning, når vi har kinesisk undervisning fredag eftermiddag. Jeg startede med at stille hende spørgsmål om det kinesiske skolesystem, om børnehaven og dens værdigrundlag og om arbejdet med sociale kompetencer. Det var rigtig spændende at høre om tankerne bag alt det, som jeg har været vidne til de sidste 3 måneder, og mange ting begyndte at gå op for mig. Da jeg spurgte hende, hvordan hun ville beskrive et godt liv i Kina tøvede hun lidt, og jeg var først bange for, at hun ville lade som om hun ikke forstod spørgsmålet. Men så svarede hun, at fordi hun aldrig har været udenfor Kina synes hun, at Kina er godt. Og så sagde hun, meget stille med et usikkert smil, at hun måske troede, at Danmark var bedre. Og så gik det op for mig, at det er et helt andet slags menneske, jeg sidder overfor, og at jeg ikke kan kræve det samme af hende, som jeg ville kunne af en dansker. Vi har ikke samme tankegang, og vi har to vidt forskellige udgangspunkter i en samtale.Vi har slet ikke samme muligheder, og selvom hun virker barnlig på mange punkter, fordi hun fx er genert og konfliksky i voldsom grad, så kræver det kinesiske samfund meget mere af hende, end det danske gør af mig. Der hviler et helt andet pres på hendes skuldre, end der gør på mine. Det gav mig en svag kuldegysning, og jeg blev lidt ked af det.
Jeg kunne se på hende, at det var svært for hende at sætte sig ind i de ting jeg sagde til hende om mine frustrationer, men at hun lyttede og prøvede at forstå det. Det hjalp mig rigtig meget, og da hun smilede og sagde "okay" tænkte jeg, at jeg måske også nogle gange tager tungt på tingene. Jeg er nok rimelig farvet af det danske tungsind og brokke-gen, og som perfektionisk er det givetvis svært at trives i et land som Kina, hvor man kan være sikker på, at forventningerne er der, men at de er skjulte. Men jeg er sikker på, at det er sundt for mig at prøve.
Selvom kineserne ikke åbner op på samme måde og viser deres negative følelser, så kunne jeg mærke på Kiki, at det hjalp at høre, hvad jeg egentlig er for en. At jeg er andet end kun en fremmed lyshåret pige fuld af muligheder, som kineserne aldrig får. I hvert fald ikke endnu. At kineserne er så generte og lukkede som mennesker er måske heller ikke underligt, når man tænker på, hvordan børnene hver dag bliver trænet i at undertrykke negative følelser. Der er stort set aldrig gråd i børnehaven og hvis der er, går børnene over i et hjørne for sig selv og kæmper på livet løs med at holde tårerne tilbage.
Det betyder en hel del for mig, at I derhjemme får et lille indblik i, hvordan det har været at være her og hvor anderledes et samfund det har været at bo og navigere i, så I ved hvad jeg snakker om, når jeg kommer hjem. Det har været super spændende at prøve, men som en gut fra Wales bemærkede for en uges tid siden, så er jeg nok bare dansk helt ind i hjertet. Og en Århus-pige, hvis vi skal gå i detaljer.
For at gøre en lang historie kort gik jeg altså fra mandag og tirsdag at gabe mig igennem dagene til fredag at være trist over, at jeg snart skal hjem. Kikis og mit forhold er ikke ændret det store tror jeg - vi både diskuterer og ignorerer hinanden, mens vi andre dage går arm i arm nede i byen og shopper og leger bedste veninder. Sådan er det nok bare, og det eneste jeg har fokus på mht. dét er, at jeg får sagt fra når det bliver for meget. Men jeg tror og håber på, at jeg fremover er lidt bedre til at smile af det, ikke mindst fordi jeg har et bedre billede af, hvor hun kommer fra, og hvad hun taler ud fra.
Fredag spiste jeg på Monkey King sammen med Michael, Thomas, Jakob og Sara, hvorefter vi fik en enkelt drink på Europe Club sammen med Dennis. Lørdag shoppede Sara og jeg endnu engang og fik sushi på teppaniake til frokost, som for engangs skyld var god. Denne shoppe-eftermiddag indebar for en gangs skyld ikke flere sko, men derimod fik jeg en ny parfume, en paraply, en bluse og en kjole til samlingen. Om aftenen fejrede vi Vinnie fra Viborgs fødselsdag på en restaurant, der hedder "Summer". Da vi ankom 8 folk havde de dog lige glemt på restauranten, at der var bestilt bord, og vi fik derfor et konferencerum på 1. sal for os selv samt en kande øl gratis som kompensation. De havde desuden mega god mad og Mojito's til en flad 20'er, så det var bestemt en hyggelig og vellykket aften. Senere tog vi på Europe Club igen, hvor vi spillede pool, dart og terningespil.
I dag har været roomie-dag med Dennis, der startede da jeg vågnede klokken 13. Vi har set film ("Flushed away" og "Up"), spist m&m's og her til aften har vi været nede at spise på en af vores yndlingsrestauranter "Hongkong", der ligger nede i byen. De har nogle vildt gode grøntsager - bare tanken om dem får mine tænder til at løbe i vand. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre når jeg kommer hjem og skal undvære det. Men så er jeg selvfølgelig nok i gang med at catche up med sushi-restauranternes menukort og fortsætte hvor jeg slap. Selvom det torsdag og fredag var 35-40 grader, har det regnet meget i dag, og her sent på aftenen har regnen pisket på ruden, mens vi har set "Oldboys" og skrevet på vores blogs. Det er uvurderligt at have så god en roomie, som man har lyst til at bruge tid sammen med. Aftenerne flyver af sted lige for tiden synes jeg, og som sagt er det både vildt trist og vildt rart på samme tid.
Men jeg glæder mig til at komme hjem, selvom jeg også allerede nu er meget spændt på det. Der er en masse mennesker som jeg skal hjem og give en kæmpe krammer, for jeg er virkelig rørt over, hvor meget støtte jeg har fået de sidste mange måneder på trods af så stor afstand. Jeg rejste fra Danmark fuld af skepsis og spørgsmål. Mest af alt var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne klare det, og selvom det har været hårdt af mange grunde og ikke altid lige let, så ved jeg også, at jeg skylder mig selv en del af takken for, at det er gået så godt. Jeg havde slet ikke kunnet gøre det for 2 år siden. Men én ting er at tvivle på sig selv, en anden ting er at tvivle på andre. Det kan jeg se nu, at der ikke var nogen som helst grund til. Jeg havde virkelig aldrig drømt om så stor støtte, og det havde aldrig været det samme uden de mange mails, skype-samtaler, facebook-catch-ups, sms'er og telefonopkald. Jeg føler mig så heldig at have jer, og jeg håber, at I kan mærke min taknemmelighed helt til Danmark. Noget af det mest ego-centrerede, man kan gå i gang med, er formentlig at rejse om på den anden side af Jorden og bruge 5 måneder kun på sig selv, og jeg føler mig så heldig og taknemmelig for, at jeg har haft ro og støtte til det. Tusind mange tak! Jeg glæder mig meget til at se jer allesammen til juli, og ikke mindst høre meget mere om, hvad I alle sammen har lavet af ting og sager. Det bliver så dejligt at kunne se jer og være sammen med jer meget oftere.
Med fare for at dette bliver endnu et langt blogindlæg kom jeg lige i tanker om en sød episode, der skete i løbet af ugen i Nursery(4). Der var en lille dreng, der fra første dag blinkede til mig og sendte luftkys, men han nærmede sig ikke yderligere før onsdag, tror jeg det var. Men der fik den ellers også hele armen, da han kom løbende hen til min stol, gav mig en krammer og et kys på kinden, hvorefter han udbrød "I LOVE YOU!". Det var simpelthen en skøn og herlig oplevelse. Senere samme dag fandt han en billedbog frem med billeder af insekter, hvor navnede stod fonetisk, så jeg kunne læse, hvordan de udtaltes på kinesisk. Det syntes han var vældig sjovt, og lærerne tog deres mobiler op og begyndte at tage billeder af mig. Ugen i Nursery(4) startede ellers kedeligt og langtrukkent mandag og tirsdag, fordi jeg ikke kunne få så meget som øjenkontakt med lærerne. Tirsdag fik jeg dog lov at have en engelskklasse, hvor jeg kørte samme program som i Nursery(3) med apple, pear, pineapple og gemmeleg. Det gik rigtig fint igen og børnene jublede og var glade. Torsdag forsøgte jeg at lege ståtrold med dem udenfor, men det gik op i hat og briller, da læreren overhovedet ikke forstod, hvad jeg sagde, og i stedet lavede sine egne regler. Jeg fandt aldrig ud af, hvad den ny-opfundne leg gik ud på, og da vi gik ind i klassen følte jeg, at det hele var en fiasko. Jeg kunne ikke overskue at have det sådan resten af eftermiddagen, så jeg spurgte om ikke jeg måtte lege en ny leg, og det måtte jeg gerne. Jeg fandt på at lege "Lille hund, der er nogen der har taget dit kødben", og børnene synes det var vildt sjovt.
Nu er det blevet sengetid for mig. I morgen skal jeg have min første dag i Pre-Nursery, hvor børnene er 2-3 år... Det bliver spændende at se, hvilken uge der venter mig. Godnat Danmark :)
- comments