Profile
Blog
Photos
Videos
FREDAG d. 15/4 2011 - KI (3)
Kl. 09:06:
Det sker bare ikke! På årets, uden overdrivelse, varmeste dag har de snilde kinøjsere valgt at lukke for vandet i vores bygning. Og fra hvad jeg kan se på den nydelige (lillebitte mikroskopiske) seddel på kinesisk i opgangen, så varer det fra i går kl. 20 til i aften kl 22. Det kan man sgu da ikke!! Men ja, hvorfor ikke... Det overrasker mig ikke, at noget så dumt finder sted i lige netop Kina af alle steder i verden. Denne situation passer så godt ind i alt andet, der sker hernede. Som at Sisse og Haydee ikke har haft internet i 10 dage eller at Sara og Michael ikke har haft varme i lejligheden på noget tidspunkt siden vi ankom for 2 måneder siden.
Men manglen på varme er vist et overstået kapitel. Det er pludselig fra den ene dag til anden, uden advarsel, blevet sindssygt varmt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det værste er luftfugtigheden og tætheden - det er fuldstændig trykkende og nærmest umuligt at trække vejret. Og så kan man jo så undre sig over, at samtlige børn er mødt op i striktrøje og endda én dreng med striktrøje + uld-sweater og lange cowboybukser. Sveden pipler da også ned ad dem og flere er lige ved at begynde at græde. Enkelte har overgivet sig og render rundt i deres nattrøje, som de altid har på under deres almindelige tøj. En anden dreng, som jeg kan sidde og se på nu, er tilsyneladende iført undertrøje, nattrøje og uldtrøje under sin tykke hættetrøje. OMG. Kinesere er sgu, helt ærligt, ikke det skarpeste folkefærd på jorden.
Nej hvor håber jeg inderligt meget på, at sedlen i opgangen er en dårlig joke, og at jeg kan komme i bad i min pause. Mit hår er fedtet, og jeg er svedig og klam over det hele. Pludselig virker det ikke som en dum idé at købe en af de usmagelige vifter man kan få i de mange souvenirbutikker. Jeg kan slet ikke overskue situationen lige pt på jeg indrømme. Og det er jo ikke kun mit bad jeg må undvære, men også min aftensmad, for hvordan har de forestillet sig at jeg skulle koge mine ris uden en dråbe vand? Og nu kan jeg høre min far sige "det er bare en del af charmen", som jeg sagde til ham efter at nogen på en restaurant havde glemt, at han havde bestilt en dessert og stemningen derfor var på et meget lavt sted. Men faktisk, efter denne lækre oplevelse og ovenpå mit udeblevne elskede morgenbad, vil jeg gå så langt som til at sige, at kineserne er totalt charme-forladte. Om ikke andet så er de voksne i hvert fald. Og så også lige den irriterende dreng, der går og hiver i mit tøj konstant og efter 6. "drop dét!!"-konfrontation stadig ikke fatter, at jeg ikke gider at have det. Jeg har været nødt til at tage leggings på, da jeg ellers er bange for, at mine løse bukser vil falde ned, når han hiver i dem. Great.
I det mindste har jeg da husket min vandflaske i dag, som jeg ellers glemte i går, hvor det var cirka lige så varmt. Jeg var svimmel det meste af formiddagen, men nægtede at drikke chlor-vandet fra vandhanen. Så hellere besvime, men så galt gik det heldigvis ikke. Åh. Det er vist bare ikke min dag i dag. Jeg må bare sidde her på min stol og gladeligt spise mit æble, og se på børnene, der lærer om regnfænomenet på storskærm, mens jeg forsøger at affinde mig med situationen. Om en times tid når min pause kommer, vil det vise sig, om der er grund til yderligere panik eller om vandet er kommet tilbage. Men det er en tanke jeg ikke kan tænke til ende uden at blive helt hidsig og hyperventilere. Hvis så bare det ikke havde været så mega varmt.
Kl. 14:22:
Ingen forbedring på vandsituationen eller mit humør. Føler jeg sidder i en bageovn og kan kun tænke på et afkølende, koldt bad. Og det føles som noget nær det eneste i verden, der er umuligt. Eller nej, det er også umuligt at vaske op, hvilket er det eneste positive jeg kan komme i tanker om. Vores vagt til lejlighedskomplekset har tilsyneladende også overgivet sig til varmen, og har slæbt sin lænestol med på arbejde, som han sidder og snorker i med avisen over maven. Sidst jeg oplevede vandstop var i Tyrkiet som 14 årig, hvor jeg lige akkurat havde nået at smøre A38 udover min krebse-farvede krop i mangel på andet fugtgivende. Og bum, så var der ikke noget vand. Og faktisk heller ikke noget strøm, så man kan vel godt sige, at dén situation var værre end denne. Særligt set i lyset af, at min stakkels far måtte slæbe mange liter flaskevand op på 4. sal i stegende hede, fordi elevatoren var ude af drift af samme årsag.
De næste knap to timer er de foreløbigt sidste i KI (3), som jeg pga. mine fridage, kun har været i fra onsdag til i dag. Men det har været en fantastisk lærerig klasse at være i, faktisk. Den største erfaring er nok, at verbalt sprog er relativt unødvendigt for at føre en samtale. Jeg har snakket timevis med børnene på engelsk eller dansk, mens de har snakket kinesisk, som for det meste har været ren volapyk for mig. Men ved øjenkontakt, ansigtsmimik og kropssprog, og de få gloser jeg kan, føler jeg tit, at jeg er fuldt ud med på, hvad vi snakker om. Og selvom vi med garanti har snakket forbi hinanden er det egentlig ligegyldigt, for dét det har handlet om for mig, har været at have det sjovt og komme tættere på børnene. Og det er i hvert fald lykkedes, ikke mindst fordi børnene er meget nysgerrige og gerne vil mig.
Nogle børn går lige i hjertet, og på den måde er jeg ked af at skulle skifte klasse hver uge. Det er gennemgående, at der ca. er 1 barn i hver klasse, der kunne bruge lidt ekstra opmærksomhed på den ene eller anden måde. Og det er ikke nogen stor opdagelse, for det er chokerende tydeligt. Denne klasse er desværre ikke nogen undtagelse. Der er en 6 årig dreng, der ikke har meget sprog, og den allerførste dag lagde jeg mærke til, at han stort set ikke smiler eller taler en hel dag. I starten vendte han sig tit om på stolen og kiggede nervøst på mig. Hans ene fod rystede en lille smule op og ned, og selvom jeg smilede til ham, vendte han hovedet fra side til side, for ikke at holde øjenkontakt for længe. Hans baghovede er helt fladt og lige, som om han har ligget ned hele sit liv. Jeg har aldrig set noget lignende. Når de andre børn rører ved ham trækker han sig og giver i kropssprog udtryk for, at han ikke kan lide det. Hver gang børnene bliver sat til at lave noget, om det er at klippe noget ud eller lave små dumplings af modellervoks, så kan han ikke finde ud af det. Han gør det altid forkert eller mister sine ting. I går satte jeg mig ned ved siden af ham på gulvet, og han gav mig en klump modellervoks. Jeg gav ham en klump også, og ved at lade ham efterligne hvad jeg gjorde, forsøgte jeg at lære ham, hvordan man skulle gøre. Det blev stadig nogle lidt underlige former han fik lavet og helt ærligt, så syntes jeg også, at det var en åndssvag aktivitet. Hvorfor skal små 6 årige børn lære at forme dumplings, når de alligevel som voksne køber dem færdiglavede på frost?
Når han kigger på mig nu smiler han altid, stadig lidt nervøst, men holder øjenkontakt længere tid. Jeg lader altid ham bestemme, hvor længe vi skal have øjenkontakt og meget ofte står han i den anden ende af klasseværelset og tjekker, om jeg stadig kan se ham, og så smiler han over hele hovedet. Nok det tætteste, der kommer på et lille grin faktisk. Vi har dét til fælles, at vi begge ikke kan kommunikere ret godt med omverdenen og begge pga. et sprogligt handicap, selvfølgelig af forskellig art. Jeg har ikke brugt så meget energi på ham, fordi jeg har ondt af ham, men fordi jeg synes han er vildt fascinerende. Og at det er helt ekstremt, hvor lidt det kræver at få et barn eller et andet menneske, til at lyse bare lidt op. Langt hen ad vejen tror jeg grundlæggende det handler om at føle sig set, hørt og forstået, og det burde være alle børns ret. Og så kan man nemt komme til at tænke "godt det ikke er sådan i Danmark", men den tanke er jeg ikke helt overbevist om, selvom der selvfølgelig lader til at være langt mere fokus på det enkelte barns udvikling.
Det er som om, at lærerne tror, at det er fordi han ikke vil, at drengen ikke snakker. Og selvom ydmygelserne kunne være værre, så er de der, og gerne mens klassen overhører eller overværer dem. Det sidste kvarter er blevet brugt til snurre-top konkurrence, hvor børnene to og to foran resten af klassen skal dyste om, hvis snurretop, der kan snurre længst tid. Da drengen skulle op tyvstartede han, og hans snurretop blev stoppet. Da læreren satte ham og modstanderen igang igen samtidig, kiggede drengen på hende længe uden at snurre overhovedet, hvilket betød, at modstanderen fik et klistermærke, mens drengen måtte sætte sig ned igen til en negativ ordstrøm (gætter jeg på).
Det er ellers ikke fordi stemningen i klassen er dårlig, og lærerne har et godt forhold til de fleste børn. Men det er bare ikke godt nok, når der stadig sidder en eller to børn og ikke får nogen positiv anerkendelse overhovedet.
Kl. 17:33:
Så er vandet kommet tilbage, dog kun i kold tilstand. Det lykkedes mig lige nøjagtigt at stå under det varme vand lige så længe som det tager at putte shampoo i håret, så da jeg skulle skylde det ud igen, fik jeg mig noget af et koldt gys. Ikke lige min kop te, så jeg slukkede for vandet og sad med delvist udvasket shampoo i håret indtil 20 minutter efter, hvor det varme vand vendte tilbage for noget der ligner 20 sekunders tid. Jeg har været nødt til at spise 5 Oreos for at forlige mig med situationen, men i det mindste er det nu muligt at lave mad. Hvis jeg da ikke beslutter at kaste håndklædet i ringen og tage på restaurant. Det er vel trods alt fredag og endelig weekend, som iøvrigt står i tøsetegnet, når Sisse og jeg skal shoppe i morgen eftermiddag. Det glæder jeg mig meget til, og er sikker på, at det nok skal virke som en humør-booster :)
- comments