Profile
Blog
Photos
Videos
TIRSDAG d. 21/6 2011
I dag er det Haydees fødselsdag, som vi har fejret her til aften på Teppanyaki, hvor man for 150 RMB (= 127,50 DKK) kan spise og drikke, hvad man vil. Vi fik en god blanding af sushi og oksemørbrad og kunne stort set trille derfra, da vi var færdige. På Teppanyaki sidder man ved borde, der er placeret rundt om kokken, så man kan følge med i, hvordan maden bliver lavet, og "vupti" få den svuppet over og serveret, lige fra panden - skønt! Man sidder derfor ofte i selskab med andre, og vi måtte lige kigge to gange, da der pludselig kom to vesterlændinge og joinede selskabet; en mand og en kvinde. Haydee fik sagt noget i stil med "wow, de ligner os", lige da mandens telefon ringede, og han svarede "Hej, det er Morten". Det er nok tæt på at være den mest surrealistiske oplevelse nogensinde pludselig at sidde til bords med danskere efter 5 måneder med et absolut minimum af vestlige mennesker repræsenterede i det hele taget. Mere vildt blev det, da de fortalte, at de kom fra Århus, og jeg tabte stort set underkæben, da kvinden sagde, at hun arbejde i Føtex i Egå. Med ét fik jeg en lang række flashbacks fra mine mange ture i Føtex med mine forældre, og særligt min far, som jeg tit var med ude at handle i selv samme Føtex, da jeg var lille. Tænk at sidde på den anden side af Jorden og pludselig møde én fra så lille en flække som Egå, og vide præcis, hvad hun kommer fra. Hvad er chancerne for det?! Verden er sommetider et mikroskopisk sted fuld af tilfældigheder, og helt ærligt kan det næsten give mig gåsehud at tænke på.
Parret skal bo i Changzhou det næste halve år, og var landet så sent som i dag ved middagstid. Det var specielt at høre om deres tanker og forventninger med alle vores erfaringer i baggagen fra de sidste mange måneder, og i virkeligheden nok lidt en gave, at få lov at opleve. Det tydeliggjorde, i hvert fald for mit vedkommende, den udvikling jeg har været igennem, og hvor vild en beslutning det egentlig var at forlade Danmark til fordel for at leve her i 5 måneder. Jeg tror ikke engang jeg forstod, hvad det ville sige, da jeg tog beslutningen, og jeg har ikke givet mig selv tid til at tænke over det før nu. Men det var egentlig noget af en beslutning. Jeg mener, måske gik det ikke op for mig helt, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, men uvisheden kunne lige såvel have været en så skræmmende faktor, at det ville have fungeret som en stop-klods. Skræmt og skeptisk var jeg bestemt, nu hvor jeg tænker tilbage, og jeg var nok i virkeligheden den, der jublede mindst, når jeg fortalte folk, at jeg skulle flytte til Kina. Men jeg gjorde det alligevel, og det er jeg egentlig pisse stolt af. Det kan jeg i hvert fald mærke lige nu. Den havde jeg ikke set komme, hvis jeg tænker 2-3 år tilbage.
Når jeg tænker på fremtiden gør denne oplevelse mig egentlig bare rigtig glad, for den fortæller mig, at der kan ske at være masser af gode ting på vej, og ting, som jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig kan ske lige nu. Det kan være, at jeg på trods af, at jeg hader kulde og sne, om nogle år sidder i det mørkeste, nordligste Norge og pissefryser i en iglo, eller det kan være, at jeg er draget mod Afrika for at tilslutte mig et stammefolk. Eller det kan være, at jeg er begyndt at drikke kaffe og får mig en kage til med uldtæppet trukket godt op om hagen, mens jeg sidder i min stue i en provins et sted i Danmark. Det kan kun tiden vise, og selvom tanken om kaffe må siges ikke at være den mest tiltalende, så må jeg indrømme, at det er tanken om Danmark til gengæld. Hvis der er noget, jeg har lært her, så er det, at jeg lever i Danmark af lyst, og ikke af pligt, eller fordi jeg er bange for ikke at kunne klare mig andre steder. Det har jeg bevist her, at jeg kan. Jeg kan ikke sproget her, kan ikke bogstaverne, jeg ser anderledes ud og har en anden tankegang, og hvis jeg skal finde nogle ord, der dækker over, hvordan jeg har oplevet det at være her, er det ord som: anderledes, udfordrende, hårdt, ensomt og fantastisk. Foruden intenst. Men jeg har fået det til at fungere på trods. I et land som Kina er det let at få øje på modgangen, den er mange dage direkte mærkbar. Man skal ville det og være stædig og acceptere, at man er den lille her. Det er super hårdt, og jeg ville ikke et sekund bytte det for min danske hverdag. Men det er fedt at have prøvet, og selvom jeg har haft nogle livliner med mig herned i form af Focus China, de andre danskere hernede og skolen derhjemme, så er jeg overbevist om, at jeg herfra godt ville kunne klare mig hernede alene, hvis jeg tilpassede mig yderligere og gjorde de ting, der skulle til for at få det til at fungere - som at lære kinesisk fx, velvidende at det hele tilsammen ville være virkelig hårdt og udfordrende.
Men det er ikke det jeg har lyst til. Danmark er mit land, og jeg er der af lyst. Mange danskere flytter hvert år væk af den ene eller anden grund, og jeg har da også mødt en bosat dansker hernede med 3 børn hjemme i Danmark. Men jeg har lyst til at have min familie tæt på mig, lyst til at se mine danske veninder og venner tit, lyst til at uddanne mig i Danmark og bruge min uddannelse i Danmark, stifte familie i Danmark og videregive de danske værdier, som jeg ser dem, til nogen. Det er ikke fordi et land som Danmark er problemfrit. Nogle af de problemer, der efter min mening findes derhjemme, er især gået op for mig her, både fordi jeg er kommet på afstand og fordi jeg her i Kina i mange tilfælde har mødt Danmarks totale modsætning. Det giver et nyt perspektiv og har til tider fungeret som en brutal øjenåbner.
Men i mødet med andre mennesker med andre nationaliteter hernede, er det tydeligt for mig, at ikke mange lande har det sammenhold, som jeg føler findes i Danmark. Jeg ved godt, at mange danskere ikke føler det i hverdagen, men jeg gætter på, at det er et spørgsmål om, hvad man sammenligner med. Det er mit indtryk, at hvis det var to hold amerikanere, der havde mødt hinanden på Teppanyaki i aften, så havde glæden været relativt mindre og samtalen kortere - nok i særlig grad, hvis de ikke var fra samme stat, hvilket nok ville være det første spørgsmål de ville sidde med. Jeg har overværet amerikanere, der end ikke i fuld tilstand så ud til at være henrykt over at møde en landsmand, hvilket man jo ellers kunne forvente, eftersom alkohol jo har det med at forstærke følelser. Men det så nærmere ud til, at der ikke rigtig var nogen følelser, og de forsvandt i hvert fald fuldstændig, da det blev klart, at den ene var fra Maine (nord) og den anden Texas (syd). Ikke noget med slåskamp, had eller dårlig stemning.. Bare generelt ikke rigtig nogen stemning. Det er lidt det samme med tyskere. De kan sagtens snakke sammen, bevares, men jeg har ikke set nogen blive så henrykt som vi var i dag - Haydee klappede næsten i sine hænder, så begejstret var hun, heh. I lørdags endte jeg på Europe Club med Sara og Michael, og foruden en tysker og en alt for smart fyr fra New Yok (der troede, at Danmark er en by), var der en ældre mand fra Mexico. Efter min snak med amerikaneren, der må siges at have mistet en del af jordforbindelsen, var jeg lidt irriteret, og havde svært ved at tro mexicaneren, da han nævnte, at han har været i Århus. Men så begyndte han at nævne Aros, hvor den store "Boy" havde gjort et stort indtryk, og derudover fik han nævnt åboulevarden med alle caféerne og stemningen om aftenen. Mere skulle der ikke til, før jeg fik en tåre i øjenkrogen, og det er den slags stolthed og hjemve, som jeg ikke genkender hos særlig mange, der ellers er i samme båd som mig hernede.
Det hænger vel sikkert sammen med landenes størrelse og population, og i så fald bliver jeg kun endnu gladere af at være fra et lille mikro land, der for rigtig mange landes vedkommende i størrelse svarer til en by. Så kan det godt være, at det er træls, at vi altid taber i fodbold, fordi vi er nødt til at have Dennis Rommedahl på holdet, fordi der ikke er andre at vælge mellem, eller at vi altid hører om Sidney Lee i nyhederne, fordi der ikke er andre at tale om. Men hellere dét end bare at være et nummer i flokken som i Kina, hvor de fleste er én hakkende, spyttende kineser blandt 1,3 milliard af slagsen. Kinas befolkning svarer til 1/5 af hele verdens, og de kinesere jeg har mødt, siger selv, at det er forfærdeligt. Ikke underligt, at de har svært ved kø-kultur.
Og ja, Danmark sniger sig ind på mig i mere end én forstand for tiden. Jeg har i de sidste 4 dage haft en del hjemve, særligt om aftenen og om morgenen. Især savner jeg min far en hel del, foruden min mor, bror og søster. I dag har begge mine søskende været til eksamen og i går fyldte min ældste fætter 18 år, og jeg ville rigtig gerne have været med til at fejre ham og samtidig se min familie. Det må alt sammen vente, men jeg kan mærke, at savnet er langt sværere at holde på afstand nu, hvor det hele kommer tæt på. Jeg sidder da også med en lille klump i halsen nu, men tænker, at det kun er et godt tegn. Jeg glæder mig også stadig til at komme på ferie inden længe, og Sara og jeg skal snart have booket ture til den kinesiske mur. Jeg kan dog forestille mig, hvor følelsesladet en dag det bliver, når jeg om ca. en uges tid skal pakke min kuffert og ikke mindst sige farvel i børnehaven. Tid er det allermærkeligste fænomen, som jeg aldrig helt kommer til at begribe.
Nu er klokken endnu engang passeret midnat, og jeg vil forsøge at få mig noget søvn. For tiden observerer jeg stort set hele tiden i børnehaven, og tro det eller ej, men det er faktisk vældig energikrævende og ikke mindst trættende. Sov godt Danmark!
- comments