Profile
Blog
Photos
Videos
LØRDAG d. 23/4 2011
Dette er historien om, hvordan jeg fik min første tattoo. Jeg besluttede, at i dag skulle være dagen, hvor jeg skulle slappe 100% af efter en træls uge. Jeg havde både massage og frisør i tankerne, og viste med et lille smil taxamanden et visitkort til en massageklinik, og selvom jeg havde lidt svært ved at genkende vejen han kørte, tænkte jeg, at han trods alt måtte kende byen lidt bedre, end jeg gør. Måske han kendte en smutvej eller noget. Men 20 minutter senere sad jeg ved siden af en 23 RMB rigere taxamand, der grinende pegede hen på en restaurant. Hurra.
Jeg smækkede surt bildøren, tog solbriller på, og begav mig ud i mængden af gloende kinesere. Men det var da godt vejr i det mindste og lige som jeg tænkte, at det nok skulle blive en god dag på trods af manglende massage, opdagede jeg, at jeg var faret vild. Jeg havde ingen idé om, what so ever, hvor jeg var henne i byen og følte det totalt ligemeget hvilken retning jeg gik i. Jeg forsøgte at finde en taxa og blive kørt et nyt sted hen, men alle kinesere var åbenbart på lørdagsudflugt, så der var ikke nogen at få. Jeg gik derfor langs floden, som jeg kunne huske løber inde i centrum også, og kunne derfor regne ud, at jeg enten gik mod eller væk fra byen. Det viste sig, da jeg stødte på en masse ruiner, der desværre så ud til at være nogens hjem, at jeg formentlig havde gået i den forkerte retning de sidste 10-12 minutter. Jeg kiggede mig lidt omkring blandt murbrokkerne, hvor der hang tøj til tørre på tværs af de støvede gader. Bortset fra en enkelt gammel, støvet dame og nogle hurtige scootere var der ret dødt i kvarteret. Jeg gøs ved tanken om, at der er nogen, der bor så usselt et sted, kun få kilometer væk fra modehuse og dyre biler, og skyndte mig tilbage, hvor jeg var kommet fra. Jeg fulgte floden tilbage til hvor jeg havde startet og forsatte indtil der kom nogle buske og bænke, hvor man kunne sidde i solskinnet og nyde flodens brusen. Og lige pludselig kunne jeg genkende det hele - alle barerne, som jeg aldrig havde set i daglys før og Walmart, hvor Dennis og jeg handlede meget i starten. Det viste sig, at centrum var lige om hjørnet og straks blev jeg glad igen... Lige indtil jeg blev ramt på armen af en vildfaren spytklat. Og der besluttede jeg, at mine frisør-planer hellere måtte vente til en anden dag, for jeg ville ikke kunne bære, hvis også dét gik dårligt.
Til gengæld er det altid en god idé at shoppe, så ikke længe efter befandt jeg mig endnu engang i H&M. Jeg kunne med lethed have tømt hele butikken, for de skifter ud i deres ting hele tiden, men jeg beherskede mig og købte kun ting, som jeg VIRKELIG havde brug for. Godt gået mig selv. Men det betød, at jeg var nødt til at lade en ellers så fin nederdel hænge på stativet, og jeg var derfor ikke fuldstændig lykkelig, da jeg forlod butikken. Jeg gik rundt i byen lidt tid, indtil jeg fandt en købmand, hvor jeg købte noget vand, som jeg drak midt i solskinnet på en bænk. Der kom konstant tiggere hen til mig eller folk, der ville have taget et billede, men det var ikke rigtig nogen succes for dem, for cranky som jeg var, havde jeg trukket nej-hatten grundigt ned over hovedet. På et tidspunkt kom en pige hen til mig, som formåede at snuble over så kort et ord som "hello". Hun havde et eller andet sælger-gejl under armen, og lige som jeg skulle til at sige, at jeg ikke gad at købe noget, kiggede hun mig ind i øjnene og sagde, at jeg var meget smuk. Og så var hun væk.
Og selvom jeg ikke tager en bemærkning som dén særlig personligt (for alle med lyst hår er smuk i et land som Kina), så gjorde det mig lidt glad alligevel. Jeg kunne aldrig finde på at beskrive kineserne som gæstfrie, for det synes jeg ikke de er som befolkning generelt. Men jeg tænkte alligevel på, at jeg hellere måtte nyde det i stedet, for det sker jo trods alt ikke i Danmark, at en fremmed siger, at man er smuk. Og hvis der gjorde, så tror jeg, at jeg ville være kynisk nok til at spekulere på, hvad vedkommendes hensigter var. Glad og fornøjet kom jeg på benene igen, og pludselig vidste jeg, hvad min dag skulle bruges på.
Og sådan gik det til, at jeg på lette fødder fandt min vej til tattoo-shoppen. Selve ideen om at få mig en tatovering er ikke ny, og jeg har længe også vidst, hvad det skulle være. Men da jeg vågnede i morges havde jeg ikke regnet med, at i dag skulle være dagen. Det minder lidt om dengang jeg fik min piercing, fordi det var mandag og jeg kedede mig. Bortset fra, at jeg ikke havde tænkt 10 minutter over det, før jeg pludselig havde et hul i næsen.
Da jeg kom ind i butikken var der ingen andre mennesker end mig, tatovøren (som i øvrigt ikke har en eneste tattoo selv.. I hvert fald ikke som er synlig) og en pige, der stod bag kassen. Hun smilede da hun så mig, og fandt hurtigt en masse mapper med forslag frem. Jeg fik forklaret på google translate, at jeg havde min egen idé, og hun lod mig tegne på et stykke papir, hvad jeg havde tænkt. Hun smilede og gav mig thumps-up tegn, og så var det ellers op med mig på tatovør-stolen. Tatovøren tegnede mange forsøg på mig, før jeg var tilfreds, og igen måtte jeg prise mig lykkelig for googles oversættelses-mirakel. Jeg må indrømme, at jeg rystede en smule, da han pakkede nålen ud og testede maskinen. Det er ikke ligefrem den mest betryggende lyd at høre, og jeg bad til, at han snart ville gå i gang inden jeg ombestemte mig af skræk. Jeg kom i tanker om, at jeg havde glemt at spise noget og med tanke på, at klokken trods alt var knap halv tre, var jeg bange for at mit blodsukker var så lavt, at jeg ville besvime. Men sådan gik det heldigvis ikke, selvom jeg må indrømme, at jeg synes det gjorde pisse nas i starten. Men med tiden vænnede jeg mig til det og 10 minutter til et kvarter senere var arbejdet gjort, og jeg havde fået mig to hjerter på højre fod. Et for min bror og et for min søster.
Det var en rigtig god oplevelse, og jeg er glad for, at jeg gjorde det, selvom jeg var helt alene. Selvom jeg hele ugen har følt mig mere eller mindre alene, så var det rart at slutte den af med en god alene-følelse af slagsen. Bagefter købte jeg en sandwich fra Subway og fandt en plads i solen tilbage ved floden. Med munden fuld af sandwich fandt jeg min mobil frem og sendte en besked hjem til Danmark om min lille begivenhed. Og så tænkte jeg, kliché-agtigt nok, at jeg ikke er alene overhovedet. I øvrigt er det her bagefter spøjst at tænke på, at jeg ikke magtede at tage til frisøren i frygt for at det skulle gå galt, og at jeg så endte op hos en tatovør i stedet. Det er da trods alt lidt værre, hvis en tatovering ikke går som planlagt. Men det gjorde den heldigvis, og jeg er rigtig glad for den :)
- comments