MANDAGd. 6/6 2011

I weekenden stod planerne på bjergbestigning, hvilket måske kan være svært at forstå, når det er mig vi taler om - naturmenneske er måske nok ikke den betegnelse, der ligger først for, når det kommer til at beskrive mig. Syd for Changzhou i Huanshang ligger "Det Gule Bjerg", der var et af de første steder, der kom på UNESCOs liste over verdens naturarv. Det skulle efter sigende være virkelig flot, og med grejet i orden (i form af kondisko og rygsæk - man skal aldrig gå ned på udstyr), påbegyndtes rejsen mod syd fredag aften ved ottetiden.

Vi drog først to timer med tog til Hangzhou, hvor Dennis havde booket værelser til os på et hostel. Sara, Sisse, Haydee og jeg sov i køjesenge på det ene, mens Dennis sov med et hold kinesere på et andet. Vi døjer meget med myg, der efterlader gigantiske myggestik, så det var et nedslående møde vi havde på værelset med par af slagsen, og Saras myggespray (indkøbt i dyre domme) blev i den grad misbrugt - så meget, at det stort set ikke var til at trække vejret, og jeg fik så stort et grineflip, at det må have forlænget mit liv med flere år. Man skulle formentlig have været der. Ved tolvtiden blev lyset slukket, og ca. ved et tiden faldt jeg endelig i søvn.

Klokken 04.30 ringede mit vækkeur, som hurtigt blev sat på "udsæt". Klokken 04.40 fik jeg et chok og fløj næsten op i overkøjen, da Sara kontant udbrød "Sille, nu er det slut med at snooze den!". "Javel" tænkte jeg og tumlede ud i bad. Aldrig har jeg da været så træt og smadret som lige dér, og tanken om mange timers bustur var så uoverskuelig, at jeg valgte ikke at tænke på det. Bare at pakke mine ting viste sig at være en udfordring, men det lykkedes til sidst, og vi blev hentet af en taxa, der kørte os til busstationen. På vejen mødte vi gamle mennesker fuld af overskud til at hilse og grine af, at vi ikke forstod, hvad de sagde. I Kina står de ældre meget tidligt op for at dyrke Tai Chi, gå en tur eller handle - og med meget tidligt menes ved fem-seks tiden om morgenen; ikke et liv for mig.

Regnen stod ned i stænger, da vi løb fra taxaen ind på busstationen, hvor vi fik at vide, at den næste bus først ville gå om 3 timer. Dennis ringede til vores tur-arrangør Mr. Hu, og ikke længe efter, at han havde lagt på igen, kom en tilfældig kinesisk fyr hen til Dennis og gav ham sin mobil. Det viste sig at være Mr. Hu i røret, som sagde "follow that man", og det gjorde vi så. Bag busstationen holdte en tom bus, som vi slog os ned i. Efterhånden blev den mere og mere fyldt og 06.20 begyndte vi at køre. Det er så kinesisk, som noget kan blive.. Lige som man tror, at alt håb er ude, og at der ikke er planlagt noget ordentlig overhovedet, viser det sig, at der er super meget styr på det, og at man kan lægge alt ansvar fra sig. Og det gjorde vi. Det lykkedes mig at få en lur på ca. 3 timer, hvor jeg var 100% væk. Det betød at jeg kun var vågen 1½ time ud af turens længde på godt 4 timer, så det var slet ikke så slemt at køre i bus alligevel. Selvom jeg dog har sovet i mere komfortable stillinger end hvad et bussæde tillader én.

Ved halv et tiden var vi fremme ved en busstation og havde ingen idé om, hvad vi så skulle gøre. Vi stilte os i læ for regnen ved en restaurant, og ud af det blå kom en dame hen til os og sagde noget på kinesisk. Dennis ringede til Mr. Hu, der sagde "follow that lady", hvilket vi stolede blindt på. Vi blev fulgt rundt om hjørnet til Mr. Hus hostel kaldet "Mr. Hu", hvor vi satte os til at vente på Mr. Hu ham selv. Efter noget tid bremsede en bil hårdt op uden for hostellet, og ud kom en lillebitte mand med strittende hår, der tydeligvis ikke var blevet redt i mange dage. Han så så sød ud, og man kunne med det samme se, at Mr. Hu var et træt, men karismatisk og venligt menneske. Han ledte os til vores værelser, og efterfølgende fik vi noget at spise i hans mini-restaurant, hvor han foruden et kort over bjerget solgte os nogle nydelige, gule regnslag.

Dernæst kørte Mr. Hu os til en busstation, hvorfra vi blev kørt til "Det Gule Bjerg". I bussen snakkede vi om at tage liften op, fordi det simpelthen regnede så meget. At gå op ville tage minimum 3 timer, og selvom ruten skulle være flot og samtidig var det vi var kommet for, så virkede 3 timers konstant regnvejr ikke særlig tiltalende. Det kom derfor bag på mig, at de 4 andre totalt skiftede mening, da vi nåede til bjerget, og i stedet ville gå op. Det var en nedslående nyhed for mig, der bestemt ikke kunne overskue de stejle trapper i sådan et vejr - havde det været solskin havde jeg gladeligt taget turen, men tanken om regnen slog mig ud. Ikke mindst fordi det er en tradition, at jeg får blærebetændelse, hver eneste gang jeg bliver våd. Men med mindre, at jeg ville opleve bjerget alene, måtte jeg indse, at bjergbestigning på gåben var en realitet, og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at finde det positive humør frem, hvis jeg ville have en chance for at gennemføre. Det tog mig dog 15-20 minutters tid at se det positive i situationen, og flere gange var jeg lige ved at opgive og gå tilbage og tage liften i stedet. Men noget fik mig til at fortsætte, selvom det fra stort set første skridt syrede i mine ben, og min paraply for længst havde givet efter for den massive regn. På stentrapperne sejlede det konstant med 2-3 cm vand, fordi det ikke kunne løbe af nogen steder, og alt var så gennemblødt, at der ikke var plads til alt det vand. Jeg opgav desuden hurtigt at tage billeder, fordi mit kamera blev alt for vådt. Derudover var det svært at se noget, fordi alting var tåget og diset.

Der var masser af ting at være frustreret over, og her bagefter kan det være svært at se præcis, hvorfor jeg var så positiv. Måske havde jeg på trods af de tilsyrede ben stadig ikke helt forstået, hvad jeg egentlig var gået ind til, og måske var jeg stædig nok til ikke at lade det negative humør tage over. Havde det gjort det, er der ikke nogen tvivl om, at jeg ikke havde gennemført. Det meste af vejen fulgtes jeg med Haydee og Sara og mellem prusten og stønnen, snakkede vi om alt fra, hvor nederen det må have været for dem, der har lavet stentrapperne og stierne, til at grine over det absurde i hele situationen. På trods af plastikbukser, regnslag og paraply var jeg absolut genneblødt helt ind til mit undertøj, og det kan være svært at begribe, at man kan være SÅ våd. Enkelte steder på ruten lå små shops, der solgte regnslag, æbler og vand, og jo længere vi kom, jo mere forvirret blev jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvis medarbejderne vandrede op og ned ad bjerget hver dag, og så endda med friske forsyninger til deres butik, men det viste sig da også, at der i de fleste butikker var lavet små senge, hvor de tilsyneladende sov. Men det er nu ikke fordi de ikke kan. På vores vej mødte vi mange ældre mænd med stråhat og bar overkrop, der kom bærende med gasflasker og pakker monteret på snore bundet fast til en bjælker, de havde over skulderen. Imponerende! Flere havde endda overskud til et smil og et "ni hao", og enkelte var flabede nok til at grine af os.

Det hårdeste ved turen var, at vi var tvunget til at fortsætte, når det gjorde allermest ondt for ikke at blive kolde. Ved hvert lille hvil kunne man nemt mærke grænsen, og med et suk måtte vi tvinge os selv videre op af bjerget. Flere trapper var snoede og uendelig lange og stejle, og hele tiden måtte jeg minde mig selv om, at jeg ikke kunne give op, for fysisk ville det være lige så hårdt at gå ned igen. På et tidspunkt blev turen ned trods alt også længere, end der var tilbage til toppen. Sara fik pludselig spat, og hun må have haft en voldsom viljestyke eller beslutsomhed, for pludselig var hun langt foran Haydee og mig, der tog turen i mere stabilt tempo. På et tidspunkt holdte vi hvil og Haydee fik sagt noget i stil med "nå, nu regner det da ikke helt så meget", da en uventet kæmpevind kom fra det fjerne og ruskede gevaldigt i træer såvel som i os. Det var næsten som i en tegnefilm, hvor en eller anden siger "nå, nu kan det da ikke blive værre" lige inden lynet slår ned og forvandler vedkommende til smulder og kul. Vi nåede dog toppen før end ventet, og vi kunne slet ikke forstå det, da vi stod der. Man kunne følge en vej til en anden tinde, men vi besluttede at de tilbagelagte 6-7 km var nok, og at det var på tide at finde en lift ned. De varmeste registrerede grader på toppen er 18 grader i juli, og lørdag var bestemt ikke en rekordsættende dag. Det var faktisk vældig koldt at stå i regn og vind på toppen, og samtidig en klam fornemmelse at være pakket ind i plastik - en vakuumpakket fornemmelse gætter jeg på.

Vi ringede til Sara for at høre, om hun var kommet ned, men hun havde åbenbart drejet ad en anden vej, og var på vej mod den anden tinde, men hun ville vende om og komme ned. Det var for koldt at vente på hende, så Haydde og jeg tog med liften ned og fandt Dennis og Sisse, der ventede for bunden. Jeg var jublende glad over at have gennemført og endda på trods af, at det bestemt ikke var et projekt, som jeg fra start havde kastet mig helhjertet ud i.

Efter noget tid kom Sara ned, og jeg kunne se på hende, at hun ikke havde det særlig godt. Da hun var kommet hen til liften oppe på toppen, havde hun opdaget, at hun ikke havde nok penge til at komme med, og at liften desuden ville lukke om 10 minutter. Hun lånte penge af kineseren, der havde fulgt hende tilbage til liften, og hun fik hans telefonnummer, så hun kunne betale dem tilbage. Hun nåede heldigvis ned, men det havde været en ubehagelig oplevelse for hende, og jeg kan let sætte mig ind i, at det ikke må have været sjovt at stå deroppe helt alene. Men sej det var hun i hvert fald, og jeg forstår ikke hvorfra hun fik krafter til at fortsætte op af bjerget, som hun havde gjort. Det kan man kun tage hatten af for.

Da vi kom tilbage til Mr. Hu's hostel fik vi os et velfortjent bad, hvor temperaturen på vandet desværre svingede fra ekstremt koldt til ekstremt varmt. Jeg var super lykkelig over endelig selv at kunne kontrollere vandmasserne, så det lykkedes mig på trods af temperatur-vanskeligheder at tage et bad på 20 minutter. Efterfølgende fik vi aftensmad i Mr. Hu's restaurant, hyggede på Sisse, Haydee og Saras værelse, hvorefter jeg fik ud som et lys i min egen seng.

Søndag morgen ringede vækkeuret klokken 6.00, og det tog mig ikke mange sekunders overvejelse at give afkald på mit morgenbad til fordel for ti minutter mere i drømmeland. Efter morgenmad drog vi med 4½ times bustur tilbage til Hangzhou, hvor vi fik frokost og shoppede lidt. Det var specielt at være der igen, for sidst jeg var der, var sammen med min mor og far. Vi spiste endda på den samme restaurant, hvor min mor, far og jeg havde spist både frokost og aftensmad samtlige dage vi havde været i byen. Men det var nu okay at være der igen... Hangzhou er en virkelig dejlig by. Ved firetiden tog vi toget til Changzhou, hoppede på en taxa og videre hjem i vores lejligheder. Det var en hård og våd weekend, men alt i alt rigtig god. På mange måder god og udfordrend, hvor jeg er blevet klogere på, hvor mange sindstilstande, der egentlig findes, og hvor meget man kan opnå, hvis man kan kontrollere sit humør. Fra start havde jeg ingen kontrol haft overhovedet - hverken mht. vejret eller beslutningen om at gå - og humøret var derfor det eneste, der rigtigt var tilbage at have styr på. Det har jeg lært meget ved, det er noget, som jeg vil tage med mig videre og tænke nærmere over. Det var rart at komme lidt væk og især synes jeg, at det gik godt at være hele 5 mennesker af sted. Det var rigtig ærgeligt, at vi pga. regnen og tågen overhovedet ikke fik set den flotte udsigt, som bjerget er kendt for, men jeg orker næsten ikke at være negativ over det. Sådan er det bare, og det fantastiske ved naturen er vel også, at man hverken kan kontrollere den eller forudsige den. At bestige et bjerg i plask regnvejr er også en oplevelse i sig selv, og helt sikkert en, som jeg sent vil glemme!

På grund af Dragon Boat festival (som jeg ikke er klar over hvad er), har vi iøvrigt haft fri i dag.. Hvilket i den grad var tiltrængt!!