Profile
Blog
Photos
Videos
TORSDAG d. 10/3 2011
Lige pt. sidder jeg velplaceret i min seng, og er ikke helt klar over, hvad der foregår ude i opgangen. Det lyder lidt som om hele bygningen er ved at springe i luften, for jeg tror måske, der er nogle, der har valgt at tænde heksehyl indenfor. Fedt fedt fedt. Nogle gange om morgenen kl. 7.30 går de også i gang med at fyre af, og allerhelst i weekenden. Det har jeg umiddelbart lidt svært ved at se det sjove i.
Nå, men ellers går alting stadig godt. Jeg har haft en relativt kedelig uge dog, hvor jeg indtil i dag kun har observeret. Men jeg er begyndt at turde at blande mig mere, nok fordi jeg keder mig så meget. Jeg er tit i tvivl om, hvor meget kontakt jeg må have med børnene i undervisningssituationer, hvor det er kineserne, der underviser, for jeg kan jo let komme til at modarbejde lærerne. Men efterhånden er jeg lidt ligeglad og prøver mig frem. Det har resulteret i, at jeg har fået rigtig god kontakt til 5-6 børn, der nu henvender sig meget til mig når de gerne vil fjolle eller have hjælp... Specielt når det er hjælp, som de ved, at de får skæld ud over, hvis de spørger de andre lærere. I dag kom en pige hen til mig med sin æske farvekridt og pegede, hvor der manglede en lilla. Jeg hjalp hende med at lede i nogle krukker med farver og fik lidt stress, for jeg vidste, at hun ville få skældt ud, hvis det blev opdaget, at hun havde smidt den væk. Vi kunne finde hvide, røde, grønne og sorte farvekridt, men ingen lilla, der var samme slags som dem i æsken. Til sidst hev jeg mærket af et lilla farvekridt, så man ikke kunne se, at det ikke hørte til hendes æske. Måske får hun skæld ud over, at mærket er hevet af, men det er da værd at prøve. Ingen skæld ud i denne omgang i hvert fald.
Den anden dag var der en dreng, der bumpede forsigtigt ind i mig med vilje, hvilket kom lidt som et chok for mig. Kropslig kontakt er der ikke meget af hernede, så hvad der havde føltes normalt hjemme, føltes pludselig underligt her. Men det var tydeligt, at han ville have det samme ud af det, som et dansk barn ville, og jeg gav ham derfor et lille klem. Det blev han så glad for, at han nu kontakter mig meget ofte. Han ser det desuden som sin fornemmeste opgave at lære mig kinesisk. Han startede med at sige "ni hao" og da jeg svarede ved at sige "zai tien", der betyder farvel, fik han store øjne. Han blev dog skuffet da han fandt ud af, at jeg ikke rigtig kan andet. På en måde føler jeg mig lidt som et lejetøj, der bliver betragtet og trykket på, for at se hvad jeg kan. I dag kom han hen til mig i hjørnet, hvor jeg sidder med min computer, og stod igen så tæt at han ikke kunne undgå at røre ved mig. Jeg skrev "my name is Cecilie", og det gentog han flere gange, og forsøgte at lære mig noget på kinesisk. Jeg aner dog ikke, hvad jeg selv sidder og siger, og har overvejet om han lærer mig frække ord. Den anden dag var der da også en dreng, der havde fået mig til at gentage det samme ord ti gange, hvor efter han pegede på sin numse og grinede vildt og voldsomt.
Der kom efterhånden flere og flere børn hen til mig ved computeren, og jeg viste dem nogle billeder af Danmark, som jeg har samlet i en mappe. Mens jeg viste billederne af dannebrog, rapsmarker, sne og prins Henrik sagde jeg "Danmai", så de forstod at det var Danmark, der var tale om. De syntes billederne af sneen og vinteren var hylemorsomme. Jeg viste dem også billeder af dyr, som jeg har fodret på en ferie på Læsø, som de også syntes var meget sjove. Jeg havde taget dem med, fordi jeg ikke tror, at de har det samme forhold til dyr hernede, så nu fik de da set, hvordan man fodrer en ged.
Jeg bliver virkelig glad når jeg har de stunder med børnene, også selvom de ofte kun varer et par minutter og bliver brutalt afbrudt af lærerne. Det er fantastisk, hvor meget kontakt man kan have, selvom man ikke taler samme sprog, og fantastisk hvor meget sjov man kan have sammen, selvom man kommer fra hver sin side af jorden, og i øvrigt har en råbende lærer i ryggen konstant. Og mærkværdigt, at de så hurtigt finder ud af, at kontakten med mig ikke indebærer at få skæld ud eller blive ydmyget. I starten virker de altid meget usikre på mig, og ved ikke helt, hvad de skal synes om situationen, når jeg smiler til dem. Det er dog også langt fra alle børn, der efter en uge er så trygge ved mig, at de gerne vil have kontakt.
I går havde jeg en anden episode, der rørte mig meget. Mens jeg har siddet og observeret på stolen i 2 dage, havde jeg set, at der er 3 piger, der stort set ikke siger noget i løbet af en dag, og som aldrig rækker hånden op, når det er tid til at vise læren, hvad de kan. En af pigerne kommer ofte til sidst i alt, og det var også tilfældet i går, da de skulle gå på række fra skolegården til klasseværelset. I stedet for at gå med lærerne, der går forrest, ventede jeg til pigen havde fået tasken på ryggen og var klar til indhente de andre. Hun kiggede forbavset op på mig og gav mig et lille smil, da jeg smilede til hende. På vej op i klassen var der hele tiden et eller andet hun skulle - rette på jakken, ordne tasken eller snørrebåndende. Alt sammen noget, der gjorde, at hun stoppede op og sakkede bagud. På et tidspunkt skulle hun have sine lommetørklæder i jakken, og efter at have prøvet nogle gange, holdte jeg lommen ud, så hun kunne putte dem i. Hun kiggede op på mig, smilede og sagde "thank you". Resten af dagen kunne jeg se, at hun kiggede over til mig, når hun troede, at jeg ikke kunne se det. I en undervisningstime blev hun ufrivilligt udpeget til at rejse sig op og sige noget foran de andre. Hun stod så hun kunne kigge over på mig imens, og hver gang hun gik i stå, kiggede hun nervøst over på mig, og hen på læreren igen. Jeg synes, at der er et eller andet hjerteskærende over hende, og den måde som hun forsigtigt forsøger sig frem på. I dag fik hun to klistermærker, da de skulle uddeles til de flittigste børn, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud af noget eller sådan. Og måske skal jeg heller ikke have ondt af hende. Det kan være, at hun bare er en stille pige. Det er alligevel bare tankevækkende, hvor hurtigt man kan få en positiv "relation" kun ved kropssprog som fakter og mimik.
I tirsdags var jeg henne i E-mart at handle alene, og da jeg stod ved kassen, og skulle til at betale, kom der en dreng hen og sagde "hello", mens han smilede over hele hovedet. Det var en af drengene fra samme klasse, der kunne kende mig. Med mit lyse hår er jeg jo heller ikke svær at kende, men det var en rar oplevelse, at blive genkendt i en by med 3-4 mio mennesker, og det føltes pludselig som om, at jeg har et tilhørsforhold til skolen, som jeg ellers ikke har følt, når jeg bare har siddet og observeret og været relativt usynlig. I det mindste for lærerne.
I går kom Kiki ind i klassen og sagde, at jeg skulle forberede noget til i dag, torsdag. Jeg gik derfor hjem og forberedte nogle frugter, som jeg ville lære dem, så de kunne lære at lege frugtsalat. Da jeg kom hen i klassen i dag, kom Kiki dog hen til mig med 6 kort, som jeg skulle vise i stedet for.. og dvs. 5 minutter før jeg skulle undervise. Jeg blev rimelig træt af det, for jeg læser jo ikke til lærer og vil meget hellere lege med børnene. Noget jeg synes de mangler lidt af, midt i al den skolegang.. De er jo trods alt kun 6-7 år og går i skole fra 8 til 16, nogle til 17. Men der var jo ikke meget jeg kunne gøre, og jeg gik i gang med at lære dem "policeman", "singer", "nurse", "worker", "soldier" og "fireman". Jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle få 20-30 minutter til at gå med dét, og efter at vi i fællesskab havde sagt alle professionerne i kor 11-12 gange, løb jeg lidt tør for ideer. Der var en af drengene, som jeg kunne høre kunne dem alle sammen, og jeg kaldte ham op til tavlen. Han skulle sige det rigtige, når jeg pegede på billedet, og da han var færdig, havde jeg tænkt mig bare at sige "super duper" eller et eller andet, men pludselig kom den kinesiske underviser med en pose klistermærker. Jeg gav ham et af dem. Og så begyndte hun ellers at pege de dårligere elever op. Puha, hvor havde jeg det skidt med at stå med klistermærkerne, og var helt nervøs på deres vegne. Når læreren ikke så det, hviskede jeg det rigtige til dem, og endte på den måde med at give stort set alle klistermærker. Det var dog lidt svært, for læreren stod lige ved siden af, og hun gav eleverne et ordentlig puf, hvis ikke de kunne sige navnene rigtigt.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om det, og havde egentlig håbet, at jeg kunne snige mig uden om den undervisningsform ved selv at forberede noget. På den ene side synes jeg ikke det er i orden at stå og vifte dem om næsen med klistermærker og ydmyge dem, hvis ikke de kan finde ud af det. Jeg kommer så heller aldrig til direkte at ydmyge dem, det vil jeg slet ikke... men jeg er jo stadig en del af det, så længe jeg står der med klistermærkerne i hånden. Jeg ville meget hellere lære dem noget i et sjovt undervisningsmiljø end at styre dem med frygt. For jeg kan forestille mig, at det er mindst ligeså slemt at sidde nede på stolen og være bange for, at man bliver peget ud næste gang. Jeg kan i hvert fald huske fra min egen skoletid, at det meget belejligt var i lignende situationer, at jeg skulle på toilet eller tjekke noget nederst i tasken, så jeg undgik øjenkontakt. På den anden side har børnene aldrig prøvet andet, og vil heller aldrig komme til det. I hvert fald ikke så længe, at jeg eller kommende studerende ikke får lov til selv at forberede noget. Det er ikke sikkert, at de tænker over det som jeg gør, det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg må se, hvad de næste dage bringer og ellers snakke med min vejleder om det. Næste uge skal jeg være i en ny klasse, og jeg kan jo håbe, at det bliver anderledes. Om ikke andet får jeg styrket min intuition og situationsfornemmelse og evne til at læse kropskontakt, hvilket er noget, som jeg i høj grad vil kunne bruge som pædagog. Og så bliver jeg mere og mere bevidst om, hvordan tingene bliver gjort hjemme i Danmark og forlemperne og ulemperne ved det.
Ellers har det faktisk været en rigtig god dag. I morges var jeg med til at danse sammen med børnene. De er i øjeblikket ved at øve sig i en bestemt dans med en bold, som jeg tror de skal vise for forældrene på et tidspunkt. En af lærerne gav tegn til at ville give mig en bold, og det var rart endelig at være med til noget aktivt. Jeg stod allerbagerst og læreren var overraskende pædagogisk, selvom hun plejer at være meget streng. Hun smilede og grinede til mig, og jeg følte et øjeblik, at det var som at være i Danmark. Det var herligt endelig at smile, hvor det kom naturligt og indefra. For det er ellers ikke fordi smilebåndende er blevet slappe, for jeg smiler konstant uanset humør. Det er en nem kontaktform, når man ikke taler samme sprog Og så skinnede solen - så kunne det jo ikke blive bedre.
I aften skal jeg spise henne ved Sisse og Haydee, hvor vi holder tøseaften sammen med Sara, der også kommer fra Jydsk. Dennis render rundt et sted nede i byen og sørger for togbilletter, så vi kan komme til en by, der hedder Wuxi i weekenden. Jeg kan ikke helt huske, hvad det er vi skal se der, men jeg har for tiden ja-hatten på, og det er også ret spændende at komme steder hen, hvor man ikke har planlagt noget som sådan eller forventer noget. Det er jo ellers noget, som jeg plejer at være ret god til. Ellers er Dennis og jeg begyndt at se Prison Break om aftenen - Dennis fandt sæson 1-4 for 30 RMB, der svarer til 25,50 danske kr... Sweet :D Kvaliteten er så heller ikke super, men helt i orden i forhold til prisen. Og puha, hvor er det spændende!! Sidder nogle gange og holder mig for øjnene, selvom sådan noget actionpacked noget ikke plejer at være mig.
Zai tien :D
- comments