Profile
Blog
Photos
Videos
TIRSDAG d. 29/3 2011
Jeg er blevet opmærksom på, på den hårde måde, at tid ikke bare er tid, da jeg kom en time for tidligt på arbejde i går. Og det er dælme ikke rart på en mandag efterfulgt af en weekend med alt for lidt søvn. Jeg ved stadig ikke, hvad der skete, men jeg gætter på, at min geniale mobil, der tydeligvis lever sit eget liv, har sat uret en time frem som i Danmark. Det er hvad der sker, når man stoler for meget på teknik. Jeg blev i virkelig dårligt humør og kunne have skældt hele verden ud, hvis der da ellers havde været nogen at skælde ud på. Børnehaven var fuldstændig tom med undtagelse af de to vagter, der havde lukket mig ind nøjagtigt om de plejer, bare en time for tidligt. Da folk begyndte at møde ind i børnehaven, prøvede jeg virkelig at fastholde mit dårlige humør (på den bedste danske facon) og forsøgte at sige til Kiki, at det ikke er i orden, at hun ikke har fortalt mig det (for jeg tror måske at kineserne også har stillet på uret), men da jeg viste mit ur på min mobil og insiterende pegede på "8:36", blev hun helt begrejsret over baggrundsbilledet, der er af min lillebror. Det var umuligt at føre en ordentlig samtale om struktur og vejlederrolle, for det eneste Kiki ville høre var, om min lillebror kommer med mine forældre til Kina. Jesus Christ. Udenfor skinnede solen og alle sagde hej til mig for engangs skyld, så min negative indstilling faldt ret meget til jorden, og jeg måtte bare prøve at smile af det i stedet for. Det er sørme ikke let for en dansker som mig, der elsker struktur og orden på tingene. Ikke mindst fordi det eneste man i det mindste kan være nogenlunde sikker på, som fremmed i dette meget anderledes land, er dato og klokkeslæt. Når det så ikke fungerer, så føles det lidt som om man er Palle alene i verden i verdens tommeste børnehave. Og alting udenfor børnehaven var ikke anderledes, på trods af den lille times forskel eller hvor meget det nu var. Der var lastbiler, busser, travle biler og folk på gåben, og da jeg stod og kiggede ud af vinduet fra børnehaven, så jeg tre arbejdere, som jeg blev meget fascineret af. Jeg stod nok og kiggede på dem uafbrudt i en halv times tid, for deres arbejde var sørme primitivt. Mens én mand stod og gravede en kanal og fjernede sten med en le-lignende tingest, stod to andre mænd og flyttede rør fra en kæmpe bunke op på et stativ. Uden brug af hjælpemidler af nogen art. Jeg fik helt ondt i ryggen af at se på, hvordan de gjorde. Ikke så meget ergonomi-kursus dér, og jeg fik så ondt af dem, for bunken var enorm. I ny og næ satte de sig på hug, som kinesere har tendens til ofte at gøre i det frie rum (endda så meget, at numsen tit rører jorden), og der bliver de så siddende, til de ikke kan tillade sig det længere og arbejdet kalder igen. Hvor er det bare vildt, at Kina er så langt fremme på nogle punkter, mens de lever i stenalderen på andre. Jeg har fået at vide at lige præcis det område, som jeg bor i her, er det rigeste i Kina, hvilket er meget tankevækkende, for jeg synes ikke ligefrem det er særlig prangende. Der er dyre kæmpe biler, bevares, og offroad trucks, som man helt sikkert har brug for i det her betonhelvede. Og de fleste børn ser heller ikke ud til at mangle noget, men jeg har en fornemmelse af, at det har noget at gøre med, hvordan der prioriteres. Når man kun har et barn, som man har i Kina, så er det klart, at det ene barn får alt. De fleste børn bliver hentet af deres bedsteforældre i halvslidt tøj og udtjente scootere. Derudover bærer butikslivet (med undtagelse af centrum) ikke præg af rigdom overhovedet. Det er nærmere små købmænd der har åbent til de ikke gider mere, hvor jeg tror, at ejerne sover i baglokalet. Definitionen på rigdom vil nok trods alt altid være relativ.
Bortset fra det tidlige mødetidspunkt i går morges, så går det fint, og jeg er kommet i en god klasse igen. Jeg er nu rykket ned på 1. sal i stedet for 2., og skal de næste 4 uger være i 4 forskellige klasser med børn på 4-5 år. De er meget kontaktsøgende og urolige, og jeg har gjort mig en masse tanker om, at jeg synes en hel del af børnene virker alt for umodne og små til at sidde på en stol en hel dag. Og det frustrerer lærerne kan jeg se, når børnene ikke opfører sig som de gerne vil have dem til. Dog fik de lov til at lege butiksleg (inspireret af Andys klasse) i 20 minutter, hvilket betød at legen ikke rigtig gik i gang før den var slut. Det lader til at kinesere ikke ved, hvor hurtigt tiden går når man er midt i noget sjovt. Som barn kunne jeg bruge hele dage med mine Barbiedukker, kun forstyrret af spisetider, hvor jeg ofte fik frokosten serveret på værelset. Imens børnene beklagede sig over, at legen skulle stoppe, gik jeg mig en tur rundt i klasseværelset og fik mig et kæmpe chok. Da jeg ville se på nogle haletudser i en flaske, som læreren havde taget med, fik jeg pludselig øje på to guldfisk og en slørhale i et lille bitte mini akvarie, som egentlig nærmere er en beholder til en hamster, der skal ud at rejse. Og endnu mere chokerende stod der en plastikbeholder fra noget slik, med 3 cm vand og en landskildpadde, der knap nok kunne vende sig. Great. Hvordan fortæller man folk, der kun kan kinesisk, at deres dyr dør rimelig hurtigt, hvis ikke de sætter sig bare lidt ind i, at en landskildpadde ikke kan trække vejret under vand, eller at 3 relativt store fisk ikke kan nøjes med så lidt vand, at de konstant svømmer ind i hinanden? Bortset fra at de stort set ikke svømmede, men nærmere lå og hvilede eller var halvkvalte på bunden. Jeg havde før været ved at dø af sult og havde den sidste time kigget på mit ur (der nu er stillet rigtigt) hvert andet minut i håb om, at det var frokosttid. Men det var fuldstændig uden appetit, at jeg satte mig ned på min lille skammel med mine ris kl. 11. Hvor er det bare klamt, at dyr bliver behandlet så ringe overalt. Hvis jeg var den skildpadde, så ville jeg langt hellere havne på nogens middagsbord end at være i en lille plastbeholder uden mad, lys og varme. Halleluja, hvor trængte jeg til den middagslur, da jeg endelig holdte siesta i lejligheden. Jeg sendte en kærlig tanke til Hr. Skilde inden jeg faldt i søvn - som jeg ved bliver passet fanstastisk på, mens jeg er væk. Om ikke andet er det da rart at tænke på.
Ellers ikke meget nyt. Undervisningen i denne her klasse er lidt anderledes fra det jeg ellers har set, og vi var ude i skolegården i går og se på den "natur", der trods alt er. Læreren havde et kamera med, og kaldte børnene til sig enkeltvis, og så skal jeg ellers love for, at der blev taget opstillede billeder. Børnene blev vist, hvordan de skulle stå, og hvordan de skulle dufte til en blomst. Men mest af alt, var jeg bare glad for at komme lidt ud i solskinnet, og af og til kunne man også dufte græsset og blomsterne. Dejligt! En anden ting, der skete i går, som egentlig ikke er særlig atypisk hernede, er at læreren bad mig introducere mig selv, og da jeg så var færdig, sagde læreren "okay, everybody clap your face". Jeg regner med, at hun mente "clap your hands", og det var da også, hvad børnene gjorde, men jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. For det sker virkelig hele tiden, at engelsklæreren siger et eller andet underligt eller retter børnenes udmærkede udtale så den bliver kinesisk - dvs. "book" bliver til "book-a".
Her til aften skal jeg i kondiskoene for første gang, men det er nu mest fordi jeg godt kan lide dem, for jeg går ikke ud fra at yoga nødvendigvis kræver sko. Men smart, det bliver jeg i hvert fald. Ellers får jeg vasket en masse tøj og ordnet lejlighed inden mine forældre kommer torsdag. Og så nyder jeg meget, at der nu kun er 6 timers tidsforskel fra Danmark, så jeg oftere kan fange jer i ordentlig tid, så jeg ikke først kommer i seng kl lort. Næste uge er der helligdage mandag og tirsdag, som jeg skal bruge sammen med min mor og far, og det glæder jeg mig helt vildt til. Også bare at få en lillebitte pause fra børnehavelivet :)
- comments