TIRSDAG d. 3/5 2011

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at der er kommet noget nyt på min blog, men det er nu ikke fordi jeg ikke har skrevet noget. Jeg har bare ikke haft tid til at skrive det ordentlig færdigt og lægge det online. Men her kommer en ordentlig portion på én gang, og jeg har forsøgt at dele det lidt op i brudstykker, så man kan læse dét man nu lige kan overskue. God fornøjelse.

Park-besøg med Nursery(1) - Fredag d. 29/4 2011

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at det snart er weekend! Jeg er lige kommet hjem i lejligheden og har pause, og gudskelov, for sådan en formiddag kræver styrke. Den startede egentlig godt. Solen skinnede og børnene mødte ind mellem kl. otte og halv ni og de havde alle en forælder eller bedsteforælder med ind i klassen. Normalt siges der farvel ude ved porten ind til børnehaven, hvor vagterne holder øje med, at alt går fredeligt til. Men i dag var en særlig dag for alle 4 nursery-klasser skulle en tur i parken, og børnene holdte deres far, mor eller bedstemor i hånden, da vi samlet gik et kvarters tid hen til parken. Det var sjovt at møde forældrene efter at have observeret børnene i en uge, for jeg har gjort mig mine tanker om, hvilke typer deres forældre var. Der var repræsenteret laissez-faire-fædre og -mødre såvel som autoritære, strenge typer, der holdte et vågent øje på deres børn uanset hvad de foretog sig. Det mest iøjenfaldende var, at uanset hvilken type opdragere forældrene var, så tror jeg ikke der var en eneste, der ikke talte i mobiltelefon på et eller andet tidspunkt i løbet af formiddagen. Bedst som vi var i gang med at spise eller lege stod der en forælder et par meter væk eller bag en busk og knævrede, mens deres barn kaldte på dem eller hev dem i bukserne.

Men bortset fra dét forløb timerne godt, først med madpakker, eller snacks og brik-juice om man vil, samt photo-shoot med mig og børnene som motiv. Men faktisk gjorde det ikke så meget, for det var heldigvis ikke alle forældre, der var lige modige til at begynde at tage billeder uhæmmet. Eller også havde de glemt deres kamera. Børnene delte ud af deres kiks, chokolade og chips, og aldrig har jeg da fået så mange snacks på én gang. Hver gang jeg havde tygget af munden fik jeg noget nyt, og det var ikke alt sammen, der smagte lige godt. Noget var alt for sødt, mens andet var frygteligt stærkt, så jeg fik tårer i øjnene og havde svært ved at synke det. Men det var super hyggeligt og som sagt rigtig spændende at se børnene sammen med deres forældre eller bedstemødre.

Men så kom tiden hvor der skulle siges farvel til forældrene, hvilket åbenbart skulle foregå i parken. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der var skrig og skrål og snot i lange baner, mens tårerne piskede ud af samtlige 25 børns øjne, for de små børn på 3-4 år kunne jo ikke overskue, at skulle sige farvel i parken i fremmede omgivelser. Lærerne fór omkring for at holde børnene, mens forældrene forsøgte at gå, men det havde de meget svært ved, så de blev ved at gå og komme tilbage, og børnene skreg endnu højere fordi de kunne se, at det satte deres forældre i dilemmaer. Jeg fik det så skidt med at stå og se på, for jeg kunne intet gøre. Og rigtig mange forældre kunne jeg se havde svært ved at håndtere de negative følelser, og enkelte mødre skubbede direkte deres børn væk og vendte ryggen til fordi de græd, i stedet for at trøste dem eller gøre en lang proces kort ved bare at gå. Andre grinede deres børn op i ansigtet og latterliggjorde deres følelser, eller at deres barn ikke kunne kontrollere dem endnu. Det var frygteligt. Specielt når jeg har set den kinesiske kultur på så tæt hold og ved, hvad børnene lærer eller ikke lærer i børnehaverne. For den børnehave jeg arbejder i gælder det, at alle børn lærer at kontrollere og undertrykke deres følelser. De bliver stort set aldrig trøstet, men bliver grint af og latterliggjort, hvis de er kede af det. De lærer heller ikke konflikthåndtering, for hvis børnene kommer op at skændes, og sladrer til læreren, kigger hun den anden vej, beder dem om at tie stille eller ignorerer dem. Fra hvad de lærer i engelsk undervisningen kan jeg høre, at de ikke lærer at sige nej. Det hele er gennemsyret af en "happy-happy"-tilgang, og da de fx i forbindelse med temaet "zoologisk have", blev spurgt "Do you like peacock?", lærte de kun at udbryde højt i vilden sky "YES! I do!". Det allerklammeste synes jeg næsten er, at børnene ganske vist får knus, men at det sker efter lærerens behov. Børnene sidder fx og spiser og så kalder læreren et eller andet barn op og krammer det til det næsten bliver kvalt, og enkelte gange kysser hun barnet på munden længe, og barnet ser helt forvirret ud bagefter, når det bliver bedt om at sætte sig ned igen. Og så kan det endda være, at barnet bagefter får skæld ud over ikke at have spist sin bolle lige så hurtigt som de andre, selvom det af gode grunde ikke har haft tid til det Og det er langt fra alle børn, der oplever at få knus, men snarere de samme børn, der bliver kaldt op.

Nå, men hele park-turen endte altså med skrig og skrål i 3 kvarter, men det værste var, at da børnene havde sagt farvel og vi tog bussen tilbage til børnehaven, var størstedelen af forældrene mødt op for at se, om deres barn var holdt op med at græde. Og så begyndte børnene jo forfra. Jeg kunne næsten ikke tage det, og gik direkte ind i klassen, hvor jeg forholdte mig anonymt og tog mig af de børn, hvis forældre var taget hjem én gang for alle, og som ingen opmærksomhed fik pga de andre skrigende børn. Lige pludselig gav forældrende åbenbart op og tog deres børn med hjem igen, og således gik det til, at der kun var 7 børn tilbage resten af dagen, ud af 25. Og det gjorde det ikke nemmere for de 7 tilbageblevne børn at forstå, at de ikke var blevet taget med hjem. De sad og snøftede for sig selv og prøvede ihærdigt at holde tårerne tilbage, mens lærerne sad ovre ved deres skrivebord. Jeg forsøgte at distrahere og underholde børnene ved at lave underlige ansigter til dem, og det fangede 4 af børnene, der begyndte at grine og efterabe mig. Pludselig blev vi afbrudt af læreren, der sikkert syntes at det var for useriøst, og hun kaldte børnene op til computeren, hvor de så tegnefilm. Eller det vil sige en halv tegnefilm, for så skulle de spise og fik de ikke set slutningen. Puha for en formiddag!

Det er svært at være fremmed i Kina

Jeg synes det er lidt op af bakke i mit kinesiske børnehaveliv for tiden, må jeg indrømme. Det skyldes måske at halvdelen af tiden er gået nu, og at jeg egentlig synes jeg er mættet. Der sker ikke mange overraskelser mere, og det er ikke altid lige spændende at sidde på sin flade på en træstol og trille tommelfingre. I denne uge har jeg været i Nursery(1), hvor de to lærerer absolut intet engelsk kan. Det gør det hele lidt sværere, for alle de spørgsmål jeg måtte sidde med, får jeg ikke svar på. Heller ikke hvis jeg spørger min vejleder, for det er som om jeg ikke skal tro på alt, hvad hun siger. Fx står der nogle unge teenagere med røde bånd om armen ude i skolegården, når børnene skal hentes, og da jeg spurgte, hvorfor de stod der, sagde hun, at det var børnenes forældre, der holdte vagt... Aaah, mon dog. Der er så mange ting, som en nysgerrig og kritisk dansker som mig må forlige sig med ikke at få svar på, og det kan her efter 2½ måned godt være lidt frustrerende, stadig at skulle smile overstadigt hver dag og bare være tilfreds med det hele, selvom man ikke rigtigt får andet igen end tvivlsomme svar. Specielt når ingen tilmed er særlig nysgerrige overfor én eller interesser sig for én. Da jeg var i parken med Nursery(1) fredag, mødte jeg på vejen tilbage mod bussen, en hollænder med sin lille baby på armen. Han smilede til mig og spurgte, hvor jeg kom fra, og hvad jeg lavede i Kina. Jeg kunne se, at han havde en kinesisk kone, så jeg går ud fra, at det var derfor, han var i Kina, men jeg nåede ikke at spørge mere ind til det, før jeg måtte sige farvel og løbe hen til gruppen, der havde fortsat uden mig. Jeg var helt vildt glad over at møde én fra europa og følte næsten, at jeg havde mødt én hjemmefra, men jeg havde ingen at dele det med, og der var ingen, der havde opdaget, at jeg var sakket bagud. Selvfølgelig fortalte jeg det til de andre danskere om aftenen, men det er ikke det samme at fortælle om det, når begejstringen har lagt sig.

Men det er ikke fordi alting er træls. Når jeg sidder på min vanlige stol og keder mig i klasserne, ved jeg godt, at det har været det hele værd at tage herned. Jeg har lært så meget om kinesisk kultur og tankegang, om den danske mentalitet og pædagogik og ikke mindst om mig selv. Og jeg ved nu, hvordan det føles at være totalt fremmedgjort og alene. I børnehaven er de fleste bange for mig og undgår kontakt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at kinesere generelt ingen selvværd har. For de er ikke vant til at deres mening, holdning og tanker betyder noget. Hvis der findes et ord for "hvorfor" på kinesisk, så tror jeg det bruges sjældent, for der findes ingen kritisk sans i dette land, i hvert fald ikke åbentlyst. Hvis jeg gør noget forkert eller upassende, så ville ingen af lærerinderne sige det til mig, men derimod gå til min vejleder og få hende til at sige det til mig, fordi det er hende der har ansvar for mig. Og fordi at sådan er det kinesiske system opbygget. Der er ikke sket, men jeg kan tydeligt fornemme, at hun tit taler til mig dels af nysgerrighed og dels af pligt, mens de andre lærerinder så vidt muligt forholder sig anonymt og på afstand af mig. Og det skal man i hvert fald være klar over inden man tager herned, hvis det overhovedet er noget man kan forberede sig på. Jeg vidste godt, at jeg ville se anderledes ud og ikke passe ind, men at det var så hårdt at være fremmed, havde jeg ingen anelse om. Det sætter lidt tingene i perspektiv for mig mht. derhjemme og de folk, der må føle sig fremmed i Danmark. Jeg tror og håber på, at danskerne er mere gæstfrie end kineserne. For det er ikke fordi der skal særligt meget til.

Når tingene nu er sådan som de er her, så lærer man også at tilpasse sig forholdende. Jeg har lært, at jeg ikke kan gå ud af døren med en plan og regne med, at den holder. For det gør den sjældent. Skal jeg ud at købe ind kan det være, at jeg ikke kan få en taxa, og hvis jeg kan, er det ikke sikkert, at taxamanden kan vejen, og jeg kan ikke forklare ham, hvilken vej han skal køre. Da jeg snakkede med Sisse og Haydee i går, der skulle have været i spa, var de i stedet havnet inde i midtbyen hvor de shoppede, fordi chaufføren, efter at taxameteret havde nærmet sig de 50 RMB, stadig ikke havde fundet vejen og i stedet var begyndt at blive irriteret og aggressiv. Man skal altid være forberedt på alternativer, og det udfordrer igen én i at holde hjemvéen på afstand. For det er klart, at man nemt kan længes efter noget bekendt, specielt når man efter at have været her 2½ måned egentlig begynder at føle sig hjemme, men stadig i kinesernes øjne er fremmed, og vil blive ved med at være det til man rejser hjem.Det gælder om at finde det positive i det negative, og for det meste går det heldigvis stadig godt. Fx er jeg simpelthen så glad for, at jeg er af sted sammen med nogen, og at lejligheden ikke bare er tom, når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag. Det betyder virkelig meget.

Min nye bedste ven (se billedet ovenfor).

Der er så meget mere at fortælle om børnehavelivet, men efter at have set, hvor meget jeg har skrevet ovenfor må jeg hellere udvælge noget og lade andet ligge. Dét der i virkeligheden har reddet min kedelige uge lidt, har været en virkelig fantastisk knægt, som jeg først rigtig fik øje på onsdag formiddag - altså et barn vel at mærke ;) For det første ser han lidt anderledes ud end de andre, fordi han har rundere og større øjne, og så har han brunt hår i stedet for sort. Om tirsdagen havde børnene leget med modellervoks, og efter de havde pakket sammen kunne jeg se, at han fumlede med noget i lommen. Jeg så en grøn klump modellervoks komme tilsyne ud af bukselommen, og skyndte mig ned og få ham overtalt til at give mig den, inden han fik skæld ud af en lærer. Det var svært at få ham overbevist, men det lykkedes til sidst, selvom han ikke synes det var det fedeste.

Om onsdagen, da børnene var stået op fra deres middagslur, lagde jeg mærke til en tom stol, hvor jeg synes jeg kunne huske, at han havde siddet. Ingen af lærerne så ud til at tage notits af det, så jeg begyndte at luske lidt rundt, dels for at forhindre mine ben i at sove, og dels for at få min nysgerrighed stillet. Jeg slæntrede langsomt hen mod en skydedør ind til et legerum, der ligger ved siden af klasseværelset, og kunne høre noget pusle. Jeg fik hurtigt øje på den lille dreng, der med det samme vi fik øjenkontakt begyndte en stille, langsom kinesisk ordstrøm, mens han kiggede på mig med de største og mest uskyldige øjne jeg nogensinde har set. Jeg forstod selvfølgelig ikke, hvad han sagde, men jeg kunne hurtigt fornemme, at han forsøgte at prakke mig en historie på om, hvorfor han var havnet der og ikke inde blandt de andre. Tonefaldet og ansigtsudtrykket var akkurat magen til mange af de situationer, som jeg har stået i med danske børn, og det var så sjovt at se, hvordan han forsøgte at forklare sig ud af situationen. Jeg snakkede dansk til ham og forsøgte at fortælle ham, at han fik skæld ud af de andre lærere, hvis ikke han kom ind nu, men det ændrede selvfølgelig ikke det store. Derfor måtte han få minutter senere sidde til tælling på sin stol blandt de andre, mens en lærerinde flippede ud på ham, men han så nu ikke ud til at fortryde overhovedet, hvilket jeg syntes var både befriende og rart. Hver gang han blev bedt om noget protesterede han - nogle gange højlydt og andre gange i det små ved fx at rykke stolen 5 cm til højre, selvom han gang på gang havde fået at vide, at han ikke skulle. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at her var i hvert fald én, der ikke uden videre lod sig klemme ned i det kinesiske system, og jeg er sikker på, at han bliver en fantastisk voksen en dag. Måske Kinas håb, hvis det da ikke er for meget ansvar at lægge på hans skuldre alene. Jeg har filmet ham og læreren i en situation, hvor han havde fået besked på at lege med noget bestemt, og hvor han forsøger at overbevise hende om, at han skal lege med noget andet. Desværre for drengen uden held, men videoen viser et tydeligt billede af både drengen og læreren. Jeg håber at jeg får tid til at lægge den op her inden så længe, men det er lidt svært med mit ustabile net.

Forlænget weekend 30/4 - 2/5 2011, frisør-situation, Changzhou Dinosaur Park og bytur.

Weekenden som lige er gået (og endda alt for hurtigt) var en forlænget en af slagsen, da vi også havde fri mandag pga helligdag. Min roomie, Dennis, har været på ferie hele ugen i Hangzhou og Shanghai med hans mor og stedfar, så jeg har været alene i lejligheden, men det har jeg klaret med oprejst pande. Fredag eftermiddag (efter min pause) blev jeg pludselig uden et ord efterladt alene med de 7 børn, der var tilbage efter parkturen. De var blevet sat til at lege med modellervoks, og der sad jeg med 7 4 årige unger og tænkte "Thank God, at de synes modellervoks er spændende!", for jeg havde ikke anet, hvad jeg skulle stille op, hvis de var begyndt at løbe rundt eller kaste med det. Klokken 15.30kom læreren tilbage og sagde ikke så meget som tak for, at jeg havde passet hendes arbejde de sidste 3 kvarter. Bagefter skulle jeg egentlig have haft kinesisk undervisning med min vejleder Kiki, men da jeg havde ventet på hende i 10 minutter blev jeg sur og besluttede at gå. Jeg sendte en besked til hende om, at jeg gik ud fra, at det var aflyst eftersom hun ikke var der og fik et svar tilbage, der lød nogenlunde "Ok. Enjoy the holiday". Det er cirka så kinesisk som det kan blive - ingen planlægning og ingen logik.

Jeg tog ned i byen og mødtes med Sara ved frisørsalonen "Showhair" i den tro, at jeg bare lige hurtigt skulle have klippet pandehåret. Men der kunne jeg tro om. Først blev jeg ført ind bag nogle gardiner og fik taget min cardigan af, hvorefter jeg blev klædt ud som et telt i form af verdens rummeligste kappe eller slag. Derefer fik jeg vasket hår i 3 forskellige produkter og fik hovedmassage, mens jeg forsøgte at føre en samtale med Sara. Efter dét blev jeg placeret i en stol foran et spejl, og så kom der ellers en ranglet fnisende, uden tvivl homoseksuel, kinesisk mand gående med en trolley fuld af frisør-grej trillende efter sig. Det var noget af en udfordring at fortælle, hvordan jeg skulle klippes, men det gik sådan set meget godt, bortset fra at han ikke kunne lade være med at fnise hvert andet sekund. Det gik helt amok, hvis vi fik øjenkontakt, så det meste af tiden kiggede jeg alle andre steder hen end ind i spejlet. Håret blev fint, men pandehåret en katastrofe.. Det er klippet både kort og skævt, og så mener jeg jo ikke, at det kan blive meget værre. Men heldigvis kan det lade sig gøre at sætte det op, så det ganske vist ikke er den pæneste frisure jeg har haft, men dog tålelig. Til gengæld betalte jeg kun 50 RMB (= 42,50 kr.) for at blive klippet, så det går nogenlunde an. Han hentede også diverse hårfarvningsprodukter, og jeg var lige ved at blive overtalt indtil jeg fandt ud af, at han ville have 880 RMB for det. Puha nej, det kunne han glemme. Desuden skulle Sara og jeg jo ud at shoppe, så det havde jeg slet ikke tid til. Men Sara var i mellemtiden blevet bortført af en anden mandlig frisør (alle frisører er mandlige), og jeg fandt hende bagerst i lokalet, hvor der stort set ingen andre folk var. Hun så noget lettet ud over at se mig, og jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. Mens frisøren iført fancy hat og vældig smart tørklæde, langsommeligt stylede hendes hår, dansede han lalleglad omkring hende, mens han spillede med sine muskler og bad hende om at røre dem. Han syntes selv det var vældig sjovt og lidt efter udbrød han "I LOVE YOU!", og så kunne selv ikke Sara holde masken længere. Det var så akavet og grænseoverskridende en oplevelse, at vi kom til at bryde ud i grin samtidig, så frisøren fik et chok. Da håret var færdigt skulle der tages billeder med hans mobiltelefon af ham og Sara sammen, oghvad der føltes som en evighed efter stod vi udenfor salonen igen og var klar til aldrig at gentage oplevelsen igen, selvom Sara blev udstyret med frisørens private telefonnummer inden vi gik. Bagefter shoppede vi amok.. Det lykkedes mig at få et par stiletter, 2 parfumer (Dior Addict2 og Gucci Rush2), 2 ens clotch i hver sin farve, en neglelak, en lipgloss og et armbånd for 317 danske kr... Ja tak Kina! :D

Lørdag var jeg et smut i dinosaurpark med Sisse og Haydee, der ligger næsten lige hvor Dennis og jeg bor. Der var SÅ varmt og sindssygt mange mennesker, faktisk så mange, at det minimum tog 2 timer at stå i kø til forlystelserne. Det gad vi ikke, så vi gik bare rundt og nød solen og omgivelserne, der var lavet rigtig flot. Enkelte steder var der lavet sprinklere, hvor der kom vand ud for at lave tåge og mystik, og det var herligt at stå og blive afkølet lidt, selvom det ikke var det, der var meningen med dem. Vi var inde på et museum, hvor der var kæmpe dinosaur-skeletter og -fossiler, men langt det meste stod på kinesisk, så det var lidt svært at se sammenhængen. Til slut fik vi os en is og så et gigantisk optog med dansere, riddere og dinosaurere lidt ala de optog, som man kan se med Mickey Mouse og Co. i Disneyland. Rigtig flot.

Lørdag aften tog jeg hjem til Sara, hvor vi fulgtes med Michael, som Sara bor med, og Thomas og Jakob ind på en japansk restaurant i byen. Vi betalte 150 RMB for fri mad og drikke, og så gik festen ellers i gang, for man kan nå at drikke meget vin på 3 timer fandt jeg ud af. Det var superhyggeligt og der var rigtig god mad - bl.a. rigtig sushi for engangs skyld, og ikke det der tørrede fiske-noget som de har de fleste steder. Der stod en kok i midten og tilberedte det mad, som man havde bestilt fra menukortet, og så sad vi udenom og så på, mens det væltede med oksemørbrad, blæksprutte og lam over på vores tallerkner. Det var en fornøjelse. Bagefter tog vi på European Bar, hvor vi mødtes med vores ven Joe fra USA, der var så venlig at købe en flaske Bailey til os. Det var en virkelig hyggelig aften med rigtig mange søde mennesker - bl.a. en anden gut fra Danmark, der forsøger at starte en højskole i Kina, én fra Wales og én, der var halv kineser og halvt fra Hawaii, foruden amerikanere og folk fra Spanien.

Søndag brugte jeg på at sove ud og slappe af, og om aftenen tog jeg ind til byen for at spise med Sara, hvor jeg fik gratis slik på min yndlingsrestaurant, fordi jeg spiser der så tit. Mandag vaskede jeg tøj og gjorde lejligheden ren til høj musik, så det var rart for Dennis at komme hjem. Han kom hjem ved halv ti tiden om aftenen og var ikke i det bedste humør, for det er ikke sjovt at sige farvel til sine forældre. Det ved jeg jo godt fra da mine egne tog hjem. Ellers planlagde jeg lidt ferie med Sisse og Haydee tidligt på aftenen og spise ved dem. Vi har nemlig ferie fra vi slutter i børnehaverne d. 30. juni indtil d. 13. juli, hvor vi flyver hjem til Danmark om morgenen. Indtil videre indeholder planerne både Beijing og Panda-reservat, men detaljerne er ikke på plads endnu, så det venter jeg med at skrive mere om. Nu er der vist også skrevet nok for i dag - jeg prøver at opdatere lidt oftere fremover, så der ikke kommer så stor en mundfuld på én gang igen :D Men der sker jo bare nogle gange så meget, at man er nødt til at følge med i stedet for at sidde foran en computer.

Ellers er der ikke andet tilbage end at sige, at jeg savner jer SÅ meget derhjemme. Og jeg er så utrolig glad for at holde kontakten ved lige med jer derhjemme og jeg sætter uendelig meget pris på de mails og beskeder jeg får, samt andre livstegn. Virkelig. Det betyder alt - også for mig at følge med i, hvad der sker med jer derhjemme. Tusind tusind tak!