Profile
Blog
Photos
Videos
FREDAG d. 13/5 2011:
Jeg har haft en super god uge med lidt fart på, så det bliver rart at få weekend, hvor der ikke er planlagt det helt store. Lørdag formiddag skal jeg shoppe med Sara og Sisse i et kæmpe stort indendørs marked, hvor der findes alt hvad hjertet kan begære. På første etage hænger der tøj i lange baner, på anden er der fuld af sko, på tredje er der fuld af nips-ting og på fjerde er der solbriller, tasker og smykker... Med andre ord paradis for tøser som os, særligt fordi det kan lade sig gøre at prutte max om prisen. Sidst fik jeg et par solbriller fra 70 RMB ned i 30 så let som ingenting, så jeg behøver vel ikke at sige, at jeg glæder mig som et lille barn til i morgen. Om eftermiddagen skal Dennis og jeg holde roomie-dag, hvor vi nok smutter ned i Hong Mei park (den med templet) og nyder det gode vejr. Efter de mange timer i børnehaven bliver det rart at komme lidt ud i solen og slappe af. Ikke fordi jeg ikke slapper af i børnehaven.. Det er ikke ligefrem stressfuldt at observere, kan man sige. Men jeg hygger mig nu stadig nogenlunde med det, særligt fordi jeg i denne uge har været i en god klasse. Det trængte jeg bestemt også til efter ugen i Nursery(2), som på mange måder var belastende rent psykisk. Her i Nursery(3) har jeg fået rigtig god kontakt til pigerne for en gangs skyld, men også enkelte drenge. Faktisk er de fleste børn meget nysgerrige overfor mig og vil rigtig gerne snakke og lege. Det skyldes først og fremmest, at lærerne præsenterede mig i mandags, selvom de ikke kan engelsk. Det gør en kæmpe forskel for børnene og mig og kontakten, at de ved hvem jeg er, og hvad jeg er her for. Derudover kom jeg til at sabortere undervisningen mandag formiddag, da jeg afren kedsomhed kom til at sidde og dreje rundt med min vandflaske og lave tricks med den, hvilket børnene syntes var hylende morsomt. Da læreren efter mange forsøg opgav at få styr på dem igen, lod jeg børnene dreje rundt med vandflasken på skift og sætte den på hovedet af dem, og vise dem, at man kan balancere med den på fingeren. En af pigerne har det dejligste og sjoveste grin, som jeg aldrig vil glemme. Jeg holder så meget af de børn, selvom jeg kun er i hver klasse i en uge, men det gør nok også, at jeg nyder det ekstra meget. Det er ufatteligt og ubeskriveligt, hvor tæt man kan komme på andre, selvom man ikke snakker samme sprog og på trods af aldersforskel. Til en forandring har jeg i Nursery(3) ikke set et eneste barn, som jeg er bekymret for, hvilket er super opløftende, selvom det er første gang det er sket siden jeg startede i børnehaven for 12 uger siden. Selvom jeg synes specielle børn er spændende og jeg altid bliver draget af dem automatisk, så har det været rart med et frirum til bare at kunne lege og hygge mig uden at sidde med en klump i maven over et barn, der tydeligvis ikke trives. For når det er slemt, så er det virkelig slemt.
Som endnu et led i den succesfulde uge, så gik min undervisning i går, torsdag, over al forventning. Jeg lærte børnene frugterne apple, pear og pineapple ved forskellige lege, bl.a. tampen brænder. Børnene kom på skift op til mig to og to og holdte sig for øjnene, mens jeg gemte et billede af fx et æble under numsen på en af de andre børn, og så skulle de to andre finde det. Børnene er kun 3-4 år, så de syntes det var spændende og var helt oppe på mærkerne, hvilket var virkelig rart. Det er svært at finde på noget enkelt og få sine ambitioner ned på et niveau, hvor de kan være med. Men det lykkedes i går, og da timen var færdig fik jeg thumps up og high-five fra en dreng, der åbenbart havde syntes det var et hit. Flere børn fulgte hans eksempel, og det gjorde mig rigtig glad. Jeg legede også andre lege med dem og jeg har fået lidt flere ideer, der gør tanken om 7 uger endnu lidt lettere. Det har uden tvivl været den allerbedste uge jeg har haft hernede, og på sådan en dag kan jeg blive helt trist over, at det hele snart er slut. Jeg håber at billederne (Nursery3) bærer præg af, hvor godt et forhold jeg har fået til børnene, og hvor sjovt det har været at være sammen med dem.
I dag er der præcis 2 måneder til jeg lander i Danmark igen, hvilket er en meget underlig fornemmelse. Det har gået super stærkt og langsomt på samme tid, og takket være min søde familie, mine søde veninder og venner, så føles det som om jeg stadig er derhjemme på en måde. Fordi jeg stadig kan følge med i, hvad der sker af stort og småt, selvom jeg sidder på den anden side af jorden. Jeg er super glad og vil nu se film sammen med Dennis og spise mine m&m's som jeg var så heldig at finde i Metro. God weekend til alle!
- comments