Profile
Blog
Photos
Videos
SØNDAG d. 26/6 2011
Det har været nogle super underlige døgn siden fredag middag, hvor jeg "bum" fik at vide, at det var min sidste dag i børnehaven, selvom jeg egentlig er ansat til torsdag i næste uge. Det skyldes at en stor del af børnene ikke kommer i næste uge, og derfor har alle os danskere fået at vide, at vi ikke behøver at komme. Men som sagt fik jeg først beskeden fredag middag, dvs. at jeg cirka havde 3 timer tilbage - en ekstrem underlig fornemmelse. Jeg havde heldigvis delt slik ud til børnene fredag formiddag, da jeg godt havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville få sagt farvel til dem ellers, og det blev jeg pludelig glad for, at jeg havde fået gjort.
Fredag eftermiddag tilbragte jeg på en anden skole, hvor de ældste klasser og lærerne skulle øve "graduation-show". De sidste uger har jeg tilbragt på mellemtrinnet, og jeg har af den grund ikke haft meget indblik i forberedelserne, og jeg blev derfor overrasket over at se, hvor stort det egentlig var, og hvor meget der var gjort ud af det. Da jeg sad der og så dem øve, blev jeg pludselig træt af tanken om at skulle opleve det store show alene, og jeg fik derfor spurgt Sisse, om hun ville komme og se det med mig lørdag, hvilket hun meget gerne ville - dejligt!
Fredag aften var vi hele den danske gruppe ude at spise en sidste gang. To af fyrene rejser hjem på torsdag og en pige rejser hjem næste mandag. Ellers er der planlagt en masse forskelligt, så en stor del af dem ser jeg først i lufthavnen, når vi skal mod Danmark. Det var super hyggeligt, og selvom det med tanke på graduation show 8.30 lørdag morgen bestemt ikke var meningen, at jeg skulle i byen, siger man vel ikke nej til en enkelt drink. De viste sig bare det meste af aftenen at være gratis pga. gavmilde folk omkring mig, så på den måde ledte én drink til en hel del flere. Men det var en sjov aften, og på Babi Bar var der proppet med mennesker allerede da vi kom ved 22tiden, fordi der åbenbart var en masse kinesiske sangere, der skulle synge. Musikken var så høj, at vi ikke kunne snakke sammen, men det var noget af en oplevelse at se, hvor meget sangerne gik amok, ikke mindst mht deres påklædning. En havde valgt en Michael Jackson look-alike stil med guld outfit, og en anden havde fancy solbriller på indenfor.
Klokken 3:30 ramte jeg min seng, og klokken 7:00 ringede vækkeuret.. Herligt. Med små øjne lukkede jeg Sisse ind i lejligheden ca. kvart i otte, og da jeg havde gjort mig færdig tog vi af sted mod Tian Run Graduation Show, der foregik i en anden bygning ikke langt fra Dennis' børnehave. Showet gik dog ikke i gang før halv ti, men det var ikke svært at holde sig vågen, for hold da op et show! Den mandlige lærer, hvis klasse jeg har været i hele ugen, var sammen med en kvinde og 4 børn konferencier, og havde trukket i sølv-jakkesæt og havde fået glimmer i håret. Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule, da jeg så ham. Showet varede ca. 1½ time og indebar altfra børn, der optrådte med dans til børn med kinesiske fløjte-lignende instrumenter, til lærer-performance med Lady Gaga foruden de to mandlige lærere, der optrådte med noget karate-lignende - ikke lige Andys element tydeligvis, men han klarede det nu helt fint.
Til sidst i showet skulle jeg op på scenen sammen med resten af lærerne og give børnene knus på skift. Det var et sørgeligt øjeblik for de fleste lærere, der ikke kunne holde tårerne tilbage, alt imens jeg følte mere eller mindre ingenting. Jeg syntes, at det hele var lidt opstillet, og det var sikkert heller ikke helt gået op for mig lige der, at det hele meget snart er et afsluttet kapitel.
Lørdag formiddag tilbragte jeg med Sisse nede i byen, og det var meningen, at vi skulle i byen om aftenen med Ayse, Sonya og en hel masse af de andre, som vi har mødt de sidste 5 måneder. Men ved 16 tiden, da vi tog bussen hjem kunne jeg godt mærke, hvor træt jeg egentlig var, og jeg havde ondt i maven. Jeg takkede derfor nej til det hele og tog mig en lur fra klokken 18 til 22. Da jeg vågnede var jeg lidt rundt oå gulvet og egentlig lidt ked af det. Jeg synes, at det hele er ovre så hurtigt, og selvom jeg har haft 4½ måned til at vænne mig til dagen, hvor det hele skulle stoppe, så må jeg indrømme, at jeg ikke føler mig særlig afklaret med det. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle komme til at føle mig hjemme her og finde en tryghed i noget, der er så anderledes, men jeg er virkelig kommet til at holde af mit liv her. Når jeg tænker over, hvad det egentlig er, jeg er så vild med, så ved jeg det ikke... Det er nærmest bare det hele i sin helhed. Min hverdag og dagligdag her. At butikkerne har åbent til sent, at alting er billigt, at folk smiler til en, at kunne kommunikere med folk uden at kunne sproget, at være sammen med børnene i børnehaven og mit værelse. Det hele. Det er vel heller ikke så underligt. Jeg har i alt sovet 81 middagslure i min kinesiske seng, og skrevet 103 siders blog i løbet af de sidste knap 5 måneder - en slags statistik, der hjælper mig til at forstå, hvor længe jeg egentlig har været væk hjemmefra. Det er ikke fordi, jeg ikke glæder mig til at komme hjem. Jeg ville bare ønske, at det ikke samtidig betød farvel til alt det her. Jeg er vel nok fanget et sted mellem Danmark og Kina i øjeblikket, og jeg er sikker på, at Danmark vinder den kamp... Det er nok bare tid og tilvænning, der skal til. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg lidt på, at der sker et mirakel mht hvad jeg føler, inden jeg flyver til Beijing fredag. For jeg orker ikke rigtig at være trist og savne det hele. Det ville gøre alting så meget lettere.
I morgen, mandag, skal jeg sende endnu en pakke hjem sammen med Sisse og Sara. Jeg kan simpelthen ikke have det hele, hvor voldsomt det end lyder. Jeg er løbet tør for ting at sende, der ikke betyder så meget for mig, og har nu kun absolut yndlingsting, der kan ryge med skib og fly til Danmark. Jeg er derfor i indre konflikt i øjeblikket, for der er intet overhovedet, som jeg kan overskue at miste. Jeg tror nu nok, at det nok skal nå frem... Det er bare, at hvis det ikke gør, så vælter min verden. Jeg krydser virkelig fingre! Om formiddagen skal jeg forbi børnehaven og have sagt rigtig farvel. Jeg har købt en bog med HC Andersens eventyr på kinesisk og et par sandaler til Kiki og skrevet et kort. Selvom vi har haft en meget underligt forhold, så kan jeg kun grine af det nu, når jeg tænker tilbage på det. Hun er et underligt kvindemenneske, og jeg har aldrig rigtig forstået, hvor jeg har hende henne. Menjeg kommer til at savne hende en hel del mere, end jeg havde regnet med. Det er der ingen tvivl om.
Ellers er der ikke meget mere at give sig til end at gøre rent og pakke kuffert. Sara kommer og sover ved mig fra tirsdag, og torsdag tager vi hen til Sisse og Haydee og sover den sidste nat for at hygge for sidste gang i Changzhou.
Selvom jeg allerede nu føler et kæmpe savn til Kina, så vær ikke i tvivl om, at jeg glæder mig til at se jer igen!! Det bliver SÅ dejligt at kunne give jer en krammer og følge med i jeres liv på tættere hold. Jeg savner det uendelig meget og glæder mig til vi ses i juli! Jeg håber, at jeg kan få skrevet lidt blog både i Beijing og Chengdu, men skal nok give en melding om, hvordan man ellers kan få fat på mig. Jeg regner med, at jeg stadig har mit kinesiske telefonnummer indtil jeg står i lufthavnen, men hvis ikke, så er jeg i hvert fald på mit danske.
- comments