Profile
Blog
Photos
Videos
TIRSDAG d. 31/5 2011
Velvidende at jeg kaster blogindlæg på blogindlæg ind, og at det sikkert kun er min mor og far, der kommer igennem dem alle, så er der ikke meget, jeg kan gøre ved det. Der sker så meget i de her dage, og jeg er så glad, at jeg er nødt til at få det hele skrevet ned inden alle indtrykkende når at lægge sig. Jeg skal dog forsøge at gøre det lidt kort denne gang, så der er chance for at flere kan følge med :)
I eftermiddag var jeg så heldig at have fået lov til at se Dennis' børnehave (Eton Palace) holde Children's Day. Det er en stor dag i Kina, og mange børnehaver gør et kæmpe nummer ud af det, så det var høje forventninger, at jeg tog en taxa ud til en nedlagt fabrik, hvor Eton Palace havde stillet en scene op i dagens anledning. Jeg havde fået adressen sendt til min telefon af Dennis' vejleder, og da jeg kørte derud, blev jeg lidt urolig, for jo længere væk fra byen vi kom, jo flere ruiner dukkede der op, og landskabet blev mere og mere faldefærdigt, trist og gråt. Samtidig piskede regnen på ruden og jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var henne. Da vi kom til stedet stod der en vagt, som åbenbart havde hørt jeg skulle komme. Han sagde en masse på kinesisk til taxachaufføren, bl.a. "Lǎoshī" (=lærerinde), og så var jeg godt klar over, at jeg heldigvis var kommet til det rigtige sted.
Da jeg trådte ind i den gamle fabrikshal, blev jeg mødt af synet af en kæmpe scene med det største banner jeg længe har set, fuld af farver. Der var stillet en masse stole op og rundt omkring gik forventningsfulde forældre og bedsteforældre og summede. Jeg fandt hurtigt Dennis, og efter lidt tid gik showet i gang. Og hold da op et show! Børnene var blevet sminket til den store guldmedalje og havde flotte dragter på i skinnende, farverigt stof, mens de dansede og spillede musik relativt synkront. Det var tydeligt at se, at der lå mange timers forberedelser bag både mht. kostumer og opførelse.
Efter tre kvarters tid blev det Dennis' tur til at optræde med nogle børn. Jeg havde godt hørt om de mange forberedelser og anstrengelser han havde haft med at få de 8 børn til at lære sangen, som var taget fra filmen "Sound of Music", men det hele gik som smurt, så det var anstrengelserne værd. De små børn trippede ned fra scenen igen, mens Dennis blev siddende og gjorde an til at synge en sang alene. Pludselig spillede han en velkendt melodi og ikke længe efter lød versene fra Kim Larsens "Joanna". Dennis havde ikke fortalt mig noget om det inden, så det kom fuldstændig bag på mig, og jeg blev super rørt over at høre den danske sang komme ud af højttalerne, velvidende at vi var de eneste, der forstod teksten. Det var en fantastisk oplevelse, som gjorde mig glad, rørt og stolt over at være dansker på samme tid. Efter 3½ måned som totalt fremmed og dermed altid i position til at skulle tilpasse sig, var det underligt, men fantastisk at rummet blev fyldt med noget velkendt, hjemligt og dansk.
Formiddagen havde desuden også forløbet rart, da Kikis klasse blev delt i to pga. et maler-projekt, lige da jeg skulle have engelsk undervisning. Jeg var derfor ladt alene med ca. 12 børn, der farvede flag på livet løs, som jeg havde forberedt i går. Det var en super hyggelig halv time, og børnene var vilde med ideen. Særligt "Australia" gik som varmt brød (mens Danmark ikke syntes at hitte specielt), så jeg måtte bede Kiki om at kopiere et ekstra sæt inden torsdag, hvor det er den anden halvdel af klassens tur. Til frokost spiste jeg sammen med Jack (Jiékè på kinesisk), der er en af de unge lærer-studerende. Han hilser på mig flere gange om dagen, og har jeg ikke fået øje på ham, skal han nok selv kalde, så vi kan vinke. Det er rigtig hyggeligt og desuden henter han mad til mig til frokost, hvis jeg ikke har fået noget inden han kommer. Foruden ham og mig sad en anden studerende og mellem Jack og hende sad den buttede vagt ude fra vagthuset. Han snakker altid til mig og prøver ihærdigt på engelsk, men jeg kan aldrig forstå, hvad han siger. I dag var ingen undtagelse, så jeg bad den kvindelige studerende om at oversætte, men hun havde ligesom jeg ikke kunnet tyde et eneste ord. Han slog i stedet over i kinesisk, og det gik bedre med at få oversat, hvilket fik ham til at snakke endnu mere. Han havde bl.a. prøvet at fortælle, at hans far engang havde været i Danmark, og han var nysgerrig efter at høre, om jeg havde mødt ham i Danmark. Jeg måtte jo desværre skuffe ham, men han gav ikke bare sådan op, så han spurgte, om jeg så i det mindste kunne kende ham selv, for han ligner sin far på en prik. Heller ikke her var heldet med ham - han grinede dog et sødt lille grin, selvom skuffelsen tydeligt lyste ud af hans øjne. Stakkels mand.
I morgen er det min børnehaves tur til at holde Children's Day, og jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad der skal foregå. Mine bekymringer går mest på om jeg pludselig bliver hevet op på scenen og skal deltage, men det tror jeg nu heldigvis ikke. Jeg håber allermest på, at hverken jeg eller de unge studerende skal deltage vildt og voldsomt, så jeg i stedet kan bruge tid sammen med dem. Jeg synes det er helt sørgeligt, at de snart skal tilbage på deres skole, så jeg er overladt alene med mig selv igen. Det kunne have været fedt, hvis de skulle være der den sidste tid i juni indtil jeg skal hjem. Men sådan er det desværre ikke. Til gengæld mødte jeg Andy i morges, der forventningsfuldt spurgte til, hvornår jeg kommer ind i hans klasse igen. Da jeg svarede "næste uge" blev han lige så begejstret jeg er, og da jeg sagde, at jeg glædede mig meget grinede han og sagde, at det gjorde han i hvert fald også. Det er simpelthen rart at have kinesiske venner, som man kan regne med er lige så glade for en, som man er for dem. Den største kilde til at føle sig glad og godt tilpas er at blive set, hørt og imødekommet - anerkendt med andre ord.
Således endnu en beretning tilføjet de positive, glade og forhåbningsfulde af slagsen. Jeg er glad for Kina for tiden, elsker at være her og nyder det i fulde drag :)
- comments