Profile
Blog
Photos
Videos
FREDAG d. 10/6 2011
TORSDAG:
Sidste onsdag (d. 1. juni) kom jeg i tanker om, at det er i denne måned, at jeg skal pakke mine ting, sige farvel til børnehaven, til lejligheden og Changzhou, og med det samme fik jeg mavepine. Ikke fordi jeg ikke glæder mig til at komme hjem - for det gør jeg - men det bliver samtidig underligt efter 5 måneder at skulle sige farvel til det hele. Andre dage, som fx. i dag, føler jeg mig rigelig mættet og ser egentlig bare mest frem til at komme hjem. Det er underligt. Men hvis der er noget, som jeg har lært i Kina, så er det, at humør skifter hurtigt, og at ikke to dage er ens. Desuden har jeg jo lige 2 ugers ferie i Kina-land inden jeg vender helt hjem. Tror det bliver en god afvæksling og samtidig en god forberedelse i forhold til at komme hjem.
I dag var dagen, hvor der skulle tage afgangsbilleder med de ældste børn i deres uniformer. Og selvfølgelig skulle den lille blege dansker med på billederne, så jeg har brugt det meste af eftermiddagen på at smile anstrengt og svede voldsomt på grund af de knap 40 grader, foruden at fortryde, at jeg ikke havde taget noget pænere tøj på. Men sådan er det jo gerne i Kina - pludselig befinder man sig i en situation, som man ikke havde nogen anelse om skulle finde sted. I det mindste skulle jeg ikke trække i lærernes nye uniform, der består af en rød kjole med statementet "Happy Everyday" påtrykt foran. Men Kiki siger, at jeg får et eksemplar af alle billederne når de er fremkaldt, og det er jeg virkelig glad for. Det er et godt minde at have, som jeg tror jeg kommer til at sætte pris på.
I aften skal jeg ud at spise med Sisse, Haydee og Dennis på "Rabbit", som er en restaurant, som jeg har valgt. Jeg elsker deres smoothies der og det er længe siden, at jeg har været der. Bagefter skal vi noget som jeg ikke ved, for til min fødselsdag blev jeg lovet en overraskelse, der indtil i aften har været hemmeligholdt. Bliver spændende at se, hvad der er planlagt!
FREDAG:
Det var en god aften i går, hvor vi endte med at spise på en anden restaurant, fordi "Rabbit" havde valgt at afskaffe ca. 40% af deres menukort, før de har fået gang i et nyt - smart. Men det var nu okay, for den anden restaurant, som jeg valgte, er også super god. Bagefter blev jeg ført op ad rulletrapper, og til min begejstring endte vi i biografen - lige hvad jeg havde lyst til. Jeg vidste ikke, hvilken film vi skulle se, før en fed panda tonede frem på skærmen, og jeg kunne regne ud, at det var "Kung Fu Panda 2". 1'eren har jeg købt på dvd hernede, så det var en god overraskelse. Og i øvrigt også en oplevelse, må man sige. De snilde kinesere valgte at tage billeder (med blitz) af filmen, formentlig fordi en babypanda prydede skærmen. Derudover var der høj snakken hele filmen igennem og en enkelt fik også klaret verdenssituationen via flere minutters mobilsamtale.
Efterhånden er der ikke meget mht. kinesere og deres færden, der overrasker mig. Jeg undrer mig ikke længere, når jeg ser, at der er en dame ansat til at dele indkøbsvogne ud i E-mart, eller når der bliver fyret fyrværkeri af ved højlys dag i plask regnvejr. Det overrasker mig heller ikke længere at finde grønhakkere på gulvet i bussen eller få vind i håret fordi damen ved siden af mig slår en gigantisk bøvs. Foruden dét er det blevet hverdagskost at blive forfulgt af folk med mobilkameraer og knap 100 "hello"-henvendelser om dagen er også på sin plads og helt normalt. I går måtte jeg dog lige stoppe op og finde mit kamera frem, da jeg i centeret udenfor biografen blev beriget med synet af en baby, der hang med røven bar og pissede fra sin mors arme lige ned i en skraldespand. Tænk hvis samme hændelse fandt sted i Bruuns Galleri... Det kan man næsten ikke forestille sig, og jeg håber af hele mit hjerte, at det heller ikke bliver nødvendigt. Billedet blev desværre ikke ret godt, men det er der da. Sådan en fantastisk, om end absurd, begivenhed måtte jeg bare forevige. Sara kunne desuden supplere med en tilsvarende oplevelse, hun havde haft i bussen på vej til børnehaven.
Hygiejne og hæmninger er ikke hvad kineserne går højest op i, og charmen ved det kinesiske folkefærd kan nogle dage være svær at få øje på. Men ret skal dog være ret, og jeg vil også sige, at det er begyndt at gå op for mig, at der ikke er noget så enkelt som "en kineser". De kommer, ligesom danskere heldigvis, i flere og mange varianter, og første gang det gik op for mig var faktisk i min børnehave. Tilbage i marts, 3. uge inde i forløbet, gik det op for mig, at ikke alle lærere slår, og jeg blev stor fan af Andy, som er et af de mest karismatiske mennesker, som jeg har mødt. Denne uge har jeg endnu engang fulgt hans klasse (dog kun om formiddagen), og det havde jeg set meget frem til. Han er den rareste kineser jeg har mødt, og en af de bedste til at håndtere børn af alle, jeg har mødt i Kina såvel som i Danmark. Det er ikke fordi han ar store armbevægelser eller praktiserer de store teorier overhovedet, han er nærmere nede på jorden og i virkeligheden nok bare sig selv. Dennis var med mig på arbejde onsdag formiddag, hvor han og Andy fik en lille sludder. Dennis spurgte ham, om han var glad for at være lærer, og til det svarede Andy, at det er han, men at han synes det er svært, fordi børnene kan være meget uartige. Han tilføjede, at han har lært at kontrollere sine følelser, så han ikke bliver alt for sur på dem, for ifølge Andy har børn så rene hjerter, at det gør ondt dybt inden i dem at få voldsom skæld ud. Det er svært at sige, hvad der har fået ham til at tænke så markant anderledes og uden for boksen i forhold til de handlinger, der ellers præger børnehaven. Det er ikke ligefrem fordi han kan hente den store inspiration hos sine kollegaer, hvad angår sådan en filosofi.
Efter få dage i Andys klasse følte jeg pludselig, at jeg havde nok af tanker til at snakke med Kiki om den hændelse, der skete i sidste uge, hvor hun gik amok på et barn. Jeg tog tilløb til snakken siden onsdag og i dag, i vores "vejleder-time"/kinesisk undervisning, spurgte jeg hende, om hun helt ærligt synes det er i orden at slå på børn. Hun sagde, at forældrene i Kina har mange ambitioner på deres børns vegne og gerne vil have, at de er nr. 1 i klassen til alting, og derfor er lærerne nødt til at være hårde, når børnene gør noget forkert. Ellers forstår de ikke alvoren. Jeg forklarede hende, at det er ulovligt i Danmark at slå børn, men at vores historie er fuld af tilfælde, hvor børn er blevet slået og ydmyget, og at det ikke er længere tid siden end at mine forældres generation har oplevet det. Jeg sagde til hende, at nu slår vi ikke længere, men at vi bruger ansigtudtryk, stemmeføring og kropssprog til at vise, hvordan vi føler, når et barn gør noget forkert. Hun grinede lidt af mig og sagde, at det forstod kinesiske børn ikke, men da jeg sagde, at det kunne jeg love hende for, at de gør, og at Andy aldrig slår, blev hun mere interesseret. Jeg spurgte hende, om hun synes at voksne mennesker skal slå på hinanden, og at det efter min mening er det hun opdrager børnene til at tro er okay, når hun behandler dem så voldsomt, som hun gør. Og til sidst fik jeg sagt, at det ikke er min mening at kritiserer hende, men mere fordi jeg er nysgerrig. For jeg kommer aldrig til at forstå eller vænne mig til, at børn bliver slået. Jeg er ikke sikker på, at det havde den helt store effekt, og jeg tror bestemt ikke, at hun har slået for sidste gang, men hun sagde, at hun ville tænke over mit råd og tage det til sig. Jeg ved godt, at der er lang vej for Kina endnu, og at man ikke kan overføre vestlige værdier til en så anderledes kultur, som Kina på mange måder er, uden videre. Men for mig personligt har det en kæmpe betydning, at jeg har fået sagt min mening og tydeligt taget afstand fra den del af børnehaven, som jeg aldrig vil glemme eller komme til at savne. Det gør forhåbentlig, at jeg kan sidde i flyveren på vej hjem og tænke tilbage på tiden som god, lærerig, spændende og hård, og hvor jeg vigtigst af alt kun har været med til noget, som jeg kan stå indenfor. Jeg tror det vil gøre hele børnehave-oplevelsen rarere at tænke tilbage på som helhed.
Ellers har jeg haft en god uge. Eftermiddagene har jeg tilbragt i KII (4), der består af 25 nysgerrige og imødekommende piger. Jeg har været i klassen før, og jeg har et rigtig godt forhold til lærerne såvel som pigerne, som jeg ved jeg kommer til at savne en hel del. Hele ugen har jeg mødt ind, lige når pigerne er stået op fra deres lur og skal have sat hår. Det er noget af en opgave, for der er ikke tale om enkle hestehalefrisurer, men nærmere en form for hårkunst, som jeg aldrig har set før. Jeg har dog fået trænet mine styling-skills, for lærerne gav mig en kam fra første dag, og så kunne jeg ellers komme i gang. Det var bare så dejligt endeligt at blive inkluderet og medregnet som kollega i stedet for at sidde på en stol og stene i 1½ time. Pigerne stilte sig i kø ved mig, og så gik snakken ellers derudaf med de få engelske sætninger de kan og de få kinesiske sætninger, som jeg har lært. Jeg lånte også et par sko af en af lærerne, fordi mine gummistøvler, der ganske enkelt havde været nødvendige at have på, viste sig at være alt for varme indenfor. Det viste sig, at lige så grimme som clocks-sko er, lige så absolut behagelige er de at have på. Der kan man bare se.
Dette bliver endnu et langt indlæg, for der skal også lige beskrivelse af vejr-situationen med. Changzhou har i de sidste dage været uudholdelig varm (omkring 35-40 grader vil jeg tro) og ustyrlig klam og lummer at befinde sig i. Men det værste er den tåge-lignende tilstand, som præger hele den kæmpe by. Det ligner lidt at nogen har brændt noget af, og det lugter også lidt sådan. Når man kigger op er himlen helt grå og nærmest sort, selvom det er højlys dag. Jeg er overbevist om, at det er forurening, og da regnen for alvor satte ind i går aftes sved luften i øjnene og det syrede i øjne såvel som på huden, når regnen ramte én. Det er faktisk skræmmende, og jeg har aldrig oplevet noget så slemt. I nat vågnede jeg ved at det tordnede og regnen som startede i går aftes er endnu ikke holdt op her et døgn efter. Tænk at der kan være så meget regn i himlen.
I morgen ved middagstid tager Sisse og jeg til Shanghai, hvor vi skal shoppe lidt. Jeg har bl.a. planer om at købe et stort sort/hvid billede, som jeg har tænkt på lige siden jeg så det for 14 dage siden. Jeg håber at det er der endnu. Om aftenen skal vi i byen med Ayse (UK), Sonya (USA) og Tafi (Zimbabwe) og en 4. pige, som jeg ikke kan huske hvad hedder, så det bliver rigtigt girls night out. Det bliver samtidig sidste weekend i Shanghai, så der skal siges farvel med manér! Jeg burde virkelig begynde at pakke eller i det mindste tjekke om jeg har underhylere nok til turen. Klokken er trods alt knap halv tolv om aftenen.
Rigtig god pinse i Danmark og nyd den forlængede weekend.
- comments