Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag d. 21/2 2010
Puha, så er første dag i børnehaven overstået. Den startede kl. 8:00 i skolegården, hvor alle lærerne skulle danse kinsesisk dansk til traditionelt musik, der kørte over højttalere. Dernæst kom der amerikansk musik med en dans med lidt mere gang i. Jeg stod rimelig meget af på det, så jeg stod bare og kiggede dumt som en dansker uden rytme. Jeg skal nok få det lært, men det er ikke lige de letteste trin at give sig i kast med.
Imens lærerne dansede blev de første børn afleveret og da lærerne var færdige kom der flere og flere børn til. De fik et håndklæde puttet ind under jakken ned langs ryggen for at de ikke skulle fryse, når de begyndte at svede. Der blev fundet alle mulige former for legeredskaber frem, som børnene kunne lege med. Nogle hoppede i "kanguru-bags", som de bliver kaldt, andre holdte balancen på træklodser, sjippede eller spillede med bolde. Der var børn over det hele, men hver klasse holdte til ét sted med én form for legeredskab.
Midt under det hele kom skoleinspektøren hen til mig og Kiki og snakkede en masse kinesisk. Det viste sig, at nationalflaget ville blive rejst om 10 minutter for at byde mig velkommen, og alle forældre, børn og lærere skulle samles i skolegården. Kiki fortalte mig, at jeg ville få en mikrofon, og at jeg skulle præsentere mig selv og sige, at jeg elsker Kina og børnehaven, at lærerne er meget venlige og børnene rigtig søde. Og ikke mindst, at jeg forventede, at mit ophold i Kina ville blive fantastisk. Lige dér kunne jeg være løbet skrigende væk. "Hokus pokus - mig i fokus" er ikke rigtig mit motto her i livet. En lærer og en lille pige præsenterede det hele, og der var flere der skulle sige noget, bl.a. lederen for alle børnehaverne i området og overlæreren af alle lærerne. Til sidst skulle jeg på, og lige inden jeg gik frem foran alle, spurgte Kiki om jeg nu kunne huske, hvad hun havde sagt, og om jeg var nervøs. Jeg rystede en del over hele kroppen, men var ikke klar over om det var af nervøsitet eller kulde. Da jeg stod foran alle gik det fint nok. Jeg startede med at sige "Ni Hao", hvilket de syntes var morsomt. Jeg fik sagt, at jeg hedder Cecilie og er studerende fra Danmark. Og alt det Kiki havde sagt, jeg skulle sige. Det var så evigt rart at have overstået bagefter og Kiki sagde at det var "very fine". Det hele blev afsluttet med en tromme-opvisning af 15 børn og der var endda en lille dreng, der dirigerede musikken.
Jeg synes der har været rigeligt med kulturelle udfordringer de sidste to dage med fotografering og tale foran 400 mennesker, at nu må der godt gå nogle dage inden jeg skal på banen igen. Da vi kom hjem fra Tianning Temple i går, var jeg helt smadret, dels efter fotograferingen og indtrykkene og dels efter at have slåsset med min computer og netværket i et par timer. Jeg lagde mig til at se Sex and the City og faldt selvfølgelig i søvn på det dummeste tidspunkt, mellem kl. 20:30 og 22:00... Fedest. Det betød at jeg først sov igen kvart over tre i nat, og eftersom jeg skulle op kl. 6:50, var jeg ikke særlig veloplagt til første dag i børnehave - og da slet ikke den slags, der indebar at min stemme skulle lyde i højttaleren i en radius af 400 meter. Men nu har jeg prøvet det, og er også lidt stolt af mig selv... Jeg ville aldrig have kunnet gøre det for 2-3 år siden, og det er da nogle tanker, der er værd at tage med på vejen. Når alt kom til alt var det jo ikke så slemt alligevel.
Efter velkomst-ceremonien gik vi op i klassen, hvor jeg præsenterede mig for børnene. Der er 25 børn, 2 lærere og en køkkendame/rengøringsdame tilknyttet klassen, så det er noget bedre forhold end i Danmark. Bygningen er også rigtig flot og velholdt og med god akkustik, så lydniveauet ikke er særlig højt. Efter min præsentation var det børnenes tur til at præsentere sig selv for mig med navn, alder og hvad de bedst kunne lide af mad eller dyr. Den første dreng, der præsenterede sig selv, var ca. 105 cm, og da han sagde han var 8 år, blev jeg nødt til at få ham til at gentage det. Han er nok det mindste 8 årige barn, jeg nogensinde har set. Det samme gjaldt resten af børnene, der dog var 5-7 cm højere og 7-8 år. De er virkelig små og ligner i ansigtstræk også børn, der er meget yngre. På en måde er jeg lidt træt af, at de er så gamle, for det gør det svært for mig at sammenligne med danske børn, da jeg ikke har så meget erfaring med den aldersgruppe. I Danmark svarer det jo til en 1. klasse, og det er jo ikke nødvendigvis der, jeg skal arbejde som pædagog. Men jeg tager det hele med et smil. Resten af formiddagen, indtil kl. 11, brugte jeg på at observere. Jeg har skrevet en masse tanker ned, men venter med at skrive dem her på bloggen, til jeg har været der nogle dage.
Kl. 11:00 var der middagsmad, der bestod af en skål ris, noget blomkåls-noget (som smagte rigtig godt, fordi der var salt i... Det er ellers ikke til at opdrive salt nogen steder), noget tofu-halløj (tror jeg nok) blandet med oksekødsstrimler og grøn pebber. Nam nam nam, siger jeg bare! Det var virkelig lækker mad, og glæder mig allerede til i morgen. Der var også suppe med kød i, men jeg kunne ikke lige overskue, hvordan jeg skulle få konsumeret det, kun med pinde. Efter middagsmaden havde jeg pause til 14:15, som jeg brugte på et varmt karbad og en tiltrængt lur. Der var så koldt i børnehaven, at man kunne se sin egen ånde, så det var dejligt at få varmen igen. Efter min lur tog jeg hen på skolen, hvor jeg observerede igen. Det meste af tiden tegnede børnene... først med sort tusch og senere farvelagde de tegningerne med fedtfarver. Jeg er ikke helt klar over, om der var en overordnet emne for tegningerne, men det var i hvert fald rart at se, at de måtte tegne ud fra relativt frie rammer og selv bruge deres fantasi.
Pædagogikken er anderledes end i Danmark kan man mærke. Fx. da børnene skulle præsentere sig selv for mig, gik mange af dem i stå efter de havde sagt deres navn. Kiki sad bare og kiggede på dem uden at sige noget i op til 1½ minut, hvor de måtte stå og lede efter ordene. Jeg havde det lidt svært med det, så når de gik i stå, prøvede jeg at hjælpe dem ved at stille spørgsmål som "how old are you?".
Det er lidt svært at forholde sig observerende synes jeg - jeg har hele tiden lyst til at blande mig og hjælpe børnene, men så får jeg ikke set, hvordan lærerne arbejder. Resten af ugen går med flere observationer, og så skal jeg ellers i gang med at undervise fra næste uge. Jeg får ca. 20-30 minutter til engelskundervisning (senere måske lidt mere), der kan bestå af sanglege og indføring i dansk kultur. Lige nu er jeg gået lidt i stå med ideer, men har skrevet lidt ned hjemmefra. Tror det hjælper at snakke med de andre om, hvad de har tænkt sig. Umiddelbart lyder 20-30 minutter ikke af meget, men lige nu synes jeg, at det er helt fint.
Det var ikke meningen, at jeg ville skrive så meget egentligt, men det er svært at forkorte de mange indtryk jeg har fået. Når det hele bliver hverdag bliver det måske nærmere svært at finde nye ting at skrive om.
Mange hilsner fra mig.
- comments
Kathrine Hvor er jeg stolt af dig!! Det var sgu sejt at du lige leverer sådan en tale.
Cecilie Hehe... tak ven! :) Ja, jeg havde jo ikke så meget et valg, men er glad for, at jeg klarede den :) Håber det går godt hjemme - vi må snart snakke igen