TORSDAG d. 21/4 2011

Det er for alvor blevet hverdag i Changzhou, på godt og ondt. Jeg nyder stadig rigtig meget at være her og jeg trives i stor stil på det overordnede plan. Men der er også dage nu, hvor der skal mere til at gøre mig glad end blot det spændende ved at befinde mig i en fremmed kultur. Sådanne dage havde jeg mandag og tirsdag, som kulminerede i en pjækkedag i går, hvor jeg forsøgte at få lidt hold på tankerne. Måske fordi det ikke længere er en ferie at være her, og at der knap er 3 måneder tilbage, før jeg atter sætter mine ben på dansk grund. Og gudskelov for det, for jeg er ikke parat til at sige farvel, selvom jeg på de dårlige dage godt kan være fuldstændig overbevist om det. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der fik mit humør til at dale så voldsomt, og jeg ved stadig ikke, hvordan det gik til. Søndag aften, efter en ellers vel-gennemført shoppe-/forkælelsesweekend, fik jeg pludselig ud af det blå hjemve og ville bare gerne hjem til min familie, venner og veninder. Tanken om at skulle op og i børnehave mandag morgen var ved at tage livet af mig, og jeg fik en følelse af, at jeg ikke kunne gennemføre det. At jeg ikke er egnet til at stå foran en hel børneflok og blive iagttaget og overbegloet af børn såvel som lærere. At alle ideer jeg hidtil var kommet op med var elendige og at intet af dét, som jeg havde i mine overvejelser om de næste dages undervisning var godt nok. Jeg syntes at det hele var en fiasko, og at jeg aldrig ville kunne komme op af det sorte hul, som jeg pludselig var havnet i. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor, at jeg var havnet der, for jeg synes ikke engang jeg har halvt så dårlig selvtillid hjemme i Danmark, hvor jeg ellers har masser af erfaring med børn på samme alder.

Tankerne som jeg troede en nats søvn ville kunne rette op på, viste sig at være knap så kuelige, og efter stadig ingen forbedring fra søndag til tirsdag aften, håbede jeg, at en times afslappende yoga i det mindste ville kunne gøre tricket. Men hvad der i stedet skete var, at jeg fik gevaldig hovedpine og det føltes, om muligt, endnu mere umuligt at se det retfærdige i noget som helst. Så da jeg nåede ud på fortovet igen og fangede en bus, hvori samtlige passagerere tabte underkæben da jeg steg ombord, var jeg lige ved at skrige af frustration. Er det da ikke i det mindste muligt at holde lav profil, når man har ramt bunden af humørtanken og bare har lyst til at undgå alle former for social kontakt, til det føles naturligt at smile igen? Når man bor i Kina og har lyst hår, så er det åbenbart ikke tilfældet. Udstyret med lys hårfarve er man i stedet en evig joke, og ens hår er en åben invitation til at glo hæmningsløst eller til at slå en gigantisk latter op, i stedet for at trække øjnene til sig ved øjenkontakt. Også selvom man ikke ejer en eneste tand i hele overmunden eller har den grimmeste næse, som verden nogensinde har set. Blond hår stikker åbenbart alt. På de gode dage kan jeg sagtens håndtere opmærksomheden og ænser for det meste ikke engang folks blikke. Men på de dårlige gør det alle i forvejen trælse ting 90% værre, og lige i tirsdags kunne jeg ikke længere overskue det, da en højrystet bedstemor rejste sig i bussen og rakte sin arm tværs hen over nakken af andre passagerere, for at pege og gøre hendes barnebarn opmærksom på, at der sad lille trætte mig. Så sådan gik det til, at jeg begyndte at hyle i en bus i Kina, Palle alene i verden, blandt bøvsende kinesere uden situationsfornemmelse.

Jeg besluttede derfor onsdag morgen på baggrund af ca. 1 sekunds overvejelse, at verden ville være et bedre sted, hvis jeg blev hjemme under dynen. Så det gjorde jeg - under påskud af, at have kastet op det meste af natten. Jeg sov til kl. 13, strakte min yoga-ømme krop, og blev liggende til halv to. Lavede lidt havregrød, tog et bad og spekulerede på, hvad der foregik med mig, og hvorfor jeg kun kunne tænke negative tanker om mig selv. Jeg var ikke blevet klogere, da jeg trak i mine slap-af bukser og tørrede hår, og jeg tænkte derfor, at jeg havde brug for noget normalt input hjemmefra til at aflede mig. Jeg tændte computeren, loggede på facebook, og fandt ud af, at én elsker creme fraiche, mens en anden "chillede" ved åen i solskin.

Jeg kom til at tænke på, at humør er noget underligt noget. Selvom jeg stadig ikke ubetinget køber den med, at man selv bestemmer, om man vil have en god eller en dårlig dag (for man bestemmer trods alt ikke selv, om man vil have en tagsten i hovedet fx), så er det underligt, at humør får lov at styre så meget, når det i virkeligheden er så lidt, der kan afgøre, hvilket humør man er i. Når det kommer til mig selv, så er det ofte små ting, der gør mig glad. Som at have natbukser på, høre højt musik, være til træning eller møde en lille kattekilling.

Men der er dage, hvor den slags bare ikke er nok. Hvor man kan møde 100 små kattekillinger, og man bare bliver trist i stedet for glad, eller hvor ens natbukser synes at sidde træls uanset, hvordan man vender og drejer dem, og man pludselig forbander det kalorie-flip man havde i forgårs. Så tænker man, at man burde have vidst bedre, eller at man burde være glad, fordi der er folk i Afrika, der ikke engang har smagt chokolade endnu. Og lidt ala i samme stil tænkte jeg i går, da jeg fik dårlig samvittighed over, at være blevet hjemme. Der er folk her i Kina, som tilfældigvis er mine kolleger, der arbejder dag ud og dag ind, endda af og til om lørdagen, for at kunne holde helligdag om mandagen. Som kommer på arbejde med røde næser og svedperler pga. feber. Og der lå jeg, gemt under min dyne, fordi jeg var trist. Jeg havde nu også lidt ondt i hovedet, hvis ret skal være ret, men det var jo ligesom ikke dét, der havde gjort udslaget. Mest af alt føltes det som et nederlag, som om jeg havde givet op. Og så blev jeg for alvor træt af mine negative tanker om mig selv.

Ikke engang at anerkende mig selv for at have taget den udfordring op, som det er at rejse om på den anden side af jorden på trods af livslang hjemve og trygheds-afhængighed, og at det har været svært (altså rejsen), kunne jeg. I stedet kunne jeg nu pådutte mig selv endnu en fejl; at jeg var blevet hjemme i stedet for at kæmpe til det dårlige humør forsvandt af sig selv. Og så tænkte jeg heldigvis lige bagefter, at det skulle være løgn. Jeg er ikke kommet den lange vej, for at blive overbegloet og grint af, for tilmed at nedgøre mig selv, når jeg forsøger at gøre det så godt jeg kan. Det lader til, at jeg midt i kulturchokket havde glemt, hvad en af mine mål for rejsen egentlig var, nemlig at blive mindre perfektionistisk og blive bedre til at tage tingene som de kommer. Det er åbenbart ikke så let som det lyder, men jeg har for nyligt lært, at ethvert tilbagefald, ikke er det samme som at gå tilbage til 0. Og her på den anden side af humørskalaen kan jeg mærke, at jeg ved at tage en fridag, gjorde lige præcis dét, der skulle til for mig, for at få det godt igen. Og så kan det godt være, at kineserne ikke har den samme fantastiske mulighed, men jeg er til gengæld kommet i tanker om, at lærerne har 3 måneders ferie om året. Og dét argument er, ifølge mig selv, stærkt nok til at kunne holde i langt de fleste sammenhænge.

Så på langt de fleste dårlige dage kan en klat creme fraiche hjælpe på det meste. For creme fraiche ER en god opfindelse. Men på de rigtig dårlige dage, og særligt dem af slagsen der tilmed gerne strækker sig over flere dage, hjælper det at blive under dynen til man har fået det bedre. I hvert fald gælder det for mit vedkommende. Jeg har det godt igen nu, og til info gik min undervisning i dag forrygende. Endda på trods af pinlig, akavet stemning leveret af to unge, fnisende mandlige lærere. Reaktioner på lyst hår kommer åbenbart i flere varianter end højlydt grinen og pegen fingre. Der kan man bare se.

I morgen kommer Dennis' forældre på besøg, og jeg skal ud at spise med Sisse og Haydee og måske i biografen, hvis der går en (engelsk) film, som vi gider at se. Lørdag har jeg dedikeret til mig selv, hvor jeg har planer om at få styr på mit hår, hvis jeg kan forklare en frisør, at jeg gerne vil klippes pænt. Og så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg slog et smut ind forbi en massageklinik og fik forkælet mine fødder lidt, som efterhånden er blevet tvunget ud i mange kilometer de sidste kulturelle måneder. Jeg overvejede lidt, om jeg kun skulle skrive alle positive ting i min blog, men besluttede at skrive alt ned, hvad der lige passerer mit hovede. Også selvom det kan være negativt, som denne uge primært har været. Det virker lidt forkælet, for det ER også fantastisk at opleve så meget og få lov at koncentrere sig så meget om sig selv i så mange måneder. Men på den anden side, så vil jeg ikke give nogen det indtryk, at det er en badeferie at være her. For selvom jeg ikke har fortudt et sekund, at jeg er taget af sted, så er det ikke kun en dans på roser... Well, i hvert fald ikke hver dag :)