Profile
Blog
Photos
Videos
I dag kom vores vejledere, Vivian og Kiki, kl. 9.00 for at tage os med til vores børnehaver, så vi kunne se, hvor vi skal møde mandag morgen. Kiki havde taget en fyr med, der ordnede vores internet, hvilket han vist syntes var lidt svært på computer med dansk sprog - men det lykkedes! :D
Jeg tog med Kiki hen til børnehaven, der kun ligger 2 minutter væk i gå-afstand.. Super fedt! Jeg blev ført op til skoleinspektøren, som var en 42 årig dame, der var meget smilende og imødekommende, men som ikke kunne engelsk. Jeg fik et glas kogende vand i hånden (hernede drikker de altid kogende vand i stedet for koldt) og brændte mig selvfølgelig med det samme.. Dumme dansker. Jeg sad imellem skoleinspektøren og Kiki, der oversatte alt hvad inspektøren sagde, som primært bestod i sætninger som "Hope you slept well" og "Hope you like China and will enjoy your stay"... Jeg fik stort set ikke et ord indført, men smilede og nikkede og sagde "thank you" til alt... selv når hun ikke blev oversat. Jeg gav dem en gave, jeg havde købt hjemmefra, som var 9 af H.C. Andersens eventyr på kinesisk. De blev meget glade, men pakkede dog ikke gaven op. Til gengæld havde de travlt med at give mig en gave, som var en termokande til the.. Meget kinesisk, hehe. Bagefter tog Kiki mig med rundt i klasserne til børnene, der sad stille på små stole og blev undervist... De smilede og vinkede vildt til mig når jeg kom ind, og sagde "goodmorning" eller "hello!" i kor. De var virkelig søde, og de så meget yngre ud end de var... Børn jeg havde skudt til at være 3 var 5 år gamle. Måske det var på grund af deres højde (og ja, kineser-børn ER lavere end mig!). Alle børnene havde jakker på indenfor, fordi alle vinduer var åbne. Sådan lærer børnene bedst sagde Kiki. Det ser ud til, at jeg kun skal undervise én klasse, og det er jeg rigtig glad for. Det giver mig mulighed for at lære børnene at kende og lave længere forløb med dem... Jeg er stadig i tvivl om, hvor meget og hvor lidt jeg må lave med dem, men det finder jeg nok ud af hen ad vejen. De har lige haft en dansk studeren fra Jydsk også, som rejste hjem i januar. Faktisk boede hun også i vores lejlighed. Det er rigtig rart, at jeg ikke er kommet i en børnehave, hvor de aldrig har haft studerende før. Jeg er virkelig godt tilfreds med situationen og glæder mig meget til at starte der på mandag. Jeg fik det indtryk, mens vi gik rundt, Kiki og jeg, at jeg tror Kina kan lære mig meget mere, end jeg kan lære dem. For selvom det er en skole, så er der masser af mulighed for, at de kan lege og lave fysiske aktiviteter. Men børnene virkede meget roligere end danske børn, og selvfølgelig mere diciplinerede, men stadig uden at det er gammel-skole agtigt. Jeg fik indtryk af, at Kiki har et tæt forhold til nogle af børnene, fordi hun sendte fingerkys til dem og gav dem knusere. Hun lavede også lidt fis med dem. På et tidspunkt kom vi ind i en klasse, hvor hun styrede direkte mod en dreng, som hun kyssede på kinden. Jeg ved ikke om der er forskelsbehandling og forskellen fra Danmark ligger måske i, hvordan lærerne taler til børnene. Det er svært at vide, hvor anerkendende de fx er, når man ikke kan forstå deres sprog. Det er en forholdsvis lille skole med ca. 215 børn, hvis jeg har forstået det rigtigt.
Dennis har fået at vide, at hans kuffert er blevet fundet, så humøret har været højt. Der var en eller anden kineser, der var kommet til at tage den. Vi har desuden fremskaffet rengøringsmidler. Vores køkken er simpelthen så klamt. Jeg har kun fået 2 bananer og en pakke oreos fra kl. 8 i morges til kl. 19.30, fordi jeg slet ikke havde lyst til at opbevare mad derude. Så vi gik i gang med det helt store rengøringsprojekt, der tog 3 timer, og vi er ikke færdige endnu. Vi var kommet til at købe rengøringsmiddel med chlorin i... Om det er ren chlorin eller noget opblandet er vi ikke klar over, men det virker i hvert fald! Det var nemt at se hvor vi var kommet til må man sige. Puha! Vi fortsætter i morgen - også med badeværelserne, men ellers er det meningen at vi skal lidt ud i byen og lidt væk fra lejligheden. Og ellers får vi vist besøg om aftenen af Haydee og Sisse, som er fra vores klasse.
Jeg har desuden fået varme på mit værelse nu... Det viste sig, at det hjalp at rense filteret, der sad i airconditioneren. Jeg er bare så mega glad for det! Nu kan jeg sove i min seng i nat, jubii!
I dag var desuden dagen, hvor jeg skulle opleve hønsefødder på frost. Dog ikke lige noget jeg har tænkt mig at bruge penge på. Vi har fundet ud af at 1 RMB svarer til ca. 0,85 kr., så man kan sige, at vores hidtil dyreste taxatur på 23 RMB måske ikke var så dyr endda.
Her til aften var vi på besøg hos nogle af de studerende fra Viborg, Jakob og Thomas, der havde lavet rigtig lækker wok-mad til os. Vi var alle 11 studerende samlede, eller 12 er vi vist, og vi fik rigtig snakket om lejligheder og mærkelige oplevelser vi havde haft. Det var super hyggeligt og rart at vi er flere danskere hernede.
Jeg har stadig ikke haft hjemve, men i morges fandt jeg pludselig en seddel, som min kære lillebror, havde lagt i min taske. Han ønskede mig en fantastisk rejse, og skrev at han glæder sig til jeg kommer hjem igen, og at jeg endda er en dejlig roommate... årh <3 Der måtte jeg tage mig sammen for ikke at fælde en tåre, må jeg sige. Specielt fordi det var lige da Kiki og fyren lavede vores internet. Hvis jeg var begyndt at græde der ville de bare tro, at jeg ikke var tilfreds med lejligheden eller andre ting. Kineserne er bange for at gøre noget forkert og er yderst høflige hele tiden. Det er lidt grænseoverskridende at blive opvartet hele tiden, men hvis man selv tager over og siger "no no, I can do that myself" bliver de helt paf og forvirrede. Så jeg har besluttet at lade dem køre løbet og bare smile og sige tak.. Det går vist lettest på den måde, men det er vel heller ikke den værste situation, at være i :D
Nu er jeg super træt og vil snart smutte i seng. Mange tak for de mails jeg har fået indtil videre... De varmer rigtig meget <3 <3
Mange hilsner fra mig.
PS: Mit kinesiske nr. er forresten 134 016 243 00... Jeg ved ikke helt om man skal taste noget foran, men jeg ved heller ikke om I skal bruge det... Tænkte bare, at det var rart nok at have. Jeg bruger ikke længere mit danske fra nu af, så der kan jeg ikke modtage beskeder i hvert fald.
- comments
Lisbeth Amtrup Sørensen Hej Sille. Super dejligt at høre fra dig og kunne snakke med dig på Skybe. At læse, se billeder og video på din blog er også rigtig spændende. Du skriver - som altid - utrolig godt... Jeg har en god fornemmelse af, hvad du laver, og hvordan du har det. - og når du er glad og tilfreds - er din mor også... så bliv endelig ved med det! Knus mor.
Cecilie Hej mor. Ja, det var rigtig hyggeligt at snakke på Skype :) Og heldigt at forbindelsen var nogenlunde. Ja, jeg har det rigtig godt her, så det er dejligt. Jeg glæder mig meget til I kommer - så skal jeg vise jer alt det, som er det bedste fra Changzhou og Kina. Mange hilsner fra mig.