Profile
Blog
Photos
Videos
MANDAG d. 7/3 2011
Efter en tætpakket weekend med meget lidt søvn, er jeg nu gået i gang med min anden undervisningsuge, eller faktisk næsten min første, da jeg jo var en del syg sidste uge. Den næste uge skal jeg være i en af parallelklasserne til Kikis klasse, eller faktisk skal jeg de næste 3 uger være en uge i hver af parallelklasserne. Jeg har i dag kun observeret, hvilket i sig selv var kedeligt, men da jeg jo er en pige, der tænker uendelig mange tanker, blev der tid til at få skrevet lidt af dem ned. Det følgende handler mest, eller kun, om pædagogik, så hvis ikke man interesserer sig videre meget for det, så er dette en lille advarsel på forhånd.
Det som i virkeligheden optager mig meget lige for tiden er janteloven, som jeg, ved at være her, er blevet opmærksom på. Ikke fordi den er fremtrædende i Kina, tværtimod, men fordi jeg nu er mere klar over, hvad den består i hjemme i Danmark, og hvor meget den faktisk fylder.
Jeg tænker, at pædagogikken i Danmark er almen og præget af tanken om, at alle skal være lige, dvs. have lige vilkår og lige muligheder. Pædagogikken er derfor primært rettet mod de børn, der hører under "det normale", og har måske også tendens til at have fokus på de svagt stillede børn. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de meget intelligente børn i en eller anden grad mangler opmærksomhed i de danske børnehaver - og specielt de børn med intelligenser, der ikke fremmer sociale kompetencer. Måske er det sådan, fordi man tænker, at de nok skal klare sig, eller fordi tanken "det sociale frem for alt" styrer det meste pædagogik. Men jeg synes også, at man skylder de børn at tage dem alvorligt, hvis de er særlig dygtige til noget. Ud fra mine erfaringer i Danmark, har jeg et billede af, at man ofte ved de børn, der er meget dygtige til én ting, gerne vil have, at de skal være lige så dygtige til alle andre ting, som fx sociale færdigheder. Men hvad med de børn, der trives bedst alene, som er opslugte af deres eget univers, og som er super intelligente til ting, hvor de kun skal holde styr på dem selv? Jeg synes det er skidt, hvis de gang på gang bliver konfronteret med, at de ikke er sociale nok, og aldrig får at vide, at de er talentfulde til lige præcis den ting, som de mestrer særlig godt.
Mens der efter min mening mangler fokus på fællesskabet i Kina, bliver der måske i Danmark lagt så stor vægt på fællesskabet, at individet bliver glemt eller i hvert fald ikke får samme opmærksomhed. Ikke fordi jeg ikke synes fællesskabet er noget særligt, der skal værnes om - slet ikke! Det slår mig bare, at det stort set for alle aldersgrupper er svært at bifalde andres talent, og det undrer mig hvorfor. I dag kom jeg til at tænke på, at en af grundende måske kan være, at netop tanken "alle skal være lige" lægger op til sammenligning. Det er klart, at hvis jeg ser én, der er rigtig god til stangtennis (hvorfor ikke?), og sammenligner vedkommende med mig selv, så bliver jeg konfronteret med, at stangtennis bare aldrig har ligget i kortene for mig, og jeg føler mig dårlig i forhold til vedkommende. Det samme, hvis man fremhæver et barn som særligt dygtigt til en ting, så føles det lidt som om man samtidig siger, at alle de andre er dårlige til det. Men det er jo ikke rigtigt. Det kan godt være, at de andre er ringe til stangtennis, det kan også være, at de er gode. Eller det kan være, at de er ekstremt gode til at tegne. Det er jo egentlig sagen uvedkommende.
Jeg siger jo ikke, at man som i Kina skal give de dygtigste børn klistermærker eller slik, mens de andre ikke får noget. Men et enkelt skulderklap synes jeg egentlig ville være på sin plads. Jeg tror på, at alle børn er gode til noget, og som min mor altid har sagt, så skal man bare finde ud af, hvad det er. Det er ikke fordi den sætning har reddet mig fra at være misundelig på andres talent, tværtimod er jeg jo om nogen vældig selvkritisk. Men jeg håber, at de næste måneder hernede, vil rykke endnu mere rundt på mine tanker om fællesskab og individualitet.
Hvad hvis målet i stedet for, at alle skal være lige, var, at alle skal have det godt? Som pædagog ville det kræve, at man tog udgangspunkt i barnet, hvor det er, og i forhold til hvad det kan, give det passende udfordringer og støtte det deri, uanset hvad niveau barnet er på - også hvis det er på et meget højt niveau. Jeg tænker om det ikke netop er, hvad anerkendelse drejer sig om? Når der bliver snakket om anerkendelse, lyder det ofte som om det er unikt for Danmark, men jeg synes ikke alle børn bliver anerkendt i tanken om, at alle skal være lige eller have lige muligheder. Alle er ikke lige, og jeg synes det er at svigte de børn, der falder udenfor kategorien "normale", hvad enten det er til den ene eller anden side, hvis man påstår det. Der er selv i et land som Danmark stor forskel på, hvilke vilkår børn har for en god opvækst, og hvilke muligheder de vil få. Det synes jeg, at man skal tage højde for, hvis man vil støtte det enkelte barn bedst muligt, uanset om det er svagt eller stærkt stillet. Hvad man måske i stedet kunne arbejde mere på var, at hele identiteten ikke kun ligger i, hvad man er god eller dårlig til, og ens forhold til sig selv bør derfor ikke afhænge af, hvor god selvtillid man har. Som nogle kloge mennesker siger er selvværdet og identiteten dét, som et afbalanceret forhold mellem selvtillid og selvfølelse giver til sammen. Hvis ens selvværd bestod af andet end hvad man er god til, så ville det måske heller ikke være så svært at indrømme, at andre er bedre til nogle ting, end én selv.
Men det bliver vist et længere indlæg, hvis jeg også skal nedfælde mine tanker om dét. Desuden forsøger jeg at øve mig lidt i at tænke mindre og nyde, at jeg trods alt er i Kina - det bliver jeg vist nødt til, hvis jeg også skal opfatte lidt af det, der foregår omkring mig. Jeg fik en meget fancy negle-shaper af Kiki i fødselsdagsgave, som pudser og polerer neglene. Æsken er ret skæg med sætninger som "Get a professional manicure without leaving home!", men jeg blev meget glad for hendes gave, og synes det var rigtig sødt af hende. Det havde hun jo slet ikke behøvedes. I går var Sisse og jeg ude at shoppe, og jeg har købt de på en og samme gang absolut grimmeste og fedeste stiletter, så nu glæder jeg mig til at ødelægge mine fødder i nattelivet til sommer, når jeg kommer hjem :D Jeg har fundet et stort center fyldt med fantastiske sko, der kun koster 95 - 300 RMB.. HEAVEN! I hvert fald så længe man max bruger str. 37 i sko, for højere findes der ikke. Ellers havde jeg købt fødselsdagsgaver til mine veninder til de næste mange år :)
- comments
susanne H kære cecilie wow hvor skriver du godt...og tankevækkende..... jeg tror..nej ved at du blir en hammer god pædagog..... nyd det.... stort knuz fra tidligere kollega.....
Cecilie Hej Susanne Mange tak skal du have for din søde kommentar :) Du kan tro jeg tænker meget på Byleddet for tiden og savner den danske mentalitet og frihed. Jeg glæder mig til at komme hjem og lege sanglege, fjolle og have det sjovt. Vi ses forhåbentlig til sommer og du må hilse de andre :) Knus fra mig.