Profile
Blog
Photos
Videos
SØNDAG d. 29/5 2011:
Jeg er blevet lidt tosset med Shanghai og kunne sagtens havde brugt mere tid der end bare en weekend. Fredag, efter en bette togtur på en times tid, ankom vi til Shanghai ved 19 tiden. Vi fik god og billig mad på en japansk restaurant (2 x krabbesalat, forårsruller, rejer, is og vand =108 DKK) og gik derefter ud på gaden igen for at finde en taxa. Desværre fik vi fat i den mest nitte taxa-mand nogensinde, der ville have 50 RMB for at køre os til vores hostel. Selvom vi ingen anelse havde om, hvor lang en køretur det ville blive, så er det altid lidt suspekt når en taxamand ikke gider bruge taxameteret. Men ikke nok med det, så insisterede han, blev holdende og jagede alle andre forbikørende taxaer væk. Great. Dernæst kom en pirattaxa, som også blev holdende alt imens der stille og roligt kom flere og flere kinesere til... tilsyneladende for at stå og kigge på. Man skulle tro at de to biler plus tilskuere spærrede det hele, men pludselig kom en lille taxa-motorcykel om hjørnet, og jeg må indrømme, at jeg var ved at flække bukserne af grin, da han prøvede at overbevise os om, at der var plads til ham, Sara, mig, rygsæk og trolley-kuffert. Men plads det blev der. Først blev trolleyen spændt bagpå med reb, og dernæst klemte Sara og jeg os ind bag manden med rygsækken klemt ud til siden mere eller mindre under Saras arm. Jeg var noget utryg ved situationen dels fordi jeg var bange for ufrivillig drop-off af trolleykuffert, og dels fordi jeg har oplevet mange hassarderede taxature i Kina, som jeg her bagefter sætter stor pris på ikke har foregået på motorcykel. Derudover kunne jeg heller ikke lade være med at bemærke, at den eneste hjelm-bærende person på motorcyklen var chaufføren selv, så jeg tænkte at Sara og jeg var rimelig dårligt stillede, hvis det gik galt. Men det gik helt fint, og han kørte forholdsvis ordentligt. Det var pisse mega sjovt og vildt at opleve Shanghai med vind i håret og fart på. Lidt action sørgede jeg selv for, da jeg mærkede chaufførens klørfem solidt placeret på mit lår og jeg sparkede ud efter ham, så han var nødt til at få hånden tilbage på styret, hvor den givetvis også hørte til. Lidt værre gik det ud over Sara, der sad tættere på og mærkede hans hånd lidt andre steder. Føj hvor var han bare max vammel og skummel!! En halv times tid efter kørte vi ind af en lille port og til venstre ind i en gyde, hvor vores hostel lå. Tilfældigvis sad Thomas fra vores danske gruppe ude foran på terrassen sammen med sin ven Frederik, der var kommet til Shanghai for at besøge Thomas efter en uge i Indien. Vi betalte motorcykelmanden 40 RMB og satte os ved siden af gutterne for at få adrenalinen lidt ned.
Efter at have fået tingene op på værelset og fået betalt i receptionen (98 RMB pr. person pr. nat), gik vi ned i opholdsrummet, der var mega hyggeligt. Det fungerede som en restaurant og bar på samme tid, som i denne weekend havde 20% rabat på deres drinks, hvilket betød mojitos til 16 danske kr. Nice! Vi havde egentlig snakket om at slappe af fredag og være veludhvilede til lørdagens kulturelle input, men med så billige drinks og endelig weekend blev det ikke lige som planlagt. Thomas og Frederik har en veninde, der studerer kinesisk og bor i Shanghai, så vi tog hjem til hende og hyggede et par timer. Det var en super flot lejlighed med udsigt over kanalen og det sydlige Pu Dong, som er det nye Shanghai med masser af skyskrabere med lys i alle farver. Senere tog vi ned til The Bund (Waitan), som er et udsigtsted, hvor man helt tydeligt kan se de mange skyskrabere i Pu Dong - inkl. den meget kendte "øl-oplukker". Det var super flot og lige dér gik det for alvor op for mig, at jeg er på den anden side af jorden, og at det er vildt at jeg er rejst af sted for at få en hverdag så markant anderledes end jeg er vandt til. En hverdag der ganske vist aldrig kan måle sig med den jeg har derhjemme, men som jeg alligevel er kommet til at holde ufattelig meget af. Det gav et sus i maven at stå der med vind og lys direkte i ansigtet og sammen med folk, som jeg stort set ikke kender - dvs. 2 af dem har jeg kendt i 3 måneder, mens jeg har mødt de 2 andre samme aften. Selvom jeg stod der omringet af folk og selvom humøret var højt og festligt, så følte jeg på samme tid og i få sekunder noget stik modsat indeni. På en måde en total stilhed og ensomhed, men på en god måde. Jeg blev et øjeblik rigtigt stolt over, at jeg har gjort det, og at det er gået så godt at være her. Og samtidig en kæmpe taknemmelighed til mange mennesker af mange forskellige grunde. Selvom jeg var i godt selskab og hyggede mig, så ønskede jeg for et øjeblik at kunne dele det med nogle af jer derhjemme. Det var så flot, at jeg ville ønske, at I kunne se det sammen med mig. Desværre kunne det ikke rigtig lade sig gøre at tage billeder af det, da de blev helt slørede, men jeg har planer om at forsøge igen (og i mindre beruset tilstand), hvis jeg kommer tilbage. Hvilket jeg håber, at jeg gør en af de få weekender, som vi har tilbage.
Efter Waitan-øjeblikket, der lidt tog pusten fra mig, krydsede vi gaden og gik ind på Bar Rouge Nightclub. Thomas' veninde kendte en eller anden fransk gut, der fik os gratis ind så vi tilmed kunne skippe det meste af køen. Jeg hilste dog aldrig på denne rare fyr, men sendte ham en taknemmelig tanke. Bar Rouge viste sig at være en rigtig fedt sted med åben tagterrasse og igen blev vi mødt af synet af Pu Dongs mange skyskrabere, inkl. den famøse øloplukker. Jeg har læst mig frem til, at der er nødt til at være en form for hul i toppen af den pga. vindmodstand, og det var oprindelig tænkt som et cirkelformet hul. Men det syntes nogen (formentlig regeringen?) mindede for meget om det japanske flag, og resultatet blev i stedet dette firkantede hul, så bygningen nu ligner en gigantisk øloplukker.
På terrassen til højt musik under stjernerne snakkede jeg med englændere såvel som franskmænd, hvilket betød, at mit franske blev sat på prøve. Det gik ikke super godt, men i det mindste en lille smule bedre end de mange akavede samtaler med kinesere (oftest taxachauffører), der ikke forstår, at jeg ikke snakker kinesisk. Jeg har nu lært, hvordan man siger "jeg forstår ikke", men uden det helt store resultat. Kineserne synes bare det er sjovt, slår en høj latter op, og fortsætter i ufortrøden stil med at lire kinesiske ord af. Jeg har dem mistænkt for at blære sig.
Et sted mellem 3.00 og 3.30 fandt Sara og jeg en taxa; blev snydt for vildt og kom af med 71 RMB, før vi placerede os på en McDonald's, der havde døgnåbent. Tilbage til hostellet skulle jeg lige prøve at kravle under et hegn i forsøget på at finde en smutvej, men der var ikke plads til bagdelen, så jeg sad fast. Noget som Sara fandt utrolig morsomt, men som resulterede i et par hudafskrabninger på begge knæ. Det var en god aften.
Vi kom først op ved halv tolv tiden dagen efter og tiden (og ikke mindst overskuddet) til at være kulturelle var ikke det der var mest af. Vi bestilte rigtig god morgenmad på hostellet og stødte ind i drengene, der først havde været tilbage 6.30. Godt det ikke var mig. Sara og jeg blev ledt ud af hostellets døre af en lille dværg (?), fandt dernæst en taxa og blev kørt til Nanjing Donglu - Shanghais shoppingstrøg. Der var masser relativt dyre forretninger og bl.a. en Zara, som boostede mit humør i vejret. Desværre har kineserne ret dårlig stil, så jeg fandt ikke noget derinde overhovedet. Der var mange sælgere med suspekte fold-ud kort med fake tasker og ure, og på et tidspunkt fulgte vi med en af sælgerne for at se, hvad det var. Vi blev ført ad smalle sidegader, hvor der hang vasketøj til tørre på kryds og tværs og hvor der sad mennesker og sov i klapstole. Pludselig var der en dør midt i en mur, og da sælgeren forsigtigt bankede på, blev der åbnet ind til et hav af kopi-varer - lige fra sportstøj, til parfumer, sko, tasker, briller, punge og ure. Hver gang man troede man havde set det hele var der en skjult dør bag en reol eller et vægtæppe, der kunne trækkes fra. Det var helt vildt. Vi fandt dog ikke meget der fristede bortset fra en lille pung og for Saras vedkommende en parfume, og det skyldtes nok også lidt, at sælgerne ikke var særlig villige til at prutte om prisen. Ét sted blev vi bedt om at forlade biksen, fordi Sara bød 30 RMB for en kopi-taske, som de ville have 2600 for.
Efter lidt tid blev vi trætte og så meget belejligt et skilt med fodmassage. Selvom det var lidt et nederlag i forhold til vores kulturelle planer besluttede vi os for at gå all in og få fodmassage + kropsmassage, der alt i alt ville overlade os til paradis i ikke mindre end 2 timer - 120 minutter - 7200 sekunder. Til stille musik fik vi først fødderne i nogle træbaljer med varmt vand med et eller andet helse/duft/blødgørende noget. Dernæst blev fødder såvel som skinneben og lægmuskler masseret til den store guldmedalje i 50 minutter skyder jeg på. Jeg var så afslappet, at jeg ikke tænkte på tid og sted overhovedet, det eneste jeg skulle sørge for var at drikke the og spise frugt med en tandstik. Dernæst kom vi ind i et andet rum, hvor kroppens store muskler fik nogle alvorlige tryk, som gjorde virkelig godt. 300 RMB fattigere, og mere afslappede end nogensinde, gik vi ud på gaden igen, hvorfra vi fandt en taxa mod hostellet. Efter en gigantisk hovedpine og en lille lur fik vi aftensmad på hostellet sammen med drengene. Vi havde tænkt os at tage i byen, men vi vågnede aldrig rigtig helt op igen og valgte i stedet at gå i seng.
I dag, søndag, stod vi op i bedre tid, nåede at få morgenbuffetten med inden den blev ryddet væk, og kørte dernæst til "det franske kvarter" med taxa. Det er sådan lidt bohême-præget, og lå tilbagetrukket fra alt andet. Man går ind af en lille port, som man nemt ville have kunnet overse, hvis man bare gik forbi. Der var små gader med ujævne fliser og alt fra små souvenir-butikker til meget dyre tøjbutikker og desuden restauranter på hvert gadehjørne - ofte med pizzaer til hele 78 RMB; sygeligt.
Klokken 14:47 gik toget mod Changzhou, og det var ikke ligefrem fordi begejstringen var at spore i vores ansigter. For mit eget vedkommende var jeg super træt, og jeg orker ikke rigtigt at være i børnehaven. Ikke fordi jeg ikke ved, at jeg kommer til at savne det, for det gør jeg helt sikkert. Men den næste uge skal jeg være i to klasser, som jeg har været i før - bl.a. min vejleders klasse.Selvom lærerne, inkl. min vejleder, kan være ret grove, så er det intet sammenlignet med den anden klasse og i fredags var jeg vidne til endnu en ubehagelig oplevelse, der gør at jeg på ingen måder glæder mig. Ubehagelig på den måde, at jeg ikke engang vil skrive om det her, bare hurtigst muligt glemme det og have ugen overstået. Så skal jeg nemlig være i Andys klasse, hvilket jeg har glædet mig til lige siden, jeg var der første gang.
Det var meningen jeg ville tidligt i seng i dag, men det smed jeg væk for to timer siden. Nu er klokken i stedet midnat, og jeg må hellere krybe under dynen inden længe og få nogle timers søvn. Det er bare så svært at stoppe lige når man er ved at nedfælde alle indtrykkende og oplevelserne. Så her kom de på én gang og det blev til endnu en lang omgang... Håber I overlevede. Godnat Danmark.
- comments