Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag den 9. oktober 20101
Gymnastikfestival (Esben)
Den længe ventede dag, nemlig dagen for gymnastikfestivalen på Jiyu Gakuen var endelig kommet. Sofie og jeg har det sidste stykke tid sammen med skolens elever gjort os klar til denne dag. Vi har trænet hver eneste dag for at gymnastikprogrammerne bare kunne spille max. Og vi følte os klar med Sofies kølleserie, mine Junior High drenge og vores fælles projekt med den store flok af College elever.
Sofie har fortalt at hun fredag aften havde lidt svært ved at falde i søvn, da sommerfuglene ikke helt kunne falde til ro.
Vi stod altså op denne lørdag med en stor dag foran os og sommerfuglene var da også begyndt at rumstere hos mig. Klokken otte stod vi klar på skolen i vores fineste tøj, med et stort smil på læberne og ellers bare klar. Vejret var bare ikke helt hvad vi havde håbet. Det småregnede lidt, så hele lærerstaben var på den anden ende for at finde en løsning på dagens program. Det lod til at regnen ville fortsætte resten af dagen, så nu var gode råd dyre. Efter et par møder lærerne i mellem blev det afgjort at programmet ikke kunne foregå på den store græsplæne som det ellers har gjort altid. Der var en lidt trykket stemning, men en bred enighed om at det måtte blive så godt det kunne. Det småregn dagen havde startet med havde nu også skiftet til en lidt kraftigere form for nedbør.
Løsningen blev at programmet blev delt op og drengene skulle lave opvisning på en lidt mindre græsplæne på skolen og resten af dagens program skulle foregå i skolens store hal. Folk havde helt fra klokken syv om morgenen stået i kø ude foran skolen for at få en god plads på den store græsplæne, men nu kunne de alle sammen smide regntøjet og gå ind i hallen.
Hvis I kan forestille jer at voldstævne blev flyttet indenfor i en baskethal er det noget i den stil der var snakke om. Ikke desto mindre prøvede folk at holde humøret højt og få det bedste ud af det som muligt.
Vores college program skulle derfor også foregå inde i hallen. Det var lidt presset, men de gjorde en brag indsats og det lod til at folk kunne lide det. Ligeledes skulle Sofies køllepiger i gang inde i hallen. Det var igen presset, men det ikke desto mindre en oplevelse for os alle.
Alle fik lov til at vise det de havde øvet sig på inde i hallen, majstangspigerne, børnehaven og boldpigerne gjorde det rigtig fint men tumblingholdet fik desværre ikke lov.
Ved en halv et tiden var vi det hele i gennem og nu blev dugene lagt ud på halgulvet og madpakkerne fundet frem. Yasuko havde også en lille fin madpakke til os som vi nød blandt alle gæsterne.
Dagen var nu ved at være slut her på skolen, men eleverne skulle til sidst lige mødes for at evaluere lidt på dagen. Lærerne var også blevet enige om at vise hele programmet igen søndag hvis det skulle blive godt vejr. Så hvis søndag bød på solskin ville det hele foregå igen udenfor.
Jeg har prøvet så hvidt muligt at tage den positive vinkel på denne dag, men for de læsere der kan tåle et lille surt opstød fra Sofie og mig læs dette:
"Det var en rigtig dårlig dag med dårligt vejr en masse forvirrede japanere, en lærerstab der ikke var meget for at give os informationer, en madpakke der bestod af tre små stykker lyst brød og en dag vi havde set utrolig meget frem til men som nu har efterladt os med en lidt tom fornemmelse i maven." Vi er godt klar over at regnen er skyld i det meste og at vi kunne have taget det hele lidt med et smil, men vi havde lagt mange kræfter i dette projekt og det hele faldt bare lidt til jorden.
Jeg ved at man skal se positivt på de ting der sker, men denne gang får I altså også den negative vinkel da det er en dag vi nok mest af alt ikke rigtig har lyst til at se tilbage på. Det hele skulle have været så godt, men i virkeligheden blev det så skidt.
Nå men det var den del af dagen for nu skete der nemlig noget fortryllende.Yasuko havde inviteret os på dansk restaurant inde i byen og med vores lidt sure miner tog vi afted.
Restauranten hed "Cafe daisy" og var en lille fint sted med B&O anlæg, Le Klint lamper, en figur af den lille havfrue og en "Ny dansk i tredje" arbejdsbog. Menuen stod på gravad laks, rejer, karry sild, rød sild, røget makrel, frikadeller, skinke, leverpostej og ej at forglemme hjemmebagt rugbrød. Med en lille tåre i øjenkrogen tog jeg den første bid af den gravad laks og pludselig var alt hvad der ellers havde foregået den dag fuldstændig glemt. Den dejlige middag blev skyllet ned med en Carlsberg fadøl og en god kold Aalborg akvavit. En uforglemmelig middag i hyggeligt selskab og med en utrolig sød tjener, vores ellers lidt trykkede ansigter fra tidligere på dagen havde nu skiftede fuldstændig karakter og stemning var på sit højeste.
Vi endte herefter på "Hard Rock Cafe" hvor vi fik os en drink og en videre snak om dit og dat.
Det sidste tog var desværre kørt da vi skulle hjem, men efter en lille taxa tur var vi trygt tilbage i seng og vi kunne trods alt gå i seng med et stort smil på læberne.
- comments