Søndag d. 29. august (Sofie)

4 PE-felter og et redskabsrum?

Efter aftenens træning i går, havde vi allerede fået en lille forsmag på hvad japansk gymnastik kunne byde på. Dog havde vi på ingen mulig måde oplevet den japanske gymnastiks særheder endnu!

Efter morgenmaden tog vi ned på skolen, hvor der var frivilligt spring for drengene. Vi havde fået lov til at være med, så vi havde trukket i gymnastik tøjet. For alle ved jo, at min araberflik er en fryd for øjet og godtaget af anerkendte springere, så nu måtte vi se hvad det ville til. Ellers var jeg godt klar over, at det måske ikke var til denne træning, hvor jeg ville få mest ud af det, men så kunne jeg vel altid bare hoppe rundt og lave noget andet nede bagi.

Da vi ankom til skolen havde vi lidt problemer med overhovedet at finde hallen, men da den blev fundet hørte vi lyden af basket bolde og ikke ligefrem spændstige springere! Hallen var fyldt med collagedrenge som spillede basket og havde hver deres bold, hvilket gav en hvis form for støj. Vi blev ledt ind igennem hallen hen til redskabsrummet, som blev adskilt fra hallen med en række ribber. Her fik vi så øjet på træneren og var straks klar over, at det altså var her dagens fire timer lange træning skulle foregå - ja i redskabsrummet! Her var så fire PE-felter, tre halvdøde tykmåtter, nogle rullemåtter og par plinte. Det er så hvad vi skal arbejde med de næste fire måneder, så det bliver spændende.

Der var i alt syv drenge til træning, som startede med opvarmningen på balkonen rundt i hallen. De løb rundt og rundt og rundt og gik på hænder deroppe, imens vi stadig ikke helt var kommet os over chokket over træningsfaciliteterne. Da drengene var varmet op, lagde de PE-felterne ud og så var det ellers tid til styrke. Der var lige præcis plads til PE-felterne og en tykmåtte og så var der én meter ved siden af banen til de redskaber som ikke var i brug. Der var heller ikke særlig højt ti loftet, så Esben turde ikke springe. Det var den plads der var at træne på, stadigvæk med basket boldenes dunk lige ved siden af. Så vi kiggede pænt på imens drengene trænede.

Selvom træningsforholdene ikke var de bedste, var drengene nu alligevel ikke værst. Stadig er der en del som der skal arbejdes med, men de kunne faktisk godt. Og selvfølgelig så disciplinerede som japanere jo er, så talte de "Ichi, ni" (1,2) klappede på lårene og så startede springet. Imens vi kiggede på drengene trænede løb sveden ned af os, selvom vi på ingen måde var aktive. For hallen havde en temperatur ligesom OD-hallen på den værste dag, selvom alle vinduer og døre stod åbne. Så nu har vi endnu et nyt syn på hvordan man også kan træne.