Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag d. 25. og torsdag d. 26. august (Sofie)
Mount Fuji
"Bib bib bib bib" det var lyden som vækkede os kl. 05.30, og vi vidste det betød, at vi gik en meget hård dag i møde, men vi var klar. Så vi fik pakket det sidste og gjort os klar og så ellers på med vores kæmpe vandrestøvler og af sted ned til banegården. Vi skulle mødes med Yasuko på stationen i Ikebekuro og derfra skulle vi så videre til Sinjuku busstation. Med lidt morgenmad fra en cafe og tasken fyldt op med chokolade og vand fandt vi bussen i tide og fik sat os ind. Vi spottede hurtigt, at vi ikke var de eneste ikke-japanere i bussen, der var nemlig en kvinde i 40´erne med. Hun blev senere vores store hjælp!
Efter tre timers buskørsel ankom vi til Mount Fujis 5 station i 2300 meter højde, og her var der mennesker over alt. Der var alle os nyankomne og så alle dem som lige var kommet ned og skulle med en bus hjem. Her skulle vi så vente i to timer inden det var vores tur til at komme af sted. Vi brugte denne pause på lidt mad og afslapning, men japanerne skulle alle smøres ind med solcreme, ordne deres tasker og tøj og strække ud?! Come on vi skal bestige et bjerg - vi skal vel ikke strække ud? Nårh men pludselig blev vores hold råbt op og vi mødte vores guide. Han gav informationer i et kvarters tid, men selvfølgelig kun på japansk, så vi lavede vores egen oversættelse. Damen fra bussen (som var fra Canada) kom hen til os og hun forstod heller ingenting, men hendes veninde var japaner og hun forklarede os så hvad programmet var. Vi skulle gå op til 8. station hvor vi skulle overnatte og så op engang om natten og gå det sidste stykke til toppen.
Nu var vi gående, eller nærmere snöflende af sted. Vi gik så langsomt, at vores tålmodighed virkelig blev sat på prøve, men vi blev enige om at der måtte være en eller anden god forklaring på dette. Alle japanerne havde erhvervet sig en vandrestav med en lille bjælde på, som skal skræmme bjørnene væk, så vi følte vi gik der midt i blandt de norske fans til en vigtig håndboldkamp. Vi vandrede af sted og nåede op til 6. station 2390 meters højde, hvor vi fik et lille hvil og nød den allerede nu smukke udsigt. Ligesom vi stod der kom en flok mænd med ens gule tasker også og skulle holde pause. Vi stod lidt og snakkede og grinede af dem indtil vi hørte de snakkede dansk. Vi kiggede begge med store øjne på dem, og en af dem spurgte straks: "Er I også danskere"? Det var helt underligt at snakke med nogle danskere igen efter nu tre uger med kun japansk og lidt engelsk!
Vi traskede videre og den sti som vi før havde gået på blev nu mindre og der begyndte nu at komme lidt mere klippe og det blev mere bakket. Vi gik forresten på to rækker i det meget langsomme tempo, så vi følte os som en folkeskoleklasse op tur. Der begyndte så småt at komme små huse på ruten hvor man kunne købe noget vand, mad eller lidt chokolade. Snakken blandt folk blev mindsket i og med det blev mere og mere hårdt, så det var kun vandrestokkenes bjælder vi kunne høre. Vi kunne nu forstå det langsomme tempo og måtte tage en langærmet trøje på eftersom kulden kunne mærkes pga. højden. Japanerne havde alle sammen helt vildt meget tøj på fra start, men vi var nu glade for vores lettere påklædning.
Det begyndte, at blive mere og mere hårdt og vores hjerter pumpede af sted og pulsen steg ligeså snart vi startede igen efter en pause. Vi havde ingen anelse om hvor langt vi skulle op endnu og hvor langt vi var kommet, men uvisheden gjorde det måske lettere, så vi bare gik og gik og gik. Vi var meget glade for vores vandrestøvler, så det var godt vi havde fået sådan nogle på og ikke bare vores Nike Free sko! Pludselig kunne vi tolke guidens ord til at vi snart var ved vores overnatningssted, og da havde vi vandret i godt fire timer.
Da vi ankom til overnatningsstedet blev vi vist ovenpå hvor sovesalen var. Her lå allerede mennesker og sov så vi forsøgte at være stille. Vi skulle ligge skulder ved skulder alle sammen for at kunne være der og så var man ellers tre mand om en dyne på en madras af træ. Vi lå på øverste etage og havde en etage under os, så dette var ikke et sted for folk med klaustrofobi! Vi fik smidt vores tasker og skulle så ned og have noget mad. Her blev serveret ris, en frikadelle og noget karrysovs - det var indbegrebet af masseproduktion, men vi var sultne, så det blev spist. På bordene stod der ligeledes en madpakke, som var morgenmaden. Denne skulle vi så tage med op i sovesalens varme og sætte der indtil vi skulle vandre igen - meget hygiejnisk! Imens vi sad og indtog aftensmaden kom de danske mænd stormende ind i hytten og med deres halvfede dansker maver og usmidige kroppe skulle de ellers ned på gulvet for at indtage samme måltid. En råbte "1,2,3" og alle råbte så i kor: "Itadakimasu" (vi spiser), som man altid skal sige inden man begiver sig i gang med maden. Alle kiggede på de danske mænd og trætheden i folks øjne blev skiftet ud med et lille smil over deres måde at gøre tingene på.
Efter vi havde spist, snakkede vi lidt med danskerne, som viste sig at være toppen af Kvicklys bosser fra hele landet som var på teambuildings tur. De havde det rigtigt hyggeligt og skulle i hvert fald lige have en øl inden sengetid. Klokken var nu blevet omkring 19.00 og vi lagde os op i sengene, hvor vi lå meget tæt med 150 japanere. Vi havde fået at vide, at vi skulle gå omkring kl. 02.00 op mod toppen. Der var nu kun et problem, nemlig søvnen. Jeg sov max. 1,5 time og Esben sov lidt mere inden klokken blev tid til at stå op. Der har japanerne en egenskab som er misundelsesværdig. De kan sove overalt, i togene, her, ja alle steder hvor det er tilladt at lukke øjnene. Så søvn var ikke hvad vi fik mest af denne nat, men vi fik hvilet vores ben.
Da vi skulle af sted tog vi alt vores tøj på, for det var virkelig koldt udenfor og meget mørkt, så godt vi havde vores lommelygter med. Vi åbnede madpakkerne, som var ris og et stykke laks, som var halvlunken pga. varmen i sovesalen. Heldigvis havde Yasuko givet os en lille pakke rugbrød med, som jeg spiste et par skiver af. Mmmm dejligt at få rugbrød igen!! Energien var høj og vi glædede os meget til at nå toppen. Vi begav os nu opad i en lang bevægelig lysende slange. Det var helt vildt smukt, at man kun kunne se lygternes lyskegle i zik-zak op af bjerget. Det var hårdt dette sidste stykke, fordi der var mennesker overalt og det var stadigt meget stejlt og meget mørkt her midt om natten.
Da klokken var 04.00 nåede vi toppen, intet mindre en 3776 meter over vandet var vi nu, og jeg var meget træt i min krop, men super stolt. Vi gik rundt i menneskemængden og kiggede ud over bjergets top, hvor man stille og roligt kunne fornemme solens lys. Vi frøs og vinden var forholdsvis hård, så vi søgte ly ved et madsted, hvor vi igen mødte Kvickly-mændene. De havde været der en time før os, så de var også godt forfrosne. Nu skulle vi ellers bare vente på solen ville stå op. Alle folk var trætte og stod meget frosne og bare ventede.
Pludselig skete det - SOLENS STRÅLER ramte os. Der kom et meget lettende smil på alles læber og det var som om solen udsendte så meget energi til alle, at alting virkede overkommeligt. Det var et utrolig smukt syn, hvor vi kunne kigge ned på skyerne og se enkelte bjergtoppe stikke op og så med solen som baggrund. Det var helt fantastisk bare stå og småfryse lidt, men med solens stråler imod sig og bare nyde udsigten og tænke egne tanker. Det er en oplevelse som vi begge sent vil glemme!
Da solen for alvor var stået op begyndte menneskemængden, at røre på sig og vi begyndte nedstigningen. Det var nu hårdt på en helt anden måde, at komme ned at bjerget. Det var ren bremsning i lårene, men med zik-zak gang og udsigten over skyerne og bjergene og solens lys gik det bare derned af. Vi nåede ned på ca. 2,5 timer som nogen af de første, men tempoet havde også været højt. Vi fik skiftet til noget andet tøj og så lå vi ellers og nød solens stråler fra klokken 08.30 til 11.00 hvor vi blev hentet af bussen. Vi var virkelig brugte og følelsen af, at få vandrestøvlerne af var guddommelig. Canada-damen havde informeret os om at vi skulle mødes kl. 11.00 for at tage bussen hjem, blot ikke hvor vi skulle mødes. Så efter en halv times leden efter bussen, Canada-damen eller andre som vi vidste skulle med samme bus, fandt vi fru. Canada og vi kunne sætte os trætte ind i bussen.
Der gik ikke lang tid før trætheden havde erobret bussen og vi alle sov. Lige indtil bussen stoppede på en p-plads og chaufføren begyndte at snakke japansk. Canada-damen forklarede os at vi lige skulle ind i et hot-spring (the bus/bath). Det var dejligt at få vasket sveden og støvet af sig og bare slappe af i det varme vand. Her snakkede jeg lidt med Canada-damen og hendes japanske veninde. De var meget imponeret over vores grund til hvorfor vi er her i Japan. Ingen af dem vidste at gymnastik var så udbredt i Danmark og de synes det var utrolig flot at Ollerup og Giyu Gakuen kan have et sådan samarbejde. De synes, at ideen var fantastisk og at vi nu skulle repræsentere Danmark var en meget stor opgave. Her gik det virkelig op for mig, hvad det egentlig er for et eventyr vi er på.
Efter turen i hot springs gik turen tilbage til Tokyo og vi kom meget trætte hjem til Kyoko, som ville høre alt om turen. Så efter aftensmaden viste vi hende billeder og fortalte om turen og opfordrede hende til at tage af sted. Vi var meget trætte og sengene var meget tiltalende, så der gik ikke lang tid før vi sov!
- comments
Stine sis Ej, det lyder til at have været helt fantastisk! Hold da op en oplevelse. Jeg skulle hilse fra mor, far, tube og mulle :D Mys mys :)