Søndag d. 26. september (Sofie)

Festival i Shinagawa

I dag havde en af Kyokos gymnastik venner inviteret os til Shinagawa, hvor der skulle være festival. Vi havde selvfølgelig takket pænt ja og viste ikke andet om denne dag, end at der var afgang kl. 09.30.

I går skulle Andrew flytte fra Esben og Kyoko og flytte ind ved en anden værtsfamilie. Så nu forstyrres morgenmaden ikke længere af skype-opkald og Esben har endelig fået værelset for sig selv. I går havde vi normal undervisning med college eleverne først og over middag skulle vi så hver især have junior high og high school drengene og pigerne - troede vi. Esben spurgte den mandlige gymnastiklærer, hvor og hvornår han skulle undervise drengene, hvortil svaret var: "No boys". Så drengene var altså ikke i skole og Esben kunne så sidde og kigge på imens jeg underviste pigerne. Typisk japansk, at informationerne ofte kommer lidt sent! Så resten af dagen brugte vi på at lave parserien helt færdig, og vi er begge fuldt ud tilfredse med resultatet. Den har det hele og vi glæder os rigtig meget til at lærer den videre.

I dag troppede jeg op ved Kyokos (og Esbens) hjem kl. 09.30 og vi gik sammen ned til stationen og tog af sted mod Ikebukuro og videre til Shinagawa. Her mødtes vi med Kyokos ven, som straks udleverede en plastiklomme med et frimærke fra denne bydel i og et A3 ark hvor frimærket var forstørret op. Der var styr på sagerne fra start og tempoet var højt hen imod gaden med festivalen. Her var fyldt med små boder med diverse traditionelle japanske ting, mad og loppemakedskøb. Jeg fik en håndlavet slikkepind og Esben fik sammenpresset ris svøbt/sejlende rundt i sød soja af Kyokos ven - husk det er tanken der tæller.

Vi gik videre ned igennem gaden og kom ned til en bro, hvor nogle samuraier stod linet op og var venlig til at få taget billeder. Pludselig startede et kæmpe optog med japanere klædt ud i gammel japansk tøj, forskellige orkestre og dansende børn. Det var vildt flot og samtid med optoget affyrede samuraierne skud, så der var liv og glade dage. Efter optoget skulle vi have noget mad i en lille hyggelig park lignende ting. Det næste på programmet var et tempelbesøg (som om vi ikke snart har set nok templer, men okay..) Her var buddhistmunkene i gang med en ceremoni, hvor en af dem slyngene kogende vand ud over sig selv med en gren. Derefter skulle flere af mændene gå med bare fødder over et bål med kæmpe flammer, samtid med der blev sagt en bøn. Meget speciel oplevelse i og med at der var så mange mennesker, så vi ikke rigtig kunne se noget før menneskemængden pludselig forsvandt. De skulle nemlig hen og stå i kø, så de også kunne gå ind over bålet, hvor der nu var blevet lavet en sandvej gennem. Kyoko fortalte, at mændene var trænet til at slynge kogende vand over sig selv og også til at gå igennem ilden, så det var ikke så slemt, som det så ud.

Nu gik turen tilbage mod stationen, hvor vi på vejen stoppede op for at høre trommespil, se tovtrækkeri og se en lang menneske kø til at prøve et mini-mini-mini tog køre 100 meter frem og tilbage. Skøre japanere!
Her til aften viste jeg så pigerne vores optagelse af parserien, som vi jo selv er så stolte over. Den starter ud med, at pigen kommer løbende hen mod drengen og giver ham et knus og han drejer rundt med hende. Vi synes selv, at selve øvelsen er meget normal og harmløs, men pigerne var helt oppe at køre. De fortalte, at der sandsynligvis vil være nogle piger, som aldrig har givet en dreng et knus før og omvendt og at nogle måske vil begynde at græde, fordi det er for grænseoverskridende. WHAT??? Jeg lignede sikkert et kæmpe spørgsmålstegn og prøvede at forklare dem, at det jo bare var en serie på 2 minutter, men intet hjalp. Så i morgen skal vi hvis (desværre) have lavet lidt om på serien, som vi ellers har brugt så utrolig lang tid på.