Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag d. 28. november (Sofie)
Det olympiske stadion og duften af gran
I dag skulle vi til det olympiske stadion i Harajuku med college 1. klasse, som skulle lave en opvisning på 4 minutter. Kyoko, Esben og jeg tog dertil omkring middagstid, for at se lidt japansk gymnastik inden vi skulle mødes med eleverne. Tankerne om denne dag havde vel været noget i retningen af en stor hal, mange tilskuere og japansk gymnastik når det er bedst. Alle delene blev i den grad opfyldt. Det olympiske stadion er en kæmpe stor flot bygning, som var helt fantastisk at se både udefra og indefra. Det gav et helt sus i maven, da vi så det store opvisningsgulv og misundelsen, over ikke at skulle på gulvet der, var stor. Vi fandt nogle siddepladser og satte os godt til rette og så var der ellers japaner gymnastik for alle pengene.
Efter lidt tid var det blevet tid til tilskuergymnastik, så en kvinde satte sig på en stol midt på det store gulv, og så skulle vi ellers bare følge hendes instrukser. Derefter fortsatte gymnastikken for fulde drøn igen. Jeg sad med mit kamera og filmede et rigtig godt hold, men pludselig henvendte en dame sig til mig og sagde at jeg ikke måtte filme derinde. Man skulle nemlig have tilladelse til at tage billeder og filme, hvilket jeg ikke havde (skod regler). Lidt senere kom der et staff-medlem hen til Esben og bad ham tage fødderne fra sædet, så det måtte man altså heller ikke. Så vi følte os lidt sat i bås i forhold til hvordan en dansk gymnastikopvisning ville foregå. Vi trak lidt på smilebåndet og vendte så ellers blikket på gymnastikken igen.
Pludselig var klokken blevet 16.30 og vi skulle mødes med eleverne udenfor. De fik lidt beskeder og så satte vi os ellers indenfor igen og så noget mere gymnastik i den fantastiske hal. Da klokken var 18.15 var det blevet tid til, at få styr på de sidste detaljer og så en lille opvarmning inden eleverne skulle stille sig klar til at gå på gulvet. Vi skyndte os op på tilskuerpladserne for at se opvisningen derfra. Og pludselig blev det annoncere, at eleverne fra Jiyu Gakuen skulle på gulvet og, at det var to elever fra Ollerup i Danmark ved navn Esben og Sofie som havde stået for undervisningen - wuhuuu!
Og ja… Alt gik efter planen, vores elever gjorde det rigtig godt og vi var begge pave stolte og det virkede til, at de også selv havde en god fornemmelse i maven bagefter. Vi havde købte danske småkager og svenske brunkager til dem som tak for en flot opvisning, så det hele sluttede rigtig godt af.
Og som alle ved, ja så er det jo den første søndag i advent i dag, så jeg gav Elle en adventsdekoration, bestående af et lys proppet ned i en skål med ris og plastik gran. For ægte gran, ler eller oasis er ikke til at støve op i dette land, og så man må jo gå på kompromis. Men her stopper julehyggen ikke for i dag.
For da jeg kom hjem åbnede Moe og jeg de adventsgaver, som min danske familie havde sendt til mig i sidste uge. Moe fik en chokoladejulekalender, julestokke og et honninghjerte, og jeg tror Anz får det samme, når hun kommer hjem i morgen efter at have besøgt hendes bedsteforældre i Okayama. Jeg fik også en chokoladejulekalender, en skrabejulekalender, en nissehue, et kalenderlys (som heller ikke findes i dette land) og gran. Frisk gran - mmmmmmm!!! Den duft havde jeg nær glemt, så jeg fik helt tårer i øjnene og Moe var nervøs for om der var noget galt. For de traditioner vi har i den danske jul, findes bestemt ikke her, hvilket jeg virkelig savner og glæder mig til, at komme hjem til. Så der sad jeg med en nissehue på hovedet, julekalender i den ene hånd, kalenderlys i den anden hånd og duften af gran i luften.
Mange tak for gaverne.
- comments