Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag d. 16. september (Sofie)
Så skal der laves sushi
I går havde jeg forberedt mig på at skulle undervise i tre timer i dag og lære kølleserien (det som er færdig af den indtil nu) videre til de to ledere. Så dagens program så ud til at være godt fyldt op, men det skal jeg ellers love for blev ændret!
Jeg skulle have haft to morgentimer, to fritimer/kigge på timer og så en time over middag + køllehalløjet. Da jeg så for en sikkerheds skyld spørger Snöffelmor, om hvor jeg skal have timerne henne, forklarer hun mig, at jeg kun skal have den første time, 2. time er åbenbart Esbens drenge time og timen over middag er endnu en kiggetime for mig. Så jeg fik ringet til Esben i en fart og fortalt ham, at en time senere skulle han undervise drengene. Jøses da….
Den første time jeg skulle have, ville der kun være fem elever, havde jeg fået at vide, men da jeg mødte op til timen kom der kun fire, da den ene var syg. Så nu stod jeg her med fire japaner piger på 13 år, som ikke forstod en klap af hvad jeg fablede om. Jeg prøvede ellers, at lære deres navne (hvilket jeg klokkede gevaldigt rundt i) for at løsne lidt op for det her lidt stive lærer/elev forhold. Det fungerede ikke rigtig og deres ansigts udtryk ændrede sig ikke spor hele timen igennem, selvom jeg prøvede at variere inden for gymnastikken. Men jeg havde en god time og fik sved på panden, så håber også de bare havde lidt ´fun´ - som var det eneste ord, jeg tror de forstod hele den time.
Nu havde jeg så egentlig fri resten af dagen indtil kl. 16, hvor jeg skulle lære kølleserien videre. Her brugte jeg tiden inden middag på at forberede mig til dagen i morgen, hvor jeg skal undervise danse-klassen. Det glæder jeg mig helt vildt meget til, for de er nogle ret seje piger!
Ellers bagte jeg jo kagemand til Esben den anden dag, hvilket jeg fik tre af pigerne til at hjælpe mig med. Igen oplevede jeg det japanske køkkens kultur og blev forundret over hvordan de håndterer bakterier. Den ene af pigerne blev sat til at slå æg ud i en skål, hvorefter skallerne bare blev liggende på bordet. Hun vaskede ikke rigtigt hænder inden hun begyndte på næste projekt, nemlig at pynte kagen. Da vi skulle rydde op, tog en af de andre piger så æggeskallerne og smed dem ud og nej heller ingen håndvaskeri her. Jeg tror bare, jeg skal lære at leve med det og håbe på ikke at blive syg. Pigerne pyntede kagen, hvilket tog 25 min. men så blev den også super flot. Derefter spiste vi vandbakkelser, alle 19 piger og jeg forklarede vældigt om hvordan vi havde kreeret disse "funny cakes", som pigerne kaldte dem.
I aften havde Kyoko indbudt til fødselsdagsfest for Esben, så Yasuko og jeg ankom ved 6-tiden. Da stod Esben med en vifte og viftede løs imens Kyoko rørte rundt i nogle ris. Dagens menu var sushi, så de var ved at forberede risene. Først fik vi en plade tang hvorpå vi smurte et tyndt lag ris udover også wasabi og sidst men ikke mindst et stykke fisk. Her var laks, rejer, tun og to andre slags fisk og avokado, svampe, agurker og selvfølgelig soja. Det smagte ret så godt og vi blev alle mætte efter at have siddet og hygget med at lave egne sushi ruller. Efter det lækre måltid satte vi os ind i stuen og spillede et spil klodsmajor, hvilket krævede stor koncentrationsevne fra både os to danskere, englænderen og de to japanere. Herefter blev kaffen serveret sammen med en klat budding og her blev udvekslet japanske og danske gloser, hvilket endte med at Yasuko og Kyoko var flade af grin over os. Ovenud en rigtig dejlig aften i hyggeligt selskab.
- comments
BG Det lyder jo til, du har det helt fantastisk i japaner-land.. Så lige dine højskole-tøsers kølleserie på face i dag - det er jo konge. Med hensyn til hygiejne, så tror jeg ikke du ville være så bekymret for japanernes som hvis du havde set vores negerkøkken :D Men sålænge vi begge kommer levende hjem igen går det hele vel nok, ikk?