Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag d. 6. oktober (Sofie)
Den store generalprøve…
Den store gymnastikfestival nærmer sig med hastige skridt og i dag var så dagen for generalprøven. Vi har ikke helt vidst hvad denne gymnastikfestival ville gå ud på, men i hvert fald at der ville være meget publikum, opvisninger og selvfølgelige faste traditionelle måder at gøre tingene på. Så da vi mødte op i morges havde man i hver af de to hjørnerne på den store græsplæne placeret et kamera + to kameraer lige på fronten og så var der ellers diverse lærers kameraer osv. Så vi snakker altså noget lignende TV2s dækning af et kongeligt bryllup med alle de kameraer. Dette kan sikkert kun blive endnu vildere på lørdag når den egentlige festival dag løber af staben. De foregående dage har eleverne og lærerne gået meget op i hvordan vores program var sammensat og hvordan vi havde tænkt os ind- og udgangene skulle foregå. Så selvfølgelig var der styr på alt da dagen startede. Måske er det bare denne her skole, men de elsker at have styr på alt og give så mange beskeder, at jeg tror elevernes ører snart falder af.
Efter en lang indmarch med alle eleverne fra børnehaven, elementary school, junior high, high school og college begyndte selve opvisningerne. Børnehaven lagde hårdt ud med en omgang børneagility, som altid er utrolig sjovt at være tilskuer til. Børnene forstår ikke så meget, så pædagogerne løber/snöfler rundt og fløjter og råber af børnene - ganske morsomt. Derefter kom elementary school og sådan fortsatte programmet. Pludselig var vi kommet til mine kølle piger… Jeg var mere end nervøs og meget spændt på om det hele nu ville gå okay. Og det gjorde det! Det kunne have gået meget bedre, men også meget dårligere, så jeg gik hen til pigerne efter opvisningen med et stort smil på læben. Esbens drenge klarede sig helt fantastisk godt og de kunne bare deres ting - det var super fedt!
Efter middag var det så vores college elever, som skulle lave opvisning. Esben og jeg stod oppe foran musikken og smilede over hele femøren. Det var så fedt, og stoltheden var svær ikke at se. Lige inden de skulle på gulvet havde vi hvis begge samme følelse som når man selv skal på gulvet bare x 100! Sommerfuglene fløj rundt indeni os, men alt gik super godt. Efter hele opvisningsprogrammet var nået igennem skulle de forskellige lærer sige noget omkring opvisningerne. Her blev sagt meget omkring deres ind- og udmarch (det skal bare være i orden her) og så blev der givet ros til de gode hold. Desværre fik Snöffelmor ikke meget ros, selvom hun har hele fire hold - måske hun skal prøve at fornye sig lidt… Dette snakkeri tog godt og vel en halv time, så sølle elever der skulle sidde og høre på alt det, hvilket de jo sikkert har glemt på lørdag. Vi fik også stukket mikrofonen i hånden og sagde kort mange tak og kunne igen ikke lade være med at skjule vores stolthed. Efter sniksnakken skulle Esben træne med tumbling holdet og jeg skulle træne med nogle af køllepigerne.
I morgen skal vi have college eleverne fra morgenen af og om eftermiddagen skal eleverne så vise deres opvisning for hinanden. Fredag skal hele skolen gøres rent og lørdag er den store gymnastik festivals dag!
- comments