Tirsdag d. 2. november (Sofie)

Verden er af lave

I dag havde vi første time kl. 10.45, så vi kunne begge sove længe, hvilket selvfølgelig var skønt. Da vi ankom til skolen fortalte Yasuko og Snöffelmor os, at der i går havde været problemer i den klasse vi skulle til at have (Junior high 1. klasse (de 13 årige piger)). Derfor var Yasuko og Snöffelmor lige nød til at bruge fem minutter af timen på at snakke med pigerne. Det var selvfølgelig helt fint med os, så vi satte os lidt ud i siden og ventede ellers på at de skulle blive færdige med at snakke. Der gik 5 minutter, ja 20 minutter, så var der gået 35 minutter og pludselig efter 40 minutter var de færdige med at snakke. Snöffelmor kom hen til os og undskyldte og sagde, at nu kunne timen starte. Det skal lige siges, at timerne vi har, er 45 minutter, så nu havde vi altså 5 minutters undervisning. Vi bad om at eleverne kunne få fri, i stedet for at starte en helt masse op. Snöffelmor gik så tilbage til elevflokken og Yasuko og forklarede at de havde fri. Men ingen af elever gik. Efter 10 sekunders pause startede problem(løsnings)snakken så småt op igen, og de fortsatte 10 minutter mere.Heldigvis skulle vi have en anden klasse, så denne "problem"-klasse blev nød til at forlade hallen, så vi kunne komme i gang med undervisningen.

Efter at have siddet stille og lyttet på én elev af gangen havde rejst sig op og forklaret et eller andet, var vi selvfølgelig nysgerrige om hvad problemet egentlig var. Yasuko fortalte så, at en af de kære elever havde i går til kalligrafi timen forklaret, at hendes kalligrafi var blevet væk, og hun derfor ikke havde det med til timen. Men nogle af de andre elever mente ikke, at pigens kalligrafi var væk og Yasuko mente også at pigen løj. Så derfor skulle der findes ud af hvad der egentlig var sket med kalligrafi tegningen og hvem der havde ret. WHAT???? Esben og jeg var ved at tabe hele underkæben. De havde simpelthen siddet og diskuteret en piges grund til hvorfor hun ikke havde medbragt dagens kalligrafi tegning. Det er jo grotesk, at der skulle bruges tid på sådan noget og så endda gøre det til et fælles klasse problem. Så fra sådanne småproblemer, er der altså langt op til de helt store verdensproblemer.

Efter chokket over problemstillingen kunne vi gå i gang med undervisningen af junior high 3. klasse, som består af 40 teenagepiger. Timen gik udmærket og vi kunne i ro og mag gå til middagsmad.