Profile
Blog
Photos
Videos
Juleaften?! Øh, hvad er det? Ingen julepynt, 35 graders varme, og folk, som render rundt og råber "merry Christmas" - det er så mærkeligt. Da vi vågnede tog vi bussen ind til Medina, som er en større by. Derinde fik vi hævet kontanter og tog så bussen tilbage til Dodowa, som ligger 15 min. fra, hvor vi bor. I Dodowa ligger der et lille hotel med swimmingpool og internet. Wuhu! Så kunne vi få ringet hjem og sagt "god jul". Både Cecilie og jeg havde det ret svært efter vi havde snakket med vores familier i Danmark. Det er vores første jul væk fra dem, og det er en meget underlig følelse, men vi hjælper hinanden igennem det, så godt vi kan. Da vi kom tilbage til vores by, købte vi noget lækkert frugt, og så mødte vi nogle børn, som går på skolen. Vi så deres lille landsby, og hold nu op, hvor skal vi være glade for, at vi bor hos Franklyn, som har et hus, og ikke i en lerhytte, selvom den er praktisk, når der er så varmt. Da vi kom tilbage sad vi på terrassen med F og V, mens de to piger fejede blade op. Jeg havde det sgu ret skidt med, at de skulle ordne det arbejde, men selvfølgelig skal de også deltage i hverdagen hernede. Det er nok bare mig - børn og dyr skal bare have det bedste! Men jeg kan virkelig mærke, at F og V er gode ved dem, så det gør mig rolig. Efter deres arbejde fik de begge lov til at spille "minion rush" på min telefon. De var meget begejstret, og selvfølgelig skulle de have en lille bonus for deres, efter min mening, hårde arbejde med bladene ;-)
Inden julemiddagen ville jeg gerne i et bad, men der var ikke mere vand i deres tank, så pigerne og jeg hentede vand ved skolen, og de to små piger bar det tilbage på hovedet - imponerende. Men lige inden jeg skulle i bad, eller i bad er så meget sagt, jeg skulle vaske mig i en balje, hvor vandet lugtede af muggen r…, så gik lyset i hele huset. Så på med min pandelampe (som jeg har fået af min bror og hans kæreste Nadia - uundværlig) og så gik vaskeriet ellers i gang. I kan lige forestille jer det, ik ;-)
Julemiddagen bestod af and, kartofler, brune kartofler, salat og brun sovs. Men da vi skulle spise, gik strømmen selvfølgelig igen. Pandelampen blev endnu engang vores redning ;-)
Senere på aftenen gik F og V i seng, men jeg sagde til de to små piger, at de gerne måtte blive oppe ved os, hvilket de gjorde. Vi fik dansk slik, så tegnefilmen "op", og så spillede pigerne lidt mere på min telefon. Efter dette trak jeg mig ind på værelset, hvor jeg havde to gaver med fra DK. Den ene var et dejligt kort fra min mor og far (hold da op, hvor det rørte mig) samt et vedhæng til min halskæde - så fint! Den anden gave, var et familieophold fra min bror og hans kæreste, som vi alle skal på til April. JEG GLÆDER MIG!
Da jeg havde åbnet pakkerne og læst kortene, havde jeg i den grad brug for lidt luft (samt papir til øjnene), så jeg hoppede ud på terrassen, hvor dyrene lå.
Ved F og V bor der tre katte (en stor og to killinger) og to hunde udenfor. Hundene fungerer som vagthunde. Det er dog ikke lykkes mig endnu at komme tæt på dem. De er meget sky. Men jeg har to måneder til det, så mon ikke, at det kommer … eller måske kan de bare ikke lide hvide mennesker ;-) Jeg fik i hvert fald et godt grin, da jeg flere gange prøvede at få fat i de skide hunde, men hver gang løb de 5 meter væk og gøede helt sindssygt ;-)
- comments


