Profile
Blog
Photos
Videos
I går gik jeg allerede i seng kl. 19.50 og efter 10 minutter faldt jeg i søvn. Varmen i går havde slået mig helt ud af den. Ved en 22-tiden vågnede jeg, og var nødt til at tage mit myggenet på, da én eller anden åndssvag myg, havde gået helt amok på min hånd. Så i dag er den godt nok hævet og øm.
Kl. 6 stod C op, for hun skulle ringe hjem til sin søster og ønske tillykke med fødselsdagen. Da jeg vågnede kl. 7, snakkede vi om, hvor svært det var at være hjemmefra, når man vidste at familien hyggede derhjemme. Det samme oplevede vi juleaften. Det var ikke fordi nogen af os, var i julestemning, men det var mere tanken om ikke at være en del af det, som skete derhjemme. Vi blev hurtigt enige om, at det var godt jul og nytår var veloverstået J
Hver onsdag bruger hele skolen en halvtime om morgenen på at synge og bede bøn. Vi startede derfor først kl. 8.50. Det er så frustrerende, at der altid kommer noget op, så vi ikke kan starte til tiden - så bryder bussen sammen, så møder eleverne ikke op, fordi de skal hjælpe til derhjemme, så er der morgensang, som alt efter humør kan vare fra et kvarter til en halv time, så holder de lige et lidt længere frikvarter, fordi "madmor" kommer for sent, og derfor bliver frokosten lavet senere, så samler Vagn penge ind til betaling for skolen, hvilket han gør, når han henter eleverne, så hele bussen bliver forsinket, så er en lærer nødt til at gå, fordi hans mormor ringer og har brug for hjælp derhjemme osv. Ja, der kan komme mange ting op i løbet af en dag ;-) C og jeg lærer i hvert fald at være omstillingsparate.
Idræt i class 3 og 5 gik godt. Class 5 skulle i dag selv stå for opvarmningen. Den første gang vi gjorde det, kunne de slet ikke finde på noget, men i dag var de fyldt med idéer til øvelser. Det hjalp også, at deres lærer ikke stod bagved dem og fortalte dem direkte, hvad de skulle gøre.
I class 1 skulle vi have religion. Jeg brugte nok 15-20 min. på en dreng. Han kunne ikke læse, skrive eller forstå engelsk. Det var så svært at forklare ham, hvad emnet gik ud på. Han fik godt nok skrevet det, som stod på tavlen, men det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad det var. Sådan en dreng burde jo have ekstra hjælp, og han burde have én ved siden af ham, som kunne oversætte fra hans sprog til engelsk. Men det koster penge, så det har forældrene ikke råd til. I class 3 havde jeg en dreng, som ikke vidste, hvad et stykke papir og en blyant var. Så er der altså lang vej ..
I class 3 prøvede vi en ny øvelse, som hedder "quiz og byt". Eleverne får hvert et spørgsmål med svaret på bagsiden. De skal så gå rundt i mellem hinanden, stille spørgsmålet, svare rigtigt og bytte kort. På denne måde får alle lov til at svare på spørgsmålene, som omhandlede dét, vi har snakket om i de sidste par lektioner. Det gik vildt godt. Eleverne var glade for at komme op og bevæge sig, og vise de andre fra klassen, at de kunne svare rigtigt. Desværre var deres egen lærer gået. Jeg ved faktisk ikke, hvad hun skulle, men hun virkede ikke interesseret i undervisningen. Hun burde have set, hvor gode hendes elever var.
Til middag fik vi (sjovt nok) ris med kylling. Det smagte godt, og gav en smule energi til sidste time J Vi lavede skuespil i class 4 og sluttede af med en quiz. Eleverne var en smule mere støjende, fordi de gik op i quizzen og alle ville selvfølgelig vinde. Deres lærer prøvede flere gange at få dem til at tie stille. Til sidst måtte jeg gå ned til ham og forklare, at når vi lavede den slags øvelser, så ville der automatisk være støj, men det var en god støj, for alle var aktive. Han så ud til at forstå det, og blandede sig ikke mere.
Derudover har jeg fundet en lille dreng, som jeg skal have puttet i min kuffert, inden jeg tager hjem. Han går i børnehaven, og hver gang han ser mig om morgenen, løber han, i sine alt for store puma sko, over skolegården og giver mig et kæmpe kram. Jeg skal altid se hans store, oppustet mave, og så fortæller han mig, hvor meget han kan spise på en dag. Han er simpelthen for sød ;-) Efter jeg er gået igen, råber han "bye bye Madam Anne" og vinker helt vildt. Så nu skal jeg bare have fundet en måde at smule ham hjem på ..
Det er virkelig eleverne, som får mig til at smile hver dag, og som giver mig troen på, at de får noget ud af vores besøg.
Vagn spurgte mig tidligere, om jeg ikke ville køre med skolebussen til Dodowa. De har haft mange problemer med eleverne på denne strækning, fordi de ødelægger bussens sæder med barberblade. Selvfølgelig ville jeg det. Jeg tog med, så jeg kunne holde øje med dem. Det gik smertefrit. Men da vi nåede til Dodowa, brændte bussen sammen. Vi fik to fyre til at skubbe den i gang sammen med C og jeg. Da vi endelig fik den i gang, var den ene fyr hurtig til at tage min hånd og sagde, at vi skulle af sted sammen. Jeg var slet ikke i humør til deres påtrængenhed, så trak min hånd tilbage og hoppede ind i bussen. Vi nåede dog kun et par meter, inden koblingen sad fast. Vagn var nødt til at følge én af eleverne hjem, og de andre 4, som vi manglede at sætte af, kunne heldigvis selv gå hjem. Da Vagn endelig kom tilbage, besluttede C og jeg os for at tage en taxa tilbage til huset. Vi skulle købe ingredienserne til aftensmaden med hjem, så det var bedre, at vi tog hjem med dem, så F kunne begynde på maden. Jeg havde tidligere spurgt F, om hvad vi skulle have til aftensmad. Hun sagde, at jeg selv måtte bestemme, så mit valg blev helt klart "plantains" (bananstykkerne), sweet potatos (søde kartofler i friture) og så gav jeg hende lov til at bestemme kødet. Hun valgte at lave fisk til L Åh, ikke mere fisk til min mave…
Vagn blev tilbage ved bussen. Han havde fået fat i en mekaniker, efter vi havde taget af sted, som kunne reparere den. Men hvor længe det holder, vil tiden vise .. Han kom hjem ved en 21-tiden, og var godt træt efter en meget lang dag.
- comments
Birthe Schou Hvor varmt er der i Ghana nu?. Her er der sne. Emilie og jeg var på indkøb i dag, vi frøs og syntes vi skulle have fastelavnsboller med hjem til kaffen. Man siger ude er godt, men hjemme er bedst. Helt sikker på, at vi er rigtig mange der glæder os til du er hjemme hos os igen. Pas rigtig godt på dig selv. De kærligste hilsener