Jeg lægger bloggen op i dag for fredag, da jeg ikke kommer i forbindelse med internettet, før jeg er i DK igen (:

Vi skal køre fra F og V kl. 16, så vi har god tid, til at komme til lufthavnen. Det kan nemt tage 3 timer derud pga. fredagstrafik. Kl. 21.50 flyver vi fra Ghana og kl. 5.50 (ca.) lander vi i Amsterdam. Derfra skal vi vente indtil flyet letter kl. 10, og vi rammer Aalborg kl. 11.15 (:

C og jeg har ikke planlagt noget for dagen. Ikke andet end at sove længe, pakke det sidste, tage et bad og så af sted (:

Det er helt underligt at skrive det sidste indlæg i min blog. Alt i alt har jeg skrevet 65 sider i word. Det er vildt, men selvfølgelig er det også over 2.5 mdr.. Jeg glæder mig, til at finde den frem om noget tid, og læse det hele igennem, så jeg kan mindes turen.

Det har været en tur fyldt med udfordringer. Jeg har virkelig overskredet nogen grænser. Men det har været det hele værd. Folk derhjemme sagde til mig, at jeg ville komme til at lære mig selv bedre at kende efter sådan en tur. Og de fik ret. Jeg har i den grad fundet ud af, hvor mine grænser går, og hvor stærk jeg egentlig kan være. Det har ikke altid været let at se på eleverne blive slået, og være tilskuer til så mange sørgelige skæbner, men i disse situationer har det været så vigtigt at tænke på, at vi har gjort, hvad vi kunne, for at eleverne har fået 6 gode uger. Vi har kørt en anden undervisningsform, hvor de er blevet mere aktive i timerne, de har fået nyt legetøj og nye redskaber til de kedelige frikvarterer i skolegården (både via lege, som vi har lært dem, men også fra den store donation fra DK). Vi har gjort deres morgensamlinger lidt mere spændende ved, at de nu kan bruge trommer og tampuriner, og ikke mindst så har vi oplevet 120 glade børn hver dag. Så kan vi vist ikke bede om mere. Der er mange ting, som burde være anderledes hernede, men på de få uger, som vi har haft, er det desværre ikke nok at ændre en hel skolekultur.

Oplevelserne, vi har haft udover skolen, har også været fantastiske. Vi har virkelig fået set meget af landet og kulturen. Så alt i alt har det været en vellykket tur!

Dét, som jeg tager med herfra, er også et kæmpe skulderklap til mig selv. Jeg er virkelig en tryghedsnarkoman og ikke god til at undvære min familie, venner, kæreste og hund. Men jeg gjorde det sgu. Da jeg kom herned d. 23 december, var jeg klar til at pakke kufferten og rejse hjem igen. Jeg tænkte virkelig "Anne, det hér klarer du ikke". Men jo, det gjorde jeg. Så når jeg står i Amsterdam lufthavn, kommer jeg nok til at stå med et kæmpe smil på, for jeg er ret stolt af mig selv.

Men jeg vil til at slutte af nu. Til sidst vil jeg gerne takke jer alle sammen, for at have gidet at læse min blog og følge med i min tur, og ikke mindst de tanker, som jeg har gjort mig. Det har virkelig betydet meget at vide, at dem derhjemme stadig er der for én, selvom man er langt væk hjemmefra. Så tusind, tusind tak!

.. Og ja, så ses vi snart i DANMARK :D Hvor der er familie og kæreste, som står klar, til at tage imod mig, pålægsbord til frokost og vand i vandhanen - amen, det er jo fantastisk ;-) Vi ses snart - JUHU!

Kæmpe knus, fra som I nok kan høre, en meget glad Anne (: