Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde aftalt at mødes kl. 7.30 til morgenmad. Da vi kom ned i receptionen, kunne vi ikke finde noget personale. Vi overvejede bare at tage vores tasker og gå, for de havde ingen oplysninger på os. Men vi blev og ventede, og lige pludselig kom hele personalet tilbage. De havde da bare været oppe i byen, for at hente morgenmad til dem selv. Vi fik betalt, og besluttede os derfor for at finde morgenmad på vejen. Vi fandt dog kun en tankstation, hvor pigerne fik købt lidt juice og yoghurt. Derefter skulle vi sige farvel :( Vi fik givet hinanden et stort knus, og sagde tak for denne gang. Pæd. skulle videre på Art marked og så hjem til F og V. De rejser hjem til DK d. 1/3.
C og jeg smed taskerne på ryggen og fandt en bus til en større busstation. Da vi ankom, ville vi finde noget morgenmad. Vi fandt et gadekøkken, hvor en sød afrikaner lavede æg og brød til os. Vi sad bag hendes lille bod på plastikstole - så hyggeligt ;-) Jeg spurgte om hun havde kaffe, hvilket hun havde. Så tog hun et krus frem, skyllede det i kogt vand og hældte kaffe deri. Hernede drikker kunderne vist af samme krus ;-)
Efter morgenmaden tog vi en taxa til stationen. Vi fandt hurtig en god VIP-bus til Kumasi.
Igen startede turen med, at præsten prædikere for os og hele bussen sang sange om Jesus.
Vi stod af i byen Ejisu og tog en taxa til "The Green Ranch". I går havde jeg ringet til ejeren for at bestille værelse, da vi kunne læse os frem til (i Louises guidebog), at der kun var to værelser. Ejeren ville have et værelse klar, og sendte derefter ruten samt priserne på transport til os på SMS. Virkelig pænt af hende. Vi vidste derfor, at vi kun skulle give 40 cedi fra Ejisu til hotellet.
Nå, men taxamanden kørte os herop. Naturen var virkelig flot og grøn, og det meste af vejen havde vi udsigt til en stor sø.
Da vi ankom til vores hotel, skulle vi køre op af en meget stejl bakke. Da vi nåede enden, så vi et lille hus i to etager, hvor der var en terrasse ud fra hver etage. Vi skulle bo på den nederste. Da vi trådte ind i værelset, blev vi virkelig overrasket. Der var et lille værelse, hvor der var lavet et trin op i sten, så værelset var i to plan. På det nederste plan stod sengen, og på det øverste var toilettet og en stor bruser. Det er lidt svært at forklare, men det så fedt ud ;-)
Da vi begge havde været i bad, satte vi os op på den øverste terrasse og fik lidt at spise. Restauranten laver kun vegetarretter, så vi fik en lækker salat og grøntsager (samt øl selvfølgelig ;-)
Efter vi havde spist og nydt udsigten, gik vi os en tur. Der lå et par små landsbyer helt nede ved vandet, som vi gik igennem. Børnene løb efter os og spurgte hvad vi hed, og forældrene grinede og vinkede. Vi fik også set børnene lege med hjul og pind. Præcis som man ser i udseendelser fra Afrika (:
Vi fik i hvert fald gået en god lang tur og set området. Da vi kom tilbage, smed vi os på værelset i en times tid. Derefter gik vi op til ejerne af hotellet, for at aftale program for i morgen. Hotellet hedder som sagt "The Green Ranch", da de har en 10-12 heste, som går og græsser foran huset. Planen er, at vi skal ud at ride på dem i morgen (: Det bliver en guidedtur på 9-10 timer, som kommer til at foregå langs søen.
- comments


