Profile
Blog
Photos
Videos
Denne her gang har jeg skrevet søndag og mandag sammen, da vi ikke lavede det helt store i går. Vi blev hentet på hotellet af vores "privatchauffør" og kørte så til bussen. C havde dog en aftale med en kunstner, som skulle have hendes billede klar til om formiddagen, men da hun skrev til ham, for at fortælle, at vi var på vej, svarede han, at han var i kirke. Man kan dog heller ikke lave nogen som helst aftaler med folk hernede! Så hvordan hun får fat på billedet, har vi ikke fundet ud af. Han ville evt. sende det med en bus til Accra, og så kunne vi hente det dér. Nu må vi se.
Vi kom med en virkelig god bus hjem, så turen gik faktisk hurtig. Da vi kom til Kanesie, skulle vi skynde os med en bus til Madina. Det var jo søndag, så der var ikke ret mange busser, der kørte. De holder virkelig søndag hellig. Hverken butikker eller de små boder har åbent den dag, og trafikken er meget mere behagelig, da der heller ikke er ret mange biler på vejene. Apropos trafikken: hvis der er noget, som de bruger uafbrudt, så er det deres "dyt-horn". De dytter af alt! Både når de vil forbi andre biler, når bilen foran ikke kører præcist, når der bliver grønt lys, når der kommer en ged gående 500 meter længere nede af vejen, når taxaerne kører forbi og enten vil fortælle, at deres taxa er fuld, eller at den er fri, så dytter de også. Derfor er det altid så forvirrende at gå inde i de større byer, fordi de dytter og råber ud af vinduerne. Afrikanerne har generelt masser af tålmodighed (til tider alt for meget), men i trafikken skal det bare gå hurtigt. Måske de skulle gemme lidt tålmodighed til når de sidder i bilen, og så være lidt mere effektiv, når de udfører alle de andre daglige pligter og ikke mindst møde til tiden og holde deres aftaler ;-)
Da vi kom hjem, skulle F i kirke kl. 18. Hver 3. uge er der en anderledes gudstjeneste, som foregår om aftenen.
Vi spiste derfor selv med pigerne, da Vagn var ude at gøre bilen ren. Efter aftensmaden spiste vi kiks, gættede reklamer og hyggede med Edith og Prisella.
Mandag morgen gik det løs med to idrætstimer og derefter tre timers religion. I idræt skulle de blandt andet lege en lege, som hedder "træk gulerødder". Det går ud på, at de ligger på maven i en cirkel og holder fast i hinandens hænder. Der er så valgt en "landmand", som skal trække én af gulerødderne ud. Hvis man ryger ud, bliver man landmandens hjælper.
Det tog C noget tid, om at få eleverne til at ligge sig ned på jorden. Det var ikke fordi, de ikke ville, men derimod fordi de var nervøse for, at enten lærerne eller deres forældre ville sige noget til deres beskidte tøj. Jeg fortalte dem, at vi nok skulle børste støvet af bagefter, og at de hellere end gerne måtte sige, at det var os, som bad dem om at lege legen. Da klassen endelig kom ned at ligge, gik legen i gang. Jeg har aldrig set dem hygge sig så meget. Efter 5 minutter, var de fuldstændig ligeglade med, at de blev beskidte. De grinte og hyggede sig sammen som klasse.
Religion gik også godt. Men da jeg skulle læse en ny bibelhistorie højt for class 1, blev jeg så forstyrret fra den anden klasse. Deres klasselærer gennemgik noget på klassen, og hun fik eleverne til at sige efter hende (den samme metode, som de bruger hver dag). Der er kun brædder af bambus imellem hvert lokale, så man kan høre alt, hvad der foregår ved siden af. Jeg blev derfor nødt til at stoppe min undervisning. Vi gik derfor ud og fandt et sted i skyggen, så jeg kunne læse op. Inden timen sluttede var jeg dog nødt til at give klassen en opsang, for de havde været meget ukoncentreret i dag. Både C og jeg fortalte dem, at alle de små afbrydelser vi hele tiden var nødt til at tage, gjorde også, at vi havde mindre tid til at hygge os. Vi henviste også til de klasseregler, som vi havde lavet sammen med dem, hvor én af reglerne blandt andet gik ud på, at man skulle være stille og koncentrere sig i timen. Det så ud til, at de forstod budskabet, men lad os nu se næste time ;-)
Religion i class 5 var underholdende. Klassen begyndte lige pludselig på at synge "jeg er en lille undulat". De havde lært sangen fra det lærerhold, som var hernede sidst år. Klassen spurgte os, om vi ikke ville lære dem flere danske sange. Selvfølgelig! Så planen er, at vi gør det i næste time. Hele timen sad klassen udenfor og arbejdede med cases i grupper.
Da vi var færdige med undervisningen, gik vi ind for at forberede resten af ugen. Vi kan nu begynde at forberede længere fremad, da vi har en bedre fornemmelse af, hvor meget hver klasse kan og kan nå på én lektion.
C ville gerne på nettet, så vi tog en taxa til Dodowa. Da vi skulle af sted så vi, at bussen var brudt sammen igen, igen, igen. Vi tilbød at tage nogen af børnene med til Dodowa. Vi endte så med 16 børn, for de kunne da sagtens være i to alm. biler. Haha, åh Gud! Så vi fik stoppet ungerne ind og kørte af sted med dem. De blev sat af derhjemme, og vi tog samme taxa tilbage til internetcafeen. Vi endte med at sidde der i et par timer, da både nettet og strømmen var så ustabilt.
Derefter gik turen hjem til kartofler, kød og sovs - god dansk mad ;-)
- comments