Det er i dag, den rigtige juleaften bliver fejret i Ghana. Vi stod op kl. 5.30, da vi skulle være i kirken kl. 7, for at se den ene af pigerne optræde med sang. Hver søndag tager F og V i kirke, og selvfølgelig også til højtider, såsom jul. Hele kirken blev hurtig fyldt med virkelig velklædte folk - både børn, kvinder, mænd og ældre. Alle havde deres fineste tøj på, så Cecilie og jeg følte os helt forkerte, da vi ikke havde gjort så meget ud af os selv. Selv gudstjenesten varede ca. 2 timer. Det var en helt anden gudstjeneste end den, som vi kender fra Danmark. Når der blev sunget, rejste folk sig op, dansede, sang og levede sig virkelig ind i stemningen. De forskellige "indslag" bestod af:

- Sang

- Præsten gik rundt og hilste på alle i kirken (ca. 150-200 mennesker)

- Folk kunne give gaver eller penge, som så gik til de fattige

- Prædiken, som vi kender fra DK

- Alle i kirken hilste på hinanden ved at give hånd

- Nadver (også som vi kender fra Danmark, bortset fra, at hér skulle man selv stå i kø, for at modtage det)

- Bøn

Det var så meget liv i kirken, at de to timer, som det varede, fløj af sted. F og V forklarede, at de havde skiftet kirke, fordi de i mange kirker brugte de penge de havde, på præsten, som så boede i et stort flot hus med bodyguards og store biler, og det var ikke dét, som pengene skulle gå til! I den katolske kirke, som de nu går i, går ingen penge til præsten. Han prædiker altså frivilligt hver gang.

Derefter tog vi hjem til F og V. På vejen skulle vi sætte pastoren af ved en anden kirke, hvor en ny gudstjeneste skulle begynde. Det er generelt tydeligt, at folk er meget hjælpsomme hernede. Vi samlede også en familie med op på vejen hjem, så de var fri for at gå.

Da vi kom helt hjem, blev de to piger hentet. De skulle nu hjem til deres egen familie ind til skolen starter d. 7/1.

Cecilies og min plan var at besøge byen Medina. Vi tog derind og gik på et stort marked, hvor de solgte alt - madvarer, dyr, tøj osv. Folk spottede os meget hurtigt pga. hudfarven, så det var svært at gå forbi de forskellige boder uden, at de tog fat i os.

Senere på dagen tog vi bussen ud til Labadi Beach, som var en skøn strand med tilhørende barer, restauranter og et enkelt hotel. Dér slappede vi af med kolde drikkevarer og mad (pomfritter og kylling på grillspyd). Efter vi havde spist gik en tur langs stranden. Der var så mange, der stoppede os, fordi de ville have taget billeder med "de hvide". Det var simpelthen så underligt, men selvfølgelig fik de deres billede og et smil på vejen.

Efter en lang dag tog vi bussen hjem til F og V, som stod klar med aftensmaden, som denne gang var afrikansk. Vi fik frityrestegte bananer, ris med forskellige krydderier og noget kød, som jeg aldrig fandt ud af, hvad var. Når man har spurgt tre gange, og stadig ikke ved, hvad de mener, så nikker man bare, og ligner én, som helt sikkert forstår det ;-)

Forresten .. det er så sjovt med de små busser, for hvis man som passager mangler madvarer, vand eller hvad det nu kan være, jamen så holder bussen bare ind til side, og chaufførens medhjælper hopper ind i vejkanten og køber det, som man har brug for. Og så må resten af bussen bare vente. Tålmodighed er en god ting hernede!

Da vi gik fra bussen til F og V's hus hilste de forskellige små nabolag, som vi kom forbi, på os. De kalder os "madam" og de fleste ved godt, at vi er fra DK og skal undervise hernede - rygterne spredes hurtigt. Selvom området rummer mange almindelig huse, så er der virkelig også mange steder, hvor 20-30 små lerhytter står side om side. Hér er det meget primitivt. Sjovt, at de to forskellige nabolag kan leve side om side.

Andet nyt? Hmm, jeg har fået vildt mange myggestik! Øv. Troede ellers ikke, at myggene vidste, at jeg var hernede endnu L