Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg vågnede allerede kl. 6 i dag og besluttede mig for at stå op, da jeg alligevel ikke kunne sove mere. I idræt havde vi forberedt en ny stafet til eleverne. De skulle blandt andet gå trillebøre, bindes sammen på fødderne to og to, have en ballon på ryggen (igen to og to,), og til sidst skulle de lægge et puslespil, som vi havde lavet. Puslespillet tog længere tid, end vi havde forventet. Vi havde nok lavet det for svært. Men skidt med det, de får bare mere tid næste gang.
Class 2 kunne slet ikke finde koncentrationen i dag. Så vi måtte afbryde legen og stoppe timen. De gik alle slukøret derfra. Men som vi sagde til dem, så er det konsekvensen, når man ikke opfører sig ordenligt. Det var tydeligt, at hele klassen var meget skuffet over dem selv, så vi håber, at det gav dem stof til eftertanke.
I religion er vi nu i gang med en tegnekonkurrence i class 4 og 5. De fik derfor timen til at tegne. I class 5 skal de tegne "Adam og Eva" og i class 4 skal de tegne "Noahs ark". Det er så meningen, at vi i den sidste uge, skal male det på væggen i hvert klasselokale. Alle elever gjorde et godt stykke arbejde, men specielt 3 tegninger var super gode (den ene var dog C's tegning ;-). Vi besluttede os for at bruge alle tre tegninger og så tage noget fra dem hver.
I class 2, den klasse, som ikke havde opført sig ordentligt, gik det over al forventning. De lyttede til os og hele timen var de simpelthen så koncentreret. Inden vi gik, roste vi hele klassen. Deres klasselærer var der imens vi gjorde det. Han så så overrasket ud, fordi vi fortalte dem, at de havde gjort et godt stykke arbejde. Normalt er de jo kun vant til at høre, når de gør noget forkert.
Da undervisningen var ved at være over, fik jeg en idé. Jeg synes, at lærerne på skolen skulle have til opgave at skrive ned efter hver time de observerer. På denne måde tvinger man dem til at være inde i klassen, når vi underviser, samt man tvinger dem til at tænke over, hvordan vi underviser. Jeg sagde det til F, og hun ville gå videre med det. Hvis ikke de gør noget, for at tvinge lærerne til at lære af os, så hjælper det jo ikke en dyt, at vi er her. Jo, det hjælper på eleverne i de 6 uger, og så er det det.
Om eftermiddagen fik C og jeg lavet spørgeskemaer til evaluering i klasse 4 og 5. I Dodowa ligger der en computerbutik, hvor vi kunne printe dem ud. Vi fik dem printet, samt tog en smuttur forbi markedet, da jeg gerne ville købe nogle flere klipklappere. De koster kun 2,5 kr. stykket, så det er lige til at overkomme.
Da vi kom hjem, slappede vi af og hyggede med pigerne. Edith vil gerne med mig ud at løbe i morgentidlig, så det skal nok blive hyggeligt ;-)
- comments