Profile
Blog
Photos
Videos
GLÆDELIG JUL - Ja så blev det endelig juleaften og det gjorde det heldigvis også her:) Og jeg kan godt mærke at denne dag er speciel og dejlig at vågne til… I går fik jeg juleferie og skal først møde i børnehaven igen tirsdag efter nytår. Egentlig skulle jeg ikke have haft juleferie (Men fri d.24. og 31.december), men i onsdags da jeg var oppe på min vejleders kontor for at aflevere noget og jeg på vej ud af døren ønskede hende en glædelig jul, spurgte hun om jeg ikke ville have en længere ferie. Hun synes jeg skulle have flere dage fri til at nyde julen og hun gav mig hele næste uge fri. Wauw, dejlig overraskelse - en dejlig julegave fra hende;)
Nå, jeg vågnede i morges og tænkte: i dag skal jeg rigtig hygge mig inden vi skal mødes i aften og fejre juleaften sammen alle sammen. Jeg stod op og startede dagen hos frisøren nede om hjørnet. Når man lægger hvad der svarer til 30kr. hos frisøren, indebærer det både hårvask, hovedbundsmassage, skuldermassage i ventetiden, klipning, føntørring og (som dansker) også mange nysgerrige blikke, kinesere som ihærdigt forsøger sig med spørgsmål på engelsk ("Sorry, I speak only a little English") og komplimenter om smukke øjne, flot hår osv. Faktisk var jeg hos frisøren for lidt over en uge siden også, mit pandehår var blevet alt for langt. Men det var ikke meget hun fik klippet af, selvom jeg efter første klipning måtte bede hende tage mere af, så det trængte allerede igen nu… Men det er jo ingen sag når det ikke koster mere:) I Kina ser man næsten kun mandlige frisører og de piger der eventuelt er ansat står for hårvask, betaling o. lign. Det er nogle meget feminine mænd, alle meget unge, med sat hår og smart tøj.
På vejen hjem rundede jeg supermarkedet - jeg ville have lidt lækkert at hygge mig med i dag:)
Sidse skulle desværre arbejde i dag, hun havde ikke kunnet få fri, fordi hun havde fået en del dage fri i forbindelse med at Danny (Hendes kæreste) var her i november. Men så snart hun kommer hjem skal vi hygge og give hinanden vores julegave. Den bedste gave jeg kunne give Sidse lige nu, er nok en ny computer. Hendes er lige gået i stykker, pludselig uden at ane hvorfor vil den bare ikke tænde. Og hold fast hvor er vi afhængige af vores computere har vi snakket om, det er jo vores kontakt til omverdenen:) Og til opgaven som vi skal skrive... Øv, det er synd for hende! Men vi må deles om min så godt vi kan.
Jeg har lavet noget julepynt til bordene i aften og i supermarkedet fandt jeg noget der ligner pebernødder (De smager dog overhoved ikke sådan), men de skal så i kræmmerhusene jeg har lavet.
Nå, jeg er ved at have oplevet en hel del siden sidst jeg skrev herinde… Lad mig se om jeg kan huske det…
I sidste uge tog jeg op i fitnesscentret for at deltage på to af holdene, men efter lang tid, hvor personalet forsøgte at fortælle mig noget (Stort set kun på kinesisk), fandt jeg ud af at hvad de prøvede at forklare var, at holdene var aflyst denne aften, fordi de skulle lave et lille show ovre i supermarkedet, som reklame for nye kunder og supermarkedets fitness-udstyr. Jeg droppede træningen for at tage over i supermarkedet og se det. I en lille time underholdte de forskellige hold med et lille indslag og et par gange skulle de have frivillige op til små konkurrencer o. lign. De første "frivillige" de skulle have op, var til at prøve nogle spinning-cykler. De havde selvfølgelig set at jeg var der og tre af dem fra fitnesscentret løb ned til mig og nærmest trak mig op på den lille scene - de skulle nok holde min jakke og taske. Så der sad jeg så på en spinning-cykel midt i supermarkedet:) Det var sjovt at se deres små optrin og kunne genkende en masse fra undervisningen. Jeg sluttede turen i supermarkedet af med at handle lidt ind. I frugtafdelingen blev jeg hurtig "veninde" med en kinesisk pige, som kontaktede mig og var meget benovet over at snakke med en udlænding. Hun sagde noget i stil med at hun var meget taknemmelig for at møde mig og det var sådan noget der gjorde hendes dage mere farverig og som hun sagde, var jeg den første udlænding hun nogensinde havde talt med. Hun var meget interesseret i at høre noget om mit land og da hun så pastaen i min kurv, fortalte hun at hun altid gerne har villet købe det, for hun synes det så, så lækkert ud, men hun viste ikke hvordan hun skulle tilberede det - det kunne jeg heldigvis forklare hende:) Vi udvekslede mobilnumre og jeg har senere fået flere sms'er, hvor hun har spurgt om vi kan mødes og endnu flere tak og beskrivelser af hvor glad hun var for at have mødt mig. Hold da op! Ja, det er let at få nye venner her, hva ;)
Tre teater-ture på en uge, det er godt nok luksus! Sidste fredag var jeg sammen med flere af de andre inde og se en koncert med en masse unge mennesker som sang både kendte og ukendte musicalsange fra Broadway. Det var fint, musicalsangene er altid gode synes jeg, men det var meget amatør-agtigt og ikke en kæmpe oplevelse. Men det var en hyggelig aften, med spisning på pizzeriaet Monky King inden (De havde fået restaureret og denne aften var tilfældigvis indvielsen, så der var fuld hus og gratis drikkevarer i baren (det gjalt ikke de sodavand og vand vi købte, kun alt det stærke:)
Mandag og onsdag i denne uge var jeg alene inde og se to forestillinger. Mandag showet "Dance of Desire", som er en ny dimension af irsk dans/folkedans. Det var HELT VILDT godt!! Helt fantastisk så hurtigt de kunne bevæge deres fødder, som imens de dansede også steppede. De har turneret rundt I bl.a. Kina og mor og far fortalte at de havde set at de på DR K sendte hele showet fra da optrådte i Beijing. Har du lyst kan du se deres hjemmeside på: www.danceofdesire.com.
På vej til teatret den ene aften så jeg en dame stå og gnubbe/banke sin ryg imod en lygtepæl. Kineserne har nogle lidt sjove ting de tror på er godt for alverdens ting. Hvis i ser mig gøre nogle underlige ting når jeg kommer hjem, er det måske fordi jeg har hørt at det er godt for noget - jeg har det med at hoppe på sådan noget, tænker: Jammen det kunne da egentlig godt være;) Men meget af al deres overtro er også lige en tand for meget for mig:)
I mandags var Sidse med i min børnehave hele dagen. Vi havde knapt fået os sat i klassen efter at have lavet morgenens gymnastik ude i gården, inden læreren kiggede på os og sagde "okay" og lignende en der lavede tegn til, at nu er det jeres tur til at undervise. Om formiddagen underviser jeg som regel ikke, men.. I dag… Ja de ville gerne at vi skulle undervise børnene noget engelsk. Så op med os og …. Ja hvad skulle vi lige finde på, vi havde intet materiale med og det var total improvisation da vi startede med at sige "Hallo" og introducere os selv "My name is…" (Det var første dag i denne klasse) og så kiggede vi ellers bare på hinanden: Kan du lige en leg eller lignende? Vi lærer dem da farverne… Vi fandt klodser blandt legetøjet i rød, gul, grøn og blå. Vi gennemgik farverne og så… Hvad med den der leg: Skorsten? var der en af os der sagde. Men ingen af os kunne lige huske hvad skorsten hed. Vi fik bakset en leg sammen ala skorsten, det var i stedet for en skorsten bare en blomst, hvor man for at vinde skulle have udfyldt alle bladene. To hold og så kørte det ellers bare og børnene virkede til at synes det var sjovt. Når et barn fandt det tush-låg enten Sidse eller jeg havde gemt i hånden, klappede alle børnene, både dem på holdet men også det andet hold. Hvor var det sjovt og tiden fløj af sted. Bagefter tog læreren over med noget kinesisk.
Lige en lille historie mere fra børnehaven, godt nok slet af samme slags… Sidste fredag da børnene sad vi deres borde og bare ventede på at det skulle blive frokost-tid. Så jeg at flere børn begyndte at græde og flere sad med tårer i øjnene, hvad mon læreren lige havde fortalt dem. Jeg spurgte hende og hun løb glad ind til computeren for at skrive det i google translate, hun kunne ikke sige det på engelsk. Hun skrev at hun havde fortalt at hendes deres anden lærer permanent havde skiftet klasse og ikke kom tilbage til dem igen. Pludselig gik også hende lærer her mens hun sagde "Bye bye" til børnene og vinkede. Endnu flere børn begyndte at græde og en pige løb grædende efter hende og råbte Neeeej. Jeg talte, der sad otte børn og græd… Hvad sker der lige, tænkte jeg, sikke en dårlig joke. Jeg tog pakken med papir og gik rundt til de der græd. Til sidst gik klassens tante også, det viste sig at hun bare skulle hente maden. En joke, hmm… det var da vist lige at gå over stregen, hva...
Det kan ofte være hårdt at være i børnehaven og jeg er så glad for at have ferie en god uges tid. I går da jeg kom hjem efter en eftermiddag i børnehaven, hvor lærerne havde været så hårde mod en dreng, der havde tisset i sengen, krævede det lige en løbetur. Men at løbe her… Man skal være så opmærksom med alle de fliser der stikker op her og der, en flise det vipper, et hul osv. Man må kigge meget ned:)
I børnehaven bliver julen også fejret lidt :) En dag i denne uge kom en lærer fra en anden klasse løbende ind til mig i den klasse hvor jeg var (En klasse jeg ikke har været i endnu), hun var helt oppe og køre, for hun havde fået en ide - jeg skulle fotograferes med alle børnene i hendes klasse enkeltvis. Jeg fik en nissehue og blev placeret på en stol i et lille opsat julelandskab og med julemusik i baggrunden. Og så børnene op en og en... Og jeg lærte dem at sige "Merry Christmas". Bagefter skulle jeg havde taget billeder sammen med lærerne i denne klasse. Der blev sat hår og hende den ene lånte en vest af hende den anden, som hun så fik tilbage igen da det var hendes tur til at få taget billede sammen med mig. Sjov lille oplevelse:)
I går spurgte læreren mig om jeg ikke ville lære børnene en julesang, de sad og ventede på at frokosten skulle blive serveret, så der var lige en 10 minutters tid. Jammen… Øh.. Jo det kunne jeg da godt. En engelsk julesang.. Ja jeg kender da Dingle Bells, ja da i hvert fald omkvædet. Jeg fandt, blandt klassen musikinstrumenter, nogle bjælder og så startede jeg… Dingle Bells, dingle bells… Nogle af børnene prøvede at synge med så godt de kunne. Læreren brød ind: Børnene er for små til at lære den, vil du ikke bare synge den for dem? Jo, jeg sang omkvædet to gange og så en anden julesang… Øh.. "We wish you a merry Christmas…". Så fik jeg da lige underholdt klassen, følte mig lidt som en pauseklovn. Men hva, børnene synes at det var sjovt og de klappede i takt til det jeg sang. Ha ha :)
Tirsdag morgen lå der en video fra Anders i min mailboks. Den skulle downloades, så fik den først at se da jeg havde fri fra børnehaven den dag. Hold fast det var en dejlig overraskelse. En video med hilsner fra så mange venner og familie. Hvor er i altså bare søde! I kan tro jeg blev glad og bare SÅ rørt, måtte havde fat i toiletrullen ;) Det er SÅ dejligt at vide at folk tænker på mig her i julen, selvom jeg er så langt væk. Hvor var det bare sødt af dig Anders at arrangere alt dette for at lave denne film til mig. I kan tro jeg sender mange tanker hjem til jer alle i aften og ønsker jer alle RIGTIG GLÆDELIG JUL og som det hedder på kinesisk: Sheng dan kuai le! I går skulle alle børnene i klassen en efter en rejse sig og sige "Merry Christmas" og vinke. Men de startede næsten alle sammen med at rejse sig op kigge på læreren og sige "Sheng dan kuai le", læreren måtte fortælle dem at de skulle vende mod mig og sige "Merry Christmas". Hvor var de søde og generte, men hvor var det svært at sige for de små børn (Kun 3 år).
Jeg er begyndt at savne at komme hjem og glæder mig til at komme hjem til jer alle sammen. Jeg siger til mig selv, at sådan skulle de jo også helst blive på et tidspunkt - det er jo kun gode tegn. Og jeg ved at den sidste tid vil flyve af sted og inden jeg får set mig om sidder jeg på et fly mod Danmark:)
Ja nu er der vist kun tilbage og sige at jeg jo ønsker, at i alle skal få en rigtig dejlig juleaften! Jeg tænker på jer og drømmer mig hjem i stuen til Rikke, Mor, Far og Farmor, som i år holder jul hos os. Åh jeg ville ønske jeg lige kunne tage det næste fly hjem og være med i aften og nyde juledagene med Anders, hans familie og resten af familien på både mor og fars side...
Men jeg glæder mig også til i aften, hvor vi alle skal mødes. Og i år glæder jeg mig ekstra meget til julemaden (Alices kæreste Anders er kok og står for julemaden, som han har lovet består af and, hvide og brunede kartofler, brun sovs (Hvis han kunne finde kulør) og ris a la mande til dessert. Vi skal have pakkeleg, synge og danse om et lille plastik-juletræ. Så kan det vist ikke ligne den danske jul bedre, vi har da i hvert fald gjort alt hvad vi kunne for at det også skulle blive jul her…
GLÆDELIG JUL OG RIGTIG GODT NYTÅR (Den får i også lige igen når vi kommer tættere på nytåret)!! :)
- comments