Profile
Blog
Photos
Videos
I weekenden har jeg fået en lille snert af Danmark - på Expo i Shanghai. Dansktalende folk, billeder og videoer fra Danmark, citybikes, dansk design, den lille havfrue og dansk smørrebrød (Ikke at forglemme :) Som i kan høre har jeg været inde og opleve Expo i Shanghai. Sidse og jeg tog fra Changzhou fredag morgen og kom hjem i går aftes sent.
Først torsdag… Torsdag tog Sidse og jeg bussen ud til banegården for at købe billetter til Shanghai næste dag, fredag. Med billetterne i lommen gik vi gennem byen mod byens høje pagode (Tianning Temple), vi kunne følge den hele vejen fordi den er så høj. Ved templet ligger byens største og mest kendte park, Hong Mei Park. Her så vi flere templer og udsigten over byen fra det høje pagode tempel var vildt flot. De ofte enorme og udsmykkede gude-statuer i de forskellige templer var overvældende og utrolig smukke på deres egen måde. En stor guld buddha-figur står midt på torvet blandt templerne. Folkene beder og vifter med røgelsespinde foran statuerne. Her mødte vi flere af de andre danskere, pudsigt og rigtig hyggeligt - utroligt at mødes tilfældigt i sådan en kæmpe by. Derefter tog vi på et stort marked med masser af billige ting (Meget af det skrammel).
Fredag morgen tog vi tidligt af sted fra Changzhou for at komme til Shanghai. Vi havde reserveret senge på et hostel, så vi havde to hele dage der. Vi tog direkte ud til Expo. Det var indrettet lige som en bydel for sig med alle de forskellige landes pavillonerne, restauranter, gader m. lyskryds osv. Det var kæmpe stort og delt op i 4 zoner - vi nåede kun rundt i den ene del. Ved de forskellige pavilloner (Se billederne) var der lange køer for at komme ind. Heldigvis havde vi vores danske pas med os og vi kunne derfor komme helt foran i køen ved både Danmarks, Norges Sveriges, Finlands og Islands pavillon. Derudover så vi USA's, Caribiens og Afrikas pavillon. Det var en stor oplevelse at se Expo, men jeg følte mig mættet efter en hel dags traven mellem alle de fint udsmykkede pavilloner, selvom vi kun nåede at opleve en lille del af hele parken.
Nå jeg faldt lige i søvn - men her kommer resten af weekendens oplevelser… Det er rigtig søndag:)
Vi tog tilbage til vores Hostel om aftenen. Vi havde valgt det samme sted hvor vi også overnattede den første uge vi var i Shanghai - det var fint og personalet her er rigtig søde og taler engelsk. Vi boede på værelse med 5 andre personer, en japaner, to englændere og to kinesere. Det var sjovt at prøve, lidt akavet synes jeg dog, men jeg sover jo heldigvis tungt og hele natten. Sidse fortalte dagen efter at jeg havde snorket lidt da jeg var faldet tidligt i søvn - haha… Lidt pinligt!
Det var lidt hytteturs-agtigt sådan at ligge i sengene og snakke, snakkede om hvor vi kom fra, hvad vi lavede i Shanghai og hvad vi havde oplevet her… Hvor er det sjovt og nemt hva at møde andre mennesker på denne måde.
Næste morgen tog vi rundt i Shanghai og oplevede især den gamle bydel med de flotte gamle huse, røde og med buede tage. Her var der fyldt med mennesker, kinesere og også mange turister. Om aftenen spiste vi på en lækker japansk restaurant.
Vi var trætte da vi kørte med toget hjem til Changzhou, efter to gode dage i Shanghai.
Jeg kommer jo allerede tilbage til store Shanghai næste fredag, hvor familien lander med flyet - uh jeg glæder mig til at tage imod jer i lufthavnen! Jeg kan næsten ikke vente, jeg skulle næsten stå med flag og skilt :)
I dag har jeg slappet af og lader op til en ny uge i børnehaven. Jeg glæder mig faktisk helt til at komme derom i morgen. Men min daglige engelsk-undervisning har jeg ikke helt vænnet mig til endnu og glæder mig ikke rigtig til den del. Men jeg ved jo at det nok skal gå og en ting kan jeg mærke: børnene nyder det :) De nyder at lære nye engelske udtryk og lege.
Men jeg har også været på en tur i dag - har været ude for at købe mig en cykel. Det endte med at blive en længere tur. Jeg tog bussen ind til et stort supermarked og i cykelafdelingen fandt jeg den billigste cykel (170kr.) og en kineser, som viste sig at være meget interesseret i at snakke og det kom til at tage rigtig lang tid at handle cykel. Ekspedienterne virkede ikke til at forstå og sagde hele tiden vent her… Faktisk var det meget godt at have ham kineseren til at hjælpe med at forstå og oversætte for mig til ekspedienterne. Han gik rundt og sammenlignede og kommenterede de forskellige cykler, han lugtede også til både håndtag og sadler (Hvad det gik ud på ved jeg ikke). To ekspedienter ordnede min cykel, pumpede den, monterede cykelkurv og spændte alle skuer osv. Jeg kunne tydeligt se at sadlen sad for lavt (Kineser størrelse:) og spurgte hende om hun kunne hæve den, hun baksede med det og hævede den under en centimeter. Zhang, som ham kineseren hed, spurgte om vi skulle følges til kassen og så kunne han hjælpe mig med at få fat i cyklen, ved service-kassen bagefter. Da han ikke var færdig med sine indkøb gik vi sammen rundt og fandt de ting han manglede mens han spurgte mig til råds omkring hvilken sæbe, hovedpude osv. jeg mente var bedst/billigst. Det var en skør oplevelse. Ved kassen ville han betale for mine ting en lille kurvfuld, men jeg sagde at, det skulle han ikke. Ved stod ved vores ting mens han hentede cyklen for mig, på vejen havde han åbenbart købt en stor cykelkæde, det mente han jeg manglede og den ville han give mig (Jeg måtte ikke selv betale, "Only very small money - it's my pleasure!" Sagde han flere gange.) Skørt skørt - der gik jeg rundt i supermarkedet med en kinesisk mand som bare ville hjælpe mig så godt han kunne. Det har jeg oplevet tit, de vil så gerne hjælpe og vil også gerne give noget, betale for en. Kineserne vil så gerne udveksle telefonnumre og så siger de at man endelig skal ringe hvis de kan være behjælpelige med noget. Jeg er kommet hjem og han har skrevet tre gange siden. Det kan meget let blive for meget, men det fornemmer/tænker de ikke, tror jeg ikke.
Jeg cyklede langsomt hjem (Cirka en halv time) på en alt for lille cykel og med regnslag - jeg faldt godt ind i de kinesiske gadebillede. Billig cykel - det kunne også mærkes og to skruer faldt af undervejs (Cykelkurven var på vej til at falde af :) Jeg må hen til den lokale mekaniker i morgen (Har jeg tidligere lagt et billede ud af) og få det ordnet. Haha :)
- comments