Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen - så er jeg tilbage ved bloggen igen:) Jeg har virkelig slappet af og holdt ferie, også fra bloggen, som mor overtog mens de var her. Det kræver en del tid jævnligt at opdatere den, få skrevet dagbog og udvælge billeder og film og uploade det. Men jeg er sikker på, at jeg vil sætte stor pris på det, når jeg kommer hjem og kan få den printet ud - det er vist den eneste måde jeg kan huske det hele. Der er virkelig også noget ved at skrive, når jeg ved at så mange derhjemme har lyst til at følge med.
Nu er det en uge siden familien rejste hjem efter en super ferie i det fjerne Kina. Uh det var nervepirrende at stå i lufthavnen og vente på dem komme ud af gaten. Jeg har nydt at have dem her og vise dem det hele - alt det jeg kunne nå at slæbe dem rundt til:) Jeg kunne mærke hjemveen presse sig lidt på i dagene lige efter de var taget hjem - Klart, efter en så dejlig og intens ferie, hvor vi var sammen hele tiden i næsten to uger. Men at snakke med dem på skype nu er meget lettere, de ved hvor jeg er og kender til min hverdag, byen og de kinesiske menneskers måde at være på. Selvom jeg, lige i det familien skulle rejse, allermest havde lyst til at tage med dem en smut hjem til Danmark, så er jeg nu slet ikke færdig med at være her, der er meget jeg gerne vil opleve endnu.
I den klasse jeg fulgte i sidste uge (Onsdag til lørdag) kunne hende den ene lærer, Rebecca, snakke rimeligt engelsk og hun ville rigtig gerne snakke og fortælle. Jeg lærte en hel del om Kina og om det at være kineser i dette land. Bl.a. har jeg fået bekræftet som jeg tidligere skrev, at en lærers månedsløn her er 1000yuan, svarer til ca. 850kr. Rebecca forklarede at det at være lærer ikke var så godt betalt og ikke så "værdsat" et job. Hun inviterede mig ud at spise engang, hun vil tage mig med ud og spise rigtig kinesisk mad! Fedt, det lød da hyggeligt. Hun fandt på google billeder af en masse krabber serveret på tallerkner (Hele som de er) og fortalte at det var dette jeg skulle smage, for det er denne by Changzhou kendt for. Åh… Hvad siger jeg for at slippe? "Thank you very much, but actually I don't like seafood". Rebecca svarede bare "This is not from the sea, but the river and it's very delicious - You have to try!". Der er ikke meget at gøre:)
I torsdags startede jeg på kinesisk undervisning. En lærer underviser mig to gange om ugen i en halv time. Pyh - det er virkeligt svært! Jeg drømmer om at kunne forstå bare lidt af det børnene siger. Tit kommer der et barn hen og fortæller en hel masse til mig, nogle gange visker de noget - jeg kan høre at det er spændende og ville ønske jeg kunne snakke lidt med dem. Jeg har fået 215 sætninger som jeg skal lære. Her er en lille smagsprøve på lidt af det jeg har lært (Men som jeg overhoved ikke kan huske endnu): qingzhanqilai (Stand up pleace), shikaishideshihoule (It's time to begin), xiake (Class is over) og shide, womingbaile (Yes, I see). Der er tegn over nogle af bogstaverne som indikerer tonen/måden man skal udtale ordet på. Så det er ikke nok at lære bare ordet, man skal også kende den rigtige lyd (Der er fire ordlyde: ^ ` ´ -). Hvad ordet betyder, afhænger desuden af lyden. Mama, kan have fire betydninger alt efter hvor trykket lægges. Lægger man trykket forkert kan man fx komme til at kalde mor for en hest eller far for en lort. Han er rigtig god ham læreren, meget tydelig og tålmodig - tålmodig det er der virkelig brug for. Jeg kunne ikke lade være med at grine sidste gang, for det lyder nærmest som om jeg sidder og synger for ham, for hvert ord har jo en af de fire lyde. Og min mund kan simpelthen ikke styre det, der kommer så mange forskellige lyde ud - det er jo helt uvant at skulle bruge sin stemme på denne måde.
Vores dør derhjemme er lidt svær at låse og åbne, den går ret stramt. En aften ville jeg låse op, men den sad bare fast. Jeg hentede Sidse og vi grinte og grinte... Vi må vist begge indrømme at tanken om at være låst inde en dag og være tvunget til at holde en dag fri fra børnehave ikke var så slem:) Vi nåede at forestille os at skulle ringe til børnehaven dagen efter og sige at vi ikke kunne komme ud af døren og så kunne vi lige forestille os dem sende en hel flok kinesere herop med alternativt værktøj. Men vi fik den dog op…
Jeg har købt et medlemskab for de sidste tre måneder i et helt nyt fitnesscenter utrolig tæt på hvor vi på, tager 5 min. at gå derhen. Rebecca hjalp mig med at finde det og aftale en pris, har givet 550yuan. Der er en del maskiner, løbebånd og flere hold man kan møde op til hver dag bl.a. spinning, aerobic, body balance, yoga, belly dance osv. I går aftes var jeg derovre for første gang. Tænkte på vejen derhen - det passer mig fint at være lidt neutral nu jeg ingen møder jeg kender, jeg er jo helt ny i et fitnesscenter. Men jeg blev klogere… Havde helt glemt at man jo aldrig er neutral i Kina :) Da jeg først gik gennem træningsrummet mod omklædningsrummet var der flere der råbte "Hallo" og en dame fulgte efter mig ud i omklædningsrummet, hvor hun satte sig på en bænk overfor mig, kun for at kigge på mig. Det var så dejligt at lave noget sport igen og lige nu er jeg ret optimist i forhold til hvor meget jeg skal få fitness centret brugt. Glæder mig til at prøve mavedans:)
I lørdags d. 16.oktober var det "Old Peoples Day" i Kina - en dag for de ældre, med aktiviteter og hvor man mindes dem som man har mistet. Denne dag holder alle børnehaver åbent hus for børnenes bedsteforældre og forældre. De skal både se og være med til det som børnene laver til hverdag i børnehaven. Det var en lidt hektisk dag med masser af gang i, men samtidig en rigtig god dag - det var tydeligt at børnene nød det. Denne morgen vågnede jeg rigtig tidligt og var bare frisk og i hopla til at der skulle ske noget - så jeg tog hen i byens største park, Hong Mei Park. Wow det var fantastisk, der var masser af liv (På en fredelig måde), på trods af at klokken kun var lidt over 7. Folk gik tur, sad på en bænk, løb, dansede, lavede thai chi, udstrækningsøvelser, sang, spillede musik og kinesisk skak… Jeg var helt betaget og opslugt af denne helt specielle stemning! Et sted spillede et par mænd på et instrument jeg aldrig har set før (Se billeder). Pludselig begyndte en af de andre mænd der sad omkring dem at "synge" (Eller råbe mærkelig lyde) og en anden slog på en træ-blok som en slags ko-klokke, der skulle forestille at holde takten. Jeg gik hen for at kigge og en ældre dame pegede at jeg kunne sætte mig hos dem, jeg sad ret længe og folk kom og gik, næsten alle ældre mænd. Damen tilbød mig at smage hendes "the" (Lunkne vand) og tilbød mig også at jeg kunne låne hendes neglesaks efter at hun havde brugt den. Uh.. De negle fløj bare omkring og jeg sad lige ved siden af. Hun vinkede længe da jeg gik og forklarede at jeg ville gå en tur rundt i parken.
Ved siden af parken kom jeg forbi et sted der hed "Baby Art". Jeg gik ind og spurgte hvad det var. Det er en slags kunst-skole/fritidstilbud til børn mellem 3 og 10 år. Hun inviterede Sidse og jeg til at komme forbi og kigge dagen efter, hvor de havde "undervisning". Det var et spændende sted. En ung pige viste os rundt og fortalte hvad de lavede og lidt om tankerne der ligger bag konceptet. Det er en slags fritidsinteresse når børnene kommer der sammen med deres forælder en time en gang om ugen. Holdene er aldersfordelte og små, kun 4-6 børn med en lærer. I et simpelt rum med hvide vægge med tilfældige malingsklatter er formålet at børnene skal udforske former, farver og bruge der fantasi med alle deres sanser. Ind til to af rummene er store vinduer, forældrene står herude og følger med i det børnene laver. Da vi kom, var der hældt mel ud på hele gulvet, børnene rullede rundt i det, kastede det op i luften osv. Bagefter lavede de kager af mel og forskellige farver maling. Holdet efter skulle lege med vand. Hun fortalte at lærerne værdsætter og bekræfter børnene i det de laver uanset hvordan det ser ud, måske ligner det ingenting, det er også ok. Efter timen forklarer læreren hvad børnene har lavet og hvorfor, forældrene har nu muligheden for at gå hjem selv og lave det med børnene. Børnene sad med mel i håret, hovedet og på tøjet resten af timen, først efter timen vaskede de sig, inden de tog hjem. Det var så fedt at opleve denne form for læring, som virker til at være en del anderledes end den jeg har oplevet i skolen. Det er et meget dyrt at komme der, 3000 yuan hvert halv år, men kun en times undervisning i ugen. "Baby art" er en kæde, med flere afdelinger i hele Kina.
Derefter tog vi hen til det sted hvor vi sidst havde fået massage. De havde solgt os 12 gange massage for lidt over 250kr. Vi havde senere snakket om at det næsten var for godt til at være sandt og spekulerede over om vi mon kun havde betalt for olien og så hver gang skulle betale ekstra. Men det viste sig at vi for de 255kr. rigtig nok havde betalt for alle 12 massager. Sikke et luksus-liv vi som studerende kan leve her:) Efter massagen serverede de en suppe med hvide gele-lignende stykker i. Straks forestillede vi os at det kunne være vandmands-suppe og mistede appetitten. Det er svært at sige ellers tak når de har serveret det, intet engelsk kan og står smilende og kigger på at vi spiser det…
Kørte både til og fra stedet i taxa og vi grinte da det kostede stort set det samme i taxa som for massage i 45min. Bagefter blev Sidse klippet (Ca.30kr.) og imens tilbød en pige at file mine negle og bagefter lægge neglelak. Det bliver hårdt at komme hjem igen til de danske priser. Mon ikke jeg bliver helt nærig, for vi har hurtig vænnet os til priserne her og synes pludselig at 50 for en middag på restaurant er i den dyrere ende. Men det er sjovt at prøve dette luksus:) Det skal dog lige tilføres at aftensmaden derhjemme denne aften bestod af cup-noodles, haha:)
Søndag var Sidse og jeg også henne på banegården for at ville købe billetter til på lørdag, hvor vi vil ud at se en by ikke så langt herfra, den er kendt som "Østens Venedi" en hyggelig by med mange parker/haver og vand i gaderne. Det er ikke sådan lige til :) Vi blev sendt fra det ene sted til det andet. Vi stod længe i kø og vi fik flere gange grineflip, kineserne er overhoved ikke diskrete i forhold til bare at stå og glo på os og så står de så tæt i køen og er så nysgerrige. Da det blev Sidses og min tur, kunne jeg slet ikke være ved skranken fordi en dame var nysgerrig og maste sig helt frem til disken, hvor der i forvejen var meget snævert - hold fast hvor vi grinte. Måske det er ret internt og svært at forklare - men måske i kan forestille jer det :)
Weekenden blev en rigtig tøse-weekend:) Shopping, restaurant-ture og filmaften sammen med nogle af de andre danske piger, afslapning, tur i parken, massage, "mini manicure" osv. Skøn weekend!
Det har været en lidt hård start på ugen, fordi jeg i den klasse jeg følger i denne uge er en dreng som har det ret svært og lærerne har rigtig svært ved at finde af hvad de skal stille op og virker ofte ret magtesløse. Der er ikke de samme muligheder/ressourcer her for at hjælpe sådan en dreng. Det er hårdt at se og bare intet kunne stille op.
Sidse og jeg er ved at undersøge om vi kan få en fælles undervisningsdag en gang om ugen, skiftevis i vores børnehaver. Det kunne være så fedt at være to om at undervise og bagefter have en snakke og diskutere med om det vi har oplevet. Vi krydser fingre for at begge institutioner er med på ideen.
I dag har børnene været ude for at øve at gå pænt på række, gå march og stå stille og pænt når det bliver sagt. I mine øjne er det så militær-agtigt og ikke nok med det så havde vagten ved indgangen i går skudsikkervest på.
Hold da op, jeg skriver og skriver… Nu må jeg hellere slutte og så hører i fra mig igen en anden dag:)
Lige en sidste ting - i dag har vi været inde i byen og få fodmassage. Det har jeg aldrig prøvet før og hold op hvor er det dejligt! (1 time Ca. 40kr. - sådan!)
- comments