Profile
Blog
Photos
Videos
Uh… Som julen bare flyver af sted - 13.december, det kan snart blive juleaften hva:) Nu lidt om hvad jeg har oplevet den sidste uges tid…
Onsdag havde Ann spurgt mig om jeg ville fortælle lidt om min engelskundervisning, lidt om min uddannelse og danske børnehaver. Hun er godt klar over at det er meget anderledes. Ugen forinden havde vi filmet min undervisning med de ældste børn om mandagen (Den video må jeg lige have, så i kan se den:) og den skulle vi så starte med alle sammen at se. Jeg kom om i børnehaven lidt før jeg skulle lave oplægget, for at stille stole frem, gøre klar med computer og det powerpoint-show jeg havde forberedt. 42 stole skal vi bruge - Åh nej så mange, tænkte jeg. Jeg skulle stå på et podie med en mikrofon og fortælle - Uha uha.. Jeg havde aftalt med Ann at det ikke skulle være så formel og hun havde købt lidt slik til os alle under oplægget. Jeg var lidt nervøs for det, men det forsvandt da jeg først var kommet i gang. Det gik helt godt og jeg fik fortalt meget mere end det jeg havde forberedt. Var også nervøs, da det jo skulle foregå på engelsk, men underligt at snakke til en masse, som jeg godt ved ikke forstår meget engelsk. Ann oversatte til kinesisk. Jeg synes det var rigtig fedt at kunne fortælle alle lærerne, hvorfor jeg er her, hvordan jeg har oplevet at være her og ikke mindst fortælle om de danske børnehaver. Det har jeg jo ikke rigtig kunnet, for kun nogle få kan snakke engelsk. Det var sjovt hvordan de reagerede på flere af de ting jeg fortalte og de billeder jeg havde med. Til billederne med de danske børn, kunne jeg høre mange sige.. Wow, piao liang (Beautiful). Jeg fortalte at børnene kan blive afleveret og hentet i løbet af hele dagen, at de sover i krybber som står udenfor, forældrene kan aflevere børnene allerede fra kl.6.30 - de var meget overrasket! Jeg viste en video fra en legeplads om vinteren og de synes at det var så sjovt hvordan børnene bare rendte rundt og legede.
Mens jeg og også Ann snakkede, var der hele tiden en små-snakken blandt lærerne, det var så underligt! Nogle gange havde jeg lyst til at sige, Hallooo… Men jeg tror simpelthen bare at det er sådan her, for også i teatret og biografen er folk ikke blege for at små-snakke, tage mobilen osv.
Torsdag eftermiddag samles alle børnene i børnehave inde i salen, hvor tre politibetjente kom og viste film og fortalte om deres arbejde og færdselsreglerne. God ide! De startede med at vise en lille film om en pige som havde mistet begge ben i en trafik ulykke. Hun var sat i en slags skal og humpede af sted, kun med armene til at komme fremad med. Lige voldsomt nok skræmmebillede at sende til så små børn (3-4årige alle sammen), synes jeg…
Den anden dag i børnehaven gav lærerne mig en the-kop, en fin en med keramikbelægning. De havde hentet en anden lærer for, at hun kunne oversætte for dem, de havde været bekymret for mit helbred, når jeg nu ikke drak varm vand/eller the og det var derfor de havde givet mig koppen. Lærerne drikker en masse kogende vand, the, varm sojabønne mælk, sesam-drik osv.
Så blev det WEEKEND! Allerede fredag til middag, vi havde fået fri om eftermiddagen, så vi kunne nå toget til Xi'an. Vi havde næsten to dage i Xi'an og søndag aften skulle vi igen på toget hjem. Det har været dejligt at kunne se frem til en weekend med nye oplevelser. Xi'an ligger mere nordvest i forhold til Changzhou og vi havde ca. 14 timer i tog foran os. Øverste køje (Tre senge ovenpå hinanden), der var ikke meget plads og vi grinte sådan af hinanden da vi kæmpede os ind på "hylden" oppe under taget.
Xi'an er meget gammel by. Jeg læste i en guide på nettet: "Go to Shanghai and you will find a 100-year-old China; go to Beijing and you will find a 1000-year-old China; go to Xian and then you will find a 3000-year-old China." Rigtig mange af de gamle bygninger er bevaret - heldigvis, for hvor var det bare flot! Toget ankom omkring kl.8 lørdag morgen. Det første vi så, lige udenfor banegården, var den bevarede bymur hele vejen rundt om midtbyen. Vi blev hentet på banegården af en pige fra det hostel, vi havde booket hjemmefra. Vi kiggede efter et skilt med Sidses navn - der var hun. Vi kom hen til et SÅ hyggeligt og fint hostel, rigtig gammel kinesisk stil (Se billederne derfra). Vi fik vores værelse, et 6-personers værelse (Female Dorm), men ingen andre kom, så vi havde det hele for os selv. Ca. 35kr.gav vi for denne ene overnatning. Vi havde ikke lagt planer for vores tur, udover at vi havde undersøgt hvad vi især gerne ville opleve i byen, øverst stod Terrakotta krigerne, sammen med Det muslimske kvarter med en stor moske, "The Tang Dynasty Music and Dance Show" og et panda-reservat. De var gode til engelsk på hostelet, og under morgenmaden i deres restaurant lagde vi en plan med gode råd og hjælp fra tjeneren. Der var så hyggeligt i restauranten her fra morgenen, vi var nogle af de første, i en gammel ovn/komfur lavede de brød og varmede the. Under ovnen lå en kat og varmede sig og en killing gik også rundt. Vi var nu klar til at komme ud og opleve byen - første dag med sightseeing i byen. Det var en hel del koldere i her, så vi var pakket godt ind. Vi så trommetårnet, klokketårnet, det muslimske kvarter med moskeen, den kendte og fyldte gågade og et stort marked med alverdens ting. Det muslimske kvarter var charmerende, gader med små boder med alverdens mad og souvenirs, gamle bygninger og mange mennesker (Dog heldigvis ikke så propper som vi har oplevet på andre markeder). Moskeen var flot og der var en fredelig og hyggelig stemning der blandt dem der var samlet foran moskeen (Det slår mig først lige nu, at vi egentlig kun så mænd derinde). Inde i selve moskeen var der kun adgang for muslimer.
Vi tog tilbage på hostelet tidlig på aftenen, vi spiste her og hyggede os med bøger osv. inden vi faldt i søvn. Søndag tog vi på en halvdags-tur, arrangeret af hostelet, ud for at se Terrakotta krigerne lidt udenfor byen. I en minibus kørte vi en flok på 13 af sted. Det var sjovt at møde andre som var her af helt forskellige grunde, de fleste kom fra USA, nogle studerede og andre var på ferie/rundtrejse i Kina. Tre unge fyre var canadier, tydeligvis med masser af tømmemænd og ingen søvn, de var af sted sammen med tre unge piger fra USA. De havde mødt hinanden på et universitet i Hong Kong, hvor de havde studeret de sidste fire måneder, nu ville de rejse rundt i Kina inden de skulle hjem igen. En af dem der var med var ung kineser, han havde boet hele sit liv i Xi'an men havde aldrig set Terrakotta Krigerne, nu skulle det være.
Jeg må lige nævne vores guide. Han havde styr på tingene, men virkede ret forvirret hele tiden. I bussen derud fortalte han om Kinas historie og om historien om Terrakotta Krigerne, som blev beordret lavet af Kinas første Kejser, Qin Shi Huang, omkring 200 år før Kristi fødsel. Først i 1974 fandt en landmand tilfældigt noget af det og siden er der blevet foretaget udgravninger og reparationer af de ødelagte skulpturer og man er langt fra færdig. Han fortalte stolt om landmanden der fandt det, han er nu 70 år og som han sagde, han dør nok om 7 år - hmm.. underlig kommentar. Først var vi inde et sted og se hvordan man lavede efterligninger af terrakotta krigerne, som de sælger overalt i byen, sluttede rundvisningen af i butikken (Det er typisk de guidede ture:) Derefter spiste vi alle sammen i en restaurant. Det var forskellige retter af kinesisk mad, hvor alle spiser af de samme tallerkner og skåle på bordet, som man oftest gør her i Kina. I restauranten var der simpelthen så koldt, så vi sad alle med jakkerne godt trukket op, selv tjenerne og resten af personalet gik rundt i store vinterjakker. Man må spare, hvor man spare kan :)
Så kom vi endelig frem til det egentlige mål. Udgravningerne kunne ses i tre haller, som i alt har over 7000 krigere og heste. Det var så fascinerede at se og så fantastisk at tænke på hvor mange år siden det er at disse krigere blev lavet. Hver enkelt kriger skulle have sit eget individuelle ansigtstræk, utroligt. WOW… Så vildt!
Vi så landmanden som fandt de gamle fund, han sad i en hal og signalerede bøger og købte man bogen kunne man få taget et billede sammen med ham. Ingen bog - ingen billeder!
På vejen tilbage skulle vi se et kort show (15min.), men vi blev pludselig væk fra guiden og resten af gruppen. Men vi fandt de tre piger fra USA, som også var blevet væk og vi gik sammen tilbage til bussen. De andre kom lidt senere - øv at vi missede showet, men heldigt at vi fandt dem og kom med hjem, kun lige i tide til at nå vores tog hjem. Turen hjem tog ca.18 timer, fordi det ikke var muligt at få et hurtigere tog hjem. Det var en lang tur, men dejligt at vi kunne sove hele natten, så var der jo pludselig ikke så langt da vi vågnede. Sidse og jeg blev enige om at vi sagtens kunne tage sådan en tur igen.
Både showet og panda-reservatet var ikke muligt. Showet blev ikke opført netop denne lørdag aften, men næsten alle andre dage - øv. Og panda-reservatet var ikke noget ved i dette vejr (Det var koldt men solrigt) rådede de os på hostelet, pandaerne vil opholde sig inde og ikke komme ud så vi kunne få dem at se. Det var ærgerligt, men pyt, så oplevede vi noget andet.
Nu er vi hjemme igen og jeg er så glad for at have oplevet gamle Xi'an og Terrakotta Krigerne. Her i Changzhou regner det i dag - det er godt nok ikke tit det har regnet mens vi har været i Kina, det er ikke som det danske efterår:)
I morgen starter en ny (kort) uge… Jeg skal med i Sidses børnehave hele dagen i morgen og så tilbage i min egen børnehave onsdag. Ja jeg glæder mig helt til at se børnene igen, det er på grund af dem jeg kan lide at komme i børnehaven :)
- comments