Vi havde endnu en dag på hospitalet og var klar derhenne, kl. halv 9. Vi fandt vores kontaktsygeplejerske, men hun kiggede bare sødt på os og sagde "nu har I været her i 3 dage, så kan I godt klare jer selv", hvorefter hun gik. Derfor brugte vi ikke dagen på andet end at observere og måle hjerterytme. Det er temmelig svært at klare sig selv, når man ikke kender procedurerne og ikke kan kommunikere med nogen. Vi fangede hende dog om eftermiddagen, hvor vi fik spurgt lidt ind til en kinesisk sygdom, som hun havde i sidste uge. Hun sendte os derefter ind til en pige, som havde denne sygdom, for at observere hendes symptomer. Vi kan hilse at sige, at der lynhurtigt opstår en utroligt akavet stemning, når man, to danskere, alene, bevæger sig ind på en stue og bare stiller sig og kigger på en pige, uden at kunne forklare, hvorfor vi kom. Vi prøvede så godt vi nu kunne med vores kropssprog, men sproglig kommunikation er nu altså bedst! Om ikke andet, var det dog meget underholdende og interessant at prøve.

Da vi havde fri, tog vi bussen tilbage til skolen, hvorefter jeg tog en lur, efter at have sovet utrolig dårligt om natten, og Louise satte sig og læste. Om aftenen lavede vi, for første gang, vores egen mad. Vi havde købt noget kød, nogle kartofler, broccoli og sukkerærter dagen forinden, og det blev meget vellykket! - et dejligt dansk måltid. Satte os derefter og drak og hyggede i køkkenet, som sædvanlig, inden vi hoppede i seng.