Vi stod op til vores første dag i praktik. Spiste lidt morgenmad, tog uniform på og var klar kl. 8 nede foran, hvor bussen holdt klar til at køre os til hospitalet. Var først derude kl. 09.45, da der var morgentrafik og vi desuden skulle forbi fysioterapeuternes praktiksted først og sætte dem af. Da vi nåede frem, stod Grace klar til at tage imod os og følge os op på afdelingen, hvor vores kontaktsygeplejerske tog imod os. Hun taler heldigvis ret godt engelsk, men det er lidt vanskeligt at høre hende ind imellem, da hun har maske på og er et hoved lavere end os.

Vi blev vist rundt på afdelingen og fik et par handsker og en maske hver. Masken skal vi bære, men det lader ikke til, at handsker er noget de bruger ret meget. Der er ét, to -og seksmandsstuer. Hvad man får, afhænger af, hvor meget man vil betale. En enmandsstue koster omkring 500 yuan pr. dag og en seng på en seksmandsstue, koster kun 50 yuan, så der er stor forskel.

Efter rundvisningen gik vi rundt til alle hendes patienter (ca. 7 stk.) og fik lidt at vide om, hvad de fejlede og hvor længe de havde været indlagt. I Kina er det familien der tager sig af al personlig pleje, så både faren og moren var ved barnet. Der var dog en lille pige på 17 måneder, som var blevet forladt af sine forældre, så der havde systemet taget over og sendt en arbejder med fra børnehjemmet, til at tage sig af hende. Hun er en ret sød lille pige og vi overvejede om vi ikke lige kunne snige hende ned i kufferten og tage hende med hjem.

Vi fulgte også en lille pige, som skulle have tappet blod, fordi hun producerer for mange røde blodceller. Det foregår for det første ikke på stuen, men inde i et lille rum på en briks. For det andet foregår det ved at der bliver stukket en nål ind, hvorefter de simpelthen masserede blodet ud igennem den nål, samtidig med at 3 andre holdt barnet. Der var ingen der brugte handsker, på trods af at de havde kontakt med både blod og nål, hvilket er meget anderledes end hvad vi er vant til i DK! Det med at det ikke må foregå på stuen, skulle være fordi at man vil beskytte patienten og familien mod nysgerrige blikke, hvilket egentlig er forståeligt nok. Dog røg det argument lidt, da der pludselig blev slæbt to børn ind i rummet, til behandling på samme briks og med tilhørende familier som tilskuere. Det resulterede i et meget kaotisk rum, hvor vi pludselig stod 12 mennesker på omkring 10 kvm. og med 2 skrigende små børn og nåle og blod forskellige steder. Vi stod helt mundlamme og skulle heldigvis kun observere.

Fra 11-13 havde vi frokostpause, hvor vi spiste i hospitalets kantine, for derefter at gå udenfor og nyde solen. Det var fra en gangs skyld rigtig dejligt vejr, med sol fra en skyfri himmel. Vi fandt et stille sted lidt længere nede af gaden, hvor vi satte os og slappede af.

Fra 13-14.30 gik vi rundt på alle patienterne og målte pulsen med stetoskop. Eftersom vi ikke havde prøvet at måle det med stetoskop før, var det ganske okay at prøve, men alt i alt, var det ikke fordi vi lærte voldsomt meget fagligt.

Da vi fik fri, tog vi undergrunden til Shanghai Railway Station, i håbet om, derfra, at kunne tage en taxa hen til et hotel, hvor vi skulle hente noget rugbrød og lidt lakridser, som en Louise kender fra Danmark, havde taget med til os. Det lykkedes dog ikke, da taxachaufføren overhovedet ikke forstod, hvor vi skulle hen. Vi prøvede at ringe til servicenummeret, som står oplyst i taxaen, men de fattede heller ikke meget af, hvad vi sagde. Vi opgav taxaen og besluttede lige at prøve i turistinformationen. Men heller ikke her, talte de engelsk. Man kan spekulere lidt over, hvad man skal med en turistinformation som kun taler kinesisk, men det siger vel lidt om, hvor vanskeligt det er at finde et væsen som kan kommunikere bare nogenlunde okay på engelsk!

Vi endte med at tage hjem igen, hvor vi på vejen hjem købte noget lækket brød hos en bager - deriblandt nogle formidable hvidløgsbrød. Da vi kom tilbage, satte Louise sig på værelset og slappede af og læste lidt, mens jeg satte mig ned og drak lidt the med nogle finner.