Profile
Blog
Photos
Videos
Så nåede vi endelig dertil, hvor vi blev tvunget til at kaste os ud i kinesiske termer og toneleje. Vi havde vores første time i kinesisk, og hold da op, de løj ikke, da de første dag fortalte os, at vi ville få intensiv undervisning! Det var lige på og hårdt og det gik ekstremt hurtigt! Der var lige nogle basale regler omkring 4 forskellige måder at udtale tingene på, og så var det ellers udenadslære, så vi til sidst var helt skøre i hovedet.
Kl. 09.55 sluttede undervisningen, hvorefter vi gik tilbage på værelset og lagde vores ting, for så at mødes med de finske sygeplejestuderende kl. 10, og sammen med dem, gå over til vores kontaktperson, som skulle udlevere uniformer til os. Vi fik vores uniformer, som, overraskende nok, var voldsomt store! De har vidst overvurderet vores størrelser lidt. Det var dog one-size, så det er bare at spænde dem ind så godt man nu kan, tage en lille søde hat på og håbe at man kan passe bukserne, og så kaste ellers sig ud i det. Det bliver dog først i næste uge, at vi for alvor skal bruge dem. Skulle dog tage dem på i dag, da vi skulle over i en bygning, hvor man åbenbart ikke kommer uden uniform. Det virkede lidt mere som en principsag, end noget der havde en egentlig god grund, eftersom vi kun skulle sidde i et lokale og have undervisning i en time, før vi fik frokostpause.
Vi snakkede lidt med finnerne på vej tilbage og de spurgte om ikke vi havde lyst til at tage med hen og få lidt frokost, hvilket vi selvfølgelig sagde ja til. Vi endte op på samme sted som Louise og jeg har spist nogle gange og fik endnu en omgang nuddelsuppe. Gik derefter lige en tur i supermarkedet, før vi gik tilbage til skolen, hvor vi skulle genoptage vores kinesiske undervisning. Vi blev igen kørt ret hårdt til undervisningen, men vi har da også fået lidt ud af det. Vi er eksempelvis i stand til at fortælle taxaen, hvor den skal køre hen for at komme tilbage til skolen, tælle til 20, sådan nogenlunde, og andre meget basale ting. Så noget fik vi da ud af det!
Satte os tilbage på værelset og hvilede hovederne lidt. Man bliver ret træt på øverste etage af, hele tiden at lytte til kinesisk, finsk, engelsk og dansk. Vi kan snart ikke finde ud af, hvilket sprog vi skal tale til hinanden! Og desuden pludselig at have så intensiv undervisning og så stramt et program, efter i 14 dage at have haft det rimelig nemt.
Satte os efter lidt tid ned til nogle af finnerne og fik en kop the i køkkenet. Besluttede derefter, sammen med den ene Maria (den anden ligger syg) og en anden finner, at gå til kantinen og købe lidt forskellig mad, som vi bragte tilbage til køkkenet og delte mellem os 4. Det var super lækkert og en god måde at få smagt lidt forskelligt på, samtidig med det gode sociale aspekt i det. Vi klinger ret godt med nogle af finnerne, så det var super hyggeligt.
Resten af aftenen gik med afslapning på værelset, inden vi smuttede i seng.
- comments