Vi var endnu en gang klar i bussen kl. 7. Det tog noget længere tid at køre hen til hospitalet i dag, da der var megen trafik, vi var derfor først fremme kl. 8.15. Fik klædt om og hægtet os på vores sygeplejerske.

Observerede endnu en gang klargøring af I.V. væsker (drop) og delte dem derefter ud. En norsk sygeplejestuderende, som har været på afdelingen i en længere periode, for noget tid siden, kom på besøg på afdelingen, sammen med sin kæreste. Vi talte os frem til, at vi dermed skifter mellem 5 forskellige sprog - norsk, kinesisk, dansk, finsk og engelsk. Der er ikke noget at sige til, at vi er lidt trætte i hovedet, når dagen er omme!

Sammen med dem, observerede vi bare behandling af børnene. Vi synes stadig, at det er lidt grænseoverskridende at se på. Det ene barn der kom ind - et barn på omkring 2 år, blev stukket og taget blod fra 5 forskellige steder, indenfor en halv time! Men udover, at det er ret voldsomt at se på, var de også 5 voksne mennesker til at fastholde alle dele af det stakkels barn, som bare skreg og græd. Legetøj er desuden ikke noget de praktiserer, så man kan godt forstå, at barnet bliver hunderæd. Det er ret voldsomt at se på + at deres håndtering af nåle er meget afslappet. Det skete selvfølgelig også, at sygeplejersken stak sig på en nål, men det så lidt ud som om, at det næsten var hverdagskost. Det hele giver i hvert fald stof til eftertanke!

I frokostpausen fra 11-13, tog Louise toget til Shanghai lufthavn, for at mødes med den danske gut, der havde rugbrød og lakridser med til os. Jeg havde det ikke så godt, så jeg blev tilbage og satte mig ud i solen og spiste og fik lidt frisk luft. Det var 18 gr., så det var den rene luksus i dag!

Kl. 14 kom der en læge og tog os med hen til neonatal afdelingen (en afdeling med for tidligt fødte børn). Her havde nordmanden lavet en aftale med personalet om, at vi kunne komme hen og se en lille hjemløs pige på 7 måneder. Hun er blevet forladt af sine forældre, fordi at Kina jo har en ét-barns politik, og at de hellere ville have en dreng end en pige. Det er lidt barsk, men det var en stor oplevelse for os. Hun var så sød og kær (se billede) og man har svært ved at forstå, hvordan forældre kan efterlade deres barn. Desuden er der lige nu en kamp om, hvem der skal betale regningen for hendes indlæggelse. Hun har været indlagt, siden hun blev født, men eftersom forældrene ikke vil kendes ved hende, kan de ikke hæftes for omkostningerne. Derfor er det pt lægen der hænger på regningen, men han er selvfølgelig heller ikke særlig vild med at skulle betale, så der kører i øjeblikket en kamp.

Vi nåede at være sammen med den lille pige i en halv time, før vi var nødt til at tage tilbage og hente vores ting, så vi kunne nå bussen kl. 15. Der kom dog desværre aldrig nogen bus, og eftersom vi ikke havde fået den kinesiske telefon med, kunne vi ikke komme i kontakt med nogen. Vi endte derfor med at tage tilbage til nordmændene, som skulle have den offentlige transport tilbage. Det resulterede i, at vi brugte 1½ time i en fyldt bus, med skub og masen. Det kræver altså en vis tålmodighed, og vi var meget glade for, at vi havde vores danske lakridser at holde humøret oppe med!

Vi nåede hjem og fandt en sms på telefonen, hvor Grace skriver, at der desværre ikke er nogen bus til at hente os, og at vi derfor selv må komme hjem. Så denne gang var det altså ikke fordi at vi stod et forkert sted, hvilket da, trods alt, var dejligt nok. Vi satte os ud i køkkenet og snakkede, hyggede og spiste lidt mad, inden vi hoppede i seng.