Profile
Blog
Photos
Videos
Fra kl. 07.00 til kl. 09.00 i dag, arbejdede jeg sammen med Sian i vådområdet. Jeg startede med at gøre rent i en indhegning med et par wallabies, kookaburras og et par ænder. Der skulle spules lidt rundt omkring, en dam skulle tømmes og fyldes op igen og så skulle der rives lidt. Da jeg var færdig, hjalp jeg Sian med at flytte fugle ud i cafeteriaet. Sian skulle præsentere nogle af fuglene for et par gæster, så i mellemtiden gav jeg foder og rent vand til de to lorikeets i cafeteriaet. De var meget venlige i dag og den ene ville rigtig gerne snakkes med, så jeg gav mig lidt tid derinde. Derefter gav jeg også lige Elvis, Jacko, Chip og resten af fuglene i cafeteriaet et par majskolbe stykker, som de elsker.
Efter morgenmaden gik jeg direkte ud for at ordne wallabyungernes indhegning og fodre dem, og så gik Quentin og jeg med Sian ned til græsområdet. Først skulle en separat wallaby indhegning gøres rent og så gik vi videre ind i græsområdet, hvor der skulle fodres emuer og krokodillernes pumpe skulle gøres ren. Vi så desuden en wallaby, som var kommet ind i krokodille indhegningen. Der var stadig et hegn mellem den og krokodillerne, men det var bestemt ikke et sted den burde være, så den skulle flyttes senere på dagen. Bagefter fodrede Sian pelikanerne, Jack og Jill. Jack var noget aggressiv og grådig efter mad i dag, så han fik godt fat i Sians arm et par gange, men hun vidste jo, hvordan hun skulle håndtere ham.
Til sidst gik vi en runde i græsområdet, for at lede efter en syg wallaby, som desværre skulle aflives. Vi fandt den, og så var arbejdet gjort i græsområdet.
Derefter gjorde jeg et lorikeet bur rent, gav den nyt mad og vand og fandt et par grene til den, som den kunne gemme sig i.
Nemalah havde brug for en hjælpende hånd, så bagefter gik jeg med hende, for at gøre rent hos trækænguruerne. Det tog lidt lang tid, og vi kom først til frokost 12.45, men det gjorde nu ikke mig så meget.
Efter frokost bad Sian mig om at fange nogle græshopper, som var i en kasse i hospitalet. De skulle bruges til foder til boyds, men der var desværre ikke ret mange tilbage, så vi måtte finde lidt kakerlakker til dem også. Det var ret sjovt, for jeg fandt ud af, at Sian virkelig ikke kan lide kakerlakker, og jeg har aldrig set hende så sart før. Det kunne jeg ikke lade være med at grine af. Dog var det stadig ikke nok, så vi måtte også ud for at grave efter regnorme. Vi fik lidt hjælp af Nemalah og Quentin, som alligevel var i gang med at grave et sted, så der fandt vi hurtigt det antal, som vi skulle bruge.
Derefter flyttede Sian og jeg fuglene fra cafeteriaet tilbage til deres bure, og vi fandt ud af at to af lorikeetsne var blevet byttet rundt, hvilket ikke var så godt. Men de ligner hinanden så meget, at de blev nødt til at afgøre det ud fra deres opførsel. Det var meget fascinerende.
Efter det fodrede vi skildpadder og boyds med de græshopper, kakerlakker og regnorme som vi havde fundet.
Da vi kom tilbage til madforberedelsen fandt vi ud af, at Bruce havde glemt at tage mig med, da han kørte de andre frivillige hjem, så jeg blev ved Sian til hun havde fri 15.30, hvilket ikke var noget problem for mig.
Overfor Wildlife Habitat ligger der et supermarked, hvor jeg fik lov til hurtigt at gå over, fordi jeg bare lige manglede et par enkelte ting. Jeg var tilbage igen kl. 15.00, og så tog jeg bare lidt opvask og sådan indtil vi kørte hjem.
Hjemme på Dougies besluttede Kristine, Robin og Sieds sig for at gå en tur ind til byen, fordi det endelig var blevet nogenlunde vejr. Men jeg havde bare brug for at slappe af, og af en eller anden grund har jeg også fået utrolig ondt i skuldre og den øverste del af ryggen efter i dag. Jeg kan ikke lige sætte en finger på noget som det kan skyldes, men jeg tror måske bare, at det er dårlige stillinger, når jeg fejer og river og sådan.
Det var nu også dejligt at have værelset lidt for sig selv og se et afsnit Desperate Housewives.
Omkring kl. 18 kom Nanna hjem fra "lock up". De sidste par dage har vi snakket om, at vi gerne vil ud at prøve Riverrafting, så vi gik op til receptionen, for at finde ud af noget. Den tur vi skal på tager af sted fra Cairns kl. 06.30, men vi kunne desværre ikke få en bus, som gik så tidligt fra Port Douglas. Så i stedet for at tage af sted i morgen besluttede vi os for, at gøre det fredag og så tage ind til Cairns i morgen eftermiddag og tage en overnatning. Så det skal nok blive godt alt sammen.
Klokken 19 lavede vi aftensmad og så tror jeg ellers bare, at jeg skal tidligt i seng i aften, så jeg kan få hvilet mine skuldre og ryg. Jeg vælger højst sandsynligt at tage på arbejde i morgen, selvom jeg egentlig har fri, for jeg vil gerne udnytte min sidste tid her så godt som muligt, og så kun have fri på fredag.
- comments
Dorthe Lilleøre Hej Sara. Du er da vist en rigtig arbejdshest... Hvis nu solen skinner tager du så også afsted :-) Det er rigtig mange forskellige ting du prøver i løbet af dage og det er da heldigt, så er der en chance for at din skulder og ryg er frisk til I skal på river rafting - det skal nok blive godt. Vi snakkes ved på Skype før far og jeg tager af sted. Knus mor