Profile
Blog
Photos
Videos
I dag startede dagen igen med masser af regn; trist og gråt at stå op til. Mit første job blev at rengøre hos koalaerne, hvilket jeg ikke har gjort ret mange gange siden de nye er kommet. Desværre var den vandslange, som vi bruger hos koalaerne ødelagt, så jeg måtte ud og finde en anden. Sian fandt en stor, tyk og lang vandslange til mig, og da jeg endda have besvær med at bære den ned til burene, så var jeg godt klar over, at det ikke ville blive så let et job i dag. Jeg klarede den dog, men lidt forsinket i forhold til normalt og mine arme var godt trætte.
Klokken 9 var det så tid til en tiltrængt pause med morgenmad. Efter pausen nåede jeg kun lige at lave pungrotternes madskåle og så fik jeg besked på at ordne wallabyungernes indhegning. Derefter var vi et par stykker, der tog de gamle grene ud fra trækænguruernes bure og så gik jeg tilbage til madforberedelsen. Igen nåede jeg kun lige at lave en lille ting, og så var det videre til nye opgaver. Sian skulle til et møde, så hun satte mig til at gøre nogle af hendes jobs. Der skulle gøres rent i fryseren, og det gik Robin, Fern og jeg i gang med. Jeg hjalp med at tage alle tingene ud og så tog Nemalah mig med ned til de syv mahogany gliders, hvor fire af dem skulle vejes. Det havde jeg ikke været med til før, så det fandt jeg ret spændende. Når dyrene blev vejet, puttede vi dem i en pose og derefter en spand, så de blev, hvor de var. Da jeg så skulle slippe en af dem løs igen, kom jeg til at slippe dem løs på gulvet i stedet for op af en træstamme, så den løb direkte op ad Nemalahs ben og under hendes shorts. Det havde vi noget sjov med og hun drillede mig lidt med det resten af dagen.
Derefter gik jeg tilbage til madforberedelsen, hvor der skulle gøre rent og ryddes op. På grund af regnen var der vand overalt derind, så der var ikke det nemmeste at feje gulvet.
Til frokost fik vi en rigtig lækker ret med ris, karry sovs og grøntsager. Dejligt med en varm ret på sådan en våd dag. Efter frokost slap Nemalah en lorikeet løs, som ikke længere behøvede at være i behandling på centeret. Det er en god følelse, når dyrene kommer ud i det fri igen.
Jeg smed et par grene ind til wallabyungerne, så de kunne have lidt sjov med dem og så var det til til gum takeout hos koalaerne.
Derefter flyttede vi fuglene fra cafeteriaet, og så var det egentlig tid til at tage hjem. Jeg besluttede mig dog for at blive i parken for at lave "lock up" med Nemalah, fordi jeg tænkte at jeg kunne have mere sjov med det end at sidde hjemme på Dougies, hvor der ikke er noget at lave, når det regner. Det gjorde mig ikke noget, at det ville blive en lang dag.
Nemalah og jeg startede så med at give foder til bettong wallabies, quolls og pungrotterne. Derefter gik vi tilbage til madforberedelsen, hvor vi mødte Katherine og Sian. Desværre fortalte Katherine, at jeg ikke kunne blive i parken med Nemalah, fordi hun skulle trænes lidt i at være på lock up i dag. Så de fik i stedet Matt til at køre mig hjem, når han havde fri, så ham gik jeg lidt rundt med i stedet for.
Matt og jeg flyttede først præsentations-dyrene, som i dag var en slange og en lille krokodille, tilbage til deres rigtige bure. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere tryg ved slangerne, men jeg er dog stadig meget opmærksom på deres hoved. Det skal jeg helst have helt styr på. Jeg havde derimod aldrig prøvet at holde en krokodille før, så det var lidt spændende at få lov til. Den sprællede nogle gang, men den havde heldigvis tape om munden, så den ikke ville kunne gøre mig noget. Det var ret sjovt at prøve.
Derefter fodrede vi et par fugle, flyttede Frogmouth fuglene tilbage til deres bure, fodrede trækænguruerne, og så gik turen hjemad omkring kl. 16. Jeg var noget imponeret over Matts bil. Den var fyldt med fjer og en helt masse ting som han sikkert har fundet rundt omkring, så det var spændende at kigge sig omkring.
Da jeg kom hjem, regnede det stadig meget, så jeg gik bare i bad og fik noget tørt tøj på. Senere på aftenen foreslog de andre, at vi tog ind på Rattle N' Hum for at spise igen, fordi vi i dag kunne få pizzaer til 10 dollars. Det var rigtig godt med en pizza, for det har jeg ikke fået i rigtig lang tid. Tilmed hyggede vi os også rigtig meget, så det var bare dejligt. På vejen hjem gik vi ind til supermarkedet, for at købe en pakke is til hjemvejen.
Da vi kom hjem, snakkede jeg lidt med Nicolaj og gik så i seng efter en rigtig god dag.
- comments