Tirsdag d. 27 stod jeg op kl. 05.45 og gjorde mig klar til at tage på en to dages tur til Fraser Island. Jeg havde allerede pakket mine ting dagen før, så det handlede bare om at komme i tøjet, spise morgenmad og så af sted. Jeg gik fra vandrehjemmet 06.15, fordi jeg skulle være i Brisbane Transit Centre kl. 06.45. Gåturen tog max. 10 min., men jeg ville gerne være i god til, hvis det skulle ske at jeg ikke kunne finde den gate, hvor jeg skulle hentes. Lidt forsinket kom vores guide, en lille og godt sat kvinde. Vi udfyldte nogle papirer og gik så ud til bilen, for at komme af sted. Det var en rigtig firhjulstrækker, men der var ikke specielt meget plads for os passagerer. Vi var dog kun 5 som skulle med fra Brisbane, så indtil vi nåede Noosa, hvor vi skulle hente 3 andre, kunne jeg lægge mig ned og sove lidt. Efter 2 timer nåede vi Noosa. En rigtig populær turistby med mange rige indbyggere. Det så dog ret hyggeligt ud, og vejret var godt, så vi nød at have en lille pause der. Efter 20 min. kørte vi videre, nu med 3 passagerer ekstra i bilen. Det gjorde det lidt trængt, for alle havde jo også bagage med. Benene var der i hvert fald ikke meget plads til, fordi sæderne var indrettet sådan, at vi alle sad overfor hinanden. Men det gik alligevel. Efter 3 timer nåede vi så Rainbow Beach, hvor vi tog en halv times pause til at købe noget frokost hver især, inden vi tog færgen ud til Fraser Island. Jeg var lidt chokeret over at turen tog så lang tid. Jeg havde kun regnet med 3 timer fra Brisbane til Fraser Island, men vores guide Peggy fortalte, at det tog et par ekstra timer, når vi skulle forbi Noosa. Det havde dog ikke gjort så meget, for det føltes som om, at tiden gik rimelig hurtigt.
Jeg købte mig en burrito til frokost. Det var rigtig lækkert og den mættede heldigvis godt. Vi gik en tur hen til en udsigtspost, for at se ud over stranden og havet. Det var ret flot, og det var første gang, at jeg så bølger på størrelse med dem hjemme fra Vesterhavet. Bagefter gik turen endelig til Fraser Island. Peggy lukkede lidt luft ud af hjulene på bilen, for at vi kunne køre i det dybe sand, og så tog vi ellers færgen over til øen. Vi var rigtig heldige, at vejret stadig var godt. Det var lidt blæsende og skyet, men solen kom ofte frem, og så længe at det ikke regnede, så var jeg bare glad.
Vi ankom til øen ca. kl. 13 og så var vores første mål Wabby Lake. På vejen dertil kørte vi langs stranden. Vi kom af og til, til vandløb som skulle krydses og store bunker pind som vi skulle køre udenom. Det var sjovt at prøve. Fraser Island er verdens største sand ø og har en strand på 75 mil, dvs. 120 km, så det tog lidt tid at komme frem og tilbage på øen. Men vi nåede da frem til Wabby Lake efter måske en halv time. Peggy viste os en sti som vi skulle følge op til søen, mens hun blev ved bilen. Det var ofte op ad bakke og i sand, så vi fik lige dagens motion. Der var tilmed ret langt ind til søen, omkring 2 km. Men det var en smuk tur, og efter noget tid nåede vi til en kæmpe sanddyne. Det var nok det tætteste jeg nogensinde har været på noget, der minder om en ørken. Det var ret vildt. Vi gik langs sanddynen og begyndte så at kunne skimte Wabby Lake. Det var det rene paradis. For enden af sanddynen begyndte søen. Sanddynen endte med en forholdsvis stejl skrænt, som fortsatte ned til søen, så når man var blot en meter ude i søen, var det bare allerede super dybt. Det var ret unikt. Vi smed vores ting og hoppede i søen. Den stejle sanddyne gjorde, at der var rimelig god læ ved søen, så det gjorde ikke noget, at vandet var lidt koldt. Vi svømmede lidt rundt og tog nogle gode billeder. Det var virkelig helt fantastisk, og jeg kan huske af jeg tænkte, at jeg ville ønske, at jeg kunne komme tilbage til det sted hver eneste dag. Efter en halv time i paradis var det dog tid til at komme videre. Vi fulgte den 2 km lange sti tilbage igen og mødte Peggy på vejen. Hun fortalte lidt om et par træer, og efter lidt tid nåede vi så ud til bilen. Vores næste destination var et skibsvrag, som Fraser Island også er meget kendt for. Da vi havde kørt lidt, begyndte det at små regne og solen var heller ikke så meget fremme mere, fordi vi var kommet godt hen af eftermiddagen. Peggy foreslog derfor, at vi gemte skibsvraget til onsdag, for at se det fra dets bedste side. Den var vi med på, og så gik turen ellers tilbage mod campingpladsen. Vi kørte af stranden og ind på indlandet af øen, og så begyndte bumpe turen ellers. Der var masser af bump og huller på den sandede vej, så vi fik os noget af en rystetur, men det var bare en del af hele oplevelsen. Da vi nåede campingpladsens var det allerede begyndt at blive mørkt, og vi var godt sultne, så imens vi fik os indrettet i vores telte, begyndte Peggy at lave aftensmad. Vi camperede sammen med en anden gruppe, som var på en tre dages tur. Jeg kom til at sove i telt med tre andre piger, som jeg kom godt ud af det med; en fra Tyskland, en fra Canada og en fra England. De sidste to fra gruppen fik deres eget telt, de var to venner, en fra England, som var flyttet til Brisbane og hendes ven fra Barcelona. I det hele taget kom hele gruppen godt ud af det med hinanden, og der blev snakket hele tiden. Peggy og Stephanie, som var englænderen, der var flyttet til Brisbane, havde en helt masse historier at fortælle, så det var meget sjovt.
Omkring kl. 20 spiste vi aftensmad. Det var en primitiv, men lækker barbecue med burger og pølser. Efter aftensmaden blev der lavet bål, så der satte først Kristi (tyskeren), Chantal (canadieren) og jeg os ned. Vi fik en god snak, mens vi kiggede på bålet og den helt fantastiske stjernehimmel. Vi var endda overbevist om, at vi kunne se mælkevejen. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange klare stjerner på en gang. Vi ristede et par skumfiduser og gik så tilbage til teltet omkring kl. 23, for at gå i seng.

Næste dag vågnede vi i takt med, at solen stod op omkring kl. 06. Jeg havde ikke sovet så frygtelig godt i løbet af natten, fordi madrassen var lidt hård, så jeg prøvede hele tiden at vende mig, for at finde en bedre stilling. Heldigvis følte jeg mig alligevel rimelig udhvilet, da vi stod op.
Vi spiste morgenmad, som ikke var så interessant igen, det var bare cornflakes og toastbrød. Men jeg blev da rimelig mæt. Da alle var klar, gik turen videre, på opdagelse på Fraser Island. Første destination var det skibsvrag, som vi ikke nåede at se dagen før. Vi kørte langs den uendelige strand og nåede så til skibet, Maheno. Skibet skulle vist have været bygget som et luksus passager skib fra Skotland. Men igennem første verdenskrig havde skibet tjent som hospitalsskib i den engelske kanal, før det skulle være et passager skib. I 1935 blev skibet erklæret forældet, men da det blev slæbt fra Melbourne, blev det fanget i en cyklon. Skibet drev på land på Fraser Island og man tog sig ikke af at flytte det. Det er nu et rustent gammelt vrag, som hvert år bliver dækket med mere og mere sand. En dag skulle det vist blive helt dækket til.
Vi fik taget nogle gode billeder der, og solen skinnede dejligt på os. Vi var ret heldige. Da vi havde brugt nok tid på at gå rundt og kigge på skibet, gik turen videre til Eli's Creek. Vi kørte igen langs stranden, hvor vi gjorde vores bedste for at få øje på dingoer, men de ville ikke vise sig for os.
Vi nåede frem til Eli's Creek, som var et fantastisk smukt vandløb med det klareste vand. Peggy fortalte, at det var et sted, hvor mange familier kom med deres børn, fordi vandet ikke var så dybt, og børnene kunne sidde i en badering og lade sig føre af strømmen ud til enden af vandløbet på stranden. Jeg gik et par ture ned af vandløbet sammen med Kristi, og vi fik taget et par billeder af hinanden. Det var igen det rene paradis.
Efter en halv times tid der fortsatte vi mod Central Station, som er et sted inde på øen, hvor man kan opleve regnskov og kæmpemæssige bregner. For at komme ind til Central Station skulle vi igen køre en lang vej af de bumpede sand veje. Der var ikke rigtig noget at holde fast ved i bilen, så vi væltede lidt rundt i hinanden nogle gange. Det var nu meget sjovt.
Da vi ankom til Central Station, gik vi ad en lille sti fra parkeringspladsen. Pludselig siger Peggy, at vi alle skal stå helt stille, for en dingo valgte lige at krydse vores vej. Den lignede en helt normal hund, og havde ingen intentioner om at gøre os ondt. Men som Peggy sagde, så er det jo et vildt dyr, som man derfor også skal behandle som vildt. Dingoerne er på en konstant jagt efter mad, så man skal lade dem være i fred. Vi kom derefter ned til en lille plads, hvor Peggy gav sig til at fortælle en lang historie om skoven og aboriginerne. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg begyndte at blive lidt små irriteret over, at hun brugte så lang tid på at snakke nogle gange, for jeg ville hellere bruge tiden på at se øen.
Da Peggy dog endelig var færdig med at snakke, gik vi hen imod den sti, som skulle tage os på en lille tur gennem regnskoven. Men idet vi begyndte at gå, komm der et par turister hen til os og fortalte, at der var en dingo i vores bil. Så vi skyndte os tilbage til bilen, og rigtigt nok, der sad en dingo, som håbede på at kunne finde mad i vores tasker. Vi forsøgte at tage nogle billeder, men måtte alligevel være varsomme. Inden Peggy nåede at lukke dingoen ud, hoppede den ud af det vindue, som den var kommet ind af. Det var lidt af en sjov oplevelse.
Da dingoen var forsvundet videre ind i skoven, gik vi så tilbage for at gå en tur i regnskoven. Det var rigtig smukt og vi så blandt andet et af verdens største bregner, som vist kun fandtes to steder i verden.
Vi var lidt bagefter planen, så da vi havde set det vi skulle i regnskoven, skyndte vi os tilbage til bilen. Eller det gjorde Kristi og jeg, alle de andre var godt nok lidt sløve. Men de kom da, og så kørte vi ellers af sted mod Lake Mackensie. Lake Mackensie er kendt for sit ufattelig klare og rene vand. Peggy fortalte, at vandet faktisk er så rent, at der ikke er noget, som kan leve i det.
Da vi ankom til søen, blev vi også helt overvældede af det smukke klare vand og det helt hvide sand på stranden. Det blæste lidt, men i vandet det skulle vi. Igen, igen, igen, var det ligesom at være i paradis. Vi plaskede længe rundt i vandet og borede fødderne ned i det fine sand. Jeg havde aldrig lyst til at forlade det fantastiske sted. Vi lå lidt på stranden, fik taget nogle billeder, og gik så tilbage til bilen, hvor Peggy havde forberedt vores frokost. Jeg var ret sulten, så det var i den grad tiltrængt. Vi fik wraps og småkager; det var helt super. Da vi havde spist vores frokost, måtte vi erkende, at vores tid på Fraser Island var forbi, og kl. 14.30 gik turen hjemad. Halvanden time senere end planlagt, men det passede mig fint. Vi kørte igen over bumpede veje og langs stranden for at komme hen til færgen, som skulle sejle os til fastlandet igen. Det var ikke til at fatte, at vi skulle sidde i bilen i 6 timer, før vi ville være hjemme, efter sådan en tur i paradis.
Vi satte én af i Rainbow Beach, hvor vi også lige købte forfriskninger til turen, og fortsatte derefter mod Noosa. I Noosa sagde vi så farvel til to andre piger, og så var der god plads i bilen til os andre på vejen tilbage til Brisbane. Jeg var godt træt og mættet af indtryk, så jeg forsøgte at sove lidt på det sidste stykke hjem. Vi nåede Brisbane ved 21.30 tiden og så sagde jeg farvel til Peggy, Kristi, Chantal, Stephanie og Carlos.
Turen til Fraser Island glemmer jeg aldrig. Det er nok det flotteste sted, som jeg har været i min tid her i Australien. Jeg tænkte flere gange, at jeg godt ville have haft tre dage på Fraser Island i stedet for to, men på den anden side, så ville jeg heller ikke have mødt alle de søde mennesker, som jeg gjorde på denne tur.
Da jeg kom hjem, gik jeg bare direkte i seng, efter at jeg havde lagt alle mine billeder ind på computeren.